Generelle henvisningsregler til speciallæger og regler om henvisning til fortsat behandling
Henvisningsvejledning.
Et patientforløb hos praktiserende speciallæge indledes med, at speciallæge henter henvisningen på henvisningshotellet, når patienten har kontaktet speciallægen for at få tid til en undersøgelse.
En henvisning til speciallæge omfatter normalt 6 konsultationer for enkelte specialer flere. Af disse 6 konsultationer kan der kun afregnes for én 1. konsultation. Dette gælder uanset, hvor lang tid, der går mellem disse 6 konsultationer.
Henvisningen hos speciallægen er gyldig, indtil antallet af konsultationer er anvendt, eller patientforløbet er afsluttet. Dette gælder uanset om 1. konsultation falder senere end seks måneder efter udstedelsen af henvisningen.
Med et afsluttet patientforløb forstås, at patienten er færdigundersøgt og/eller færdigbehandlet. I disse situationer skal speciallægen give den henvisende læge skriftlig meddelelse herom. Herefter anses henvisningen for opbrugt.
Hvis speciallægen meddeler patienten og/eller den alment praktiserende læge, at patienten bør ses igen om et år, skal speciallægen ikke afslutte forløbet, og patienten skal ikke henvises på ny.
En patient skal dog henvises på ny, hvis speciallægen har meddelt den alment praktiserende læge, at patienten er afsluttet.
Hvis en patient, startet i et forløb hos speciallægen, henvender sig til den alment praktiserede læge med en ny problemstilling/sygdom, som den alment praktiserende læge ikke i første omgang har henvist patienten for, er det nødvendigt, at patienten får en ny henvisning.
Det er den praktiserende læge der er visitator for speciallægepraksis. Speciallægen skal ikke unødigt anmode patienternes læge om at udskrive en henvisning pr. diagnose/lidelse. Dette med henblik på at understøtte speciallægeoverenskomstens § 40 stk. 9 om, at speciallægen i én 1. konsultation skal yde tilstrækkelig forståelse for, at flere problemstillinger varetages, når patienten er mødt.
Indholdsansvarlig: Praksisafdelingen, Region Syddanmark