Temadag 12. september 2024 med fokus på arbejdet med patientsikkerhed
Temadag "Sammen om Patientsikkerhed"
I Region Syddanmark arbejder risikomanagerne med at skabe de bedste rammer og vilkår for den regionale patientsikkerhed. Det sker ved at arbejde målrettet med at udvikle nye muligheder inden for patientsikkerhed og ved at uddrage læring og vidensdele omkring de utilsigtede hændelser.
Derfor afholdes der igen i år en temadag for hele det tværsektorielle sundhedsvæsen i Region Syddanmark med fokus på arbejdet med patientsikkerhed.
Utilsigtede hændelser bunder ofte i mangelfuld kommunikation og manglende viden om arbejdsgange på andre områder, end det område man selv er ansat i. Rundt om i regionen og i kommunerne arbejdes der med gode tiltag på mange niveauer, men erfaringsudveksling og vidensdeling er svært, hvilket alt for ofte gør, at man ikke får udnyttet hinandens kompetencer og viden til fulde.
Det vil vi gerne lave om på.
I år vil der blive sat særlig opmærksomhed på emnet "Når sundhedsvæsenet flytter ud - et delt ansvar".
Temadagen byder på oplæg og arbejde i sessioner. Med afsæt i sidste års evaluering ønsker vi i sessionerne særligt at sætte fokus på eksempler fra hverdagen, som fx den gode overlevering ved 72 timers behandlingsansvar, dialyse i hjemmet, social ulighed, FAM-lægebil til plejehjem samt konkret arbejde med UTH samt ledelse og kultur.
Ud over sessionerne vil der på dagen være følgende oplæg om:
- Kom trygt hjem v/ chefsygeplejerske Heidi Grejsen, Sygehus Lillebælt, Kolding
- Fod på Langeland v/ ledende overlæge Lene Langhoff Clausen, OUH
- Den sidste tid v/ overlæge Ove Gaardboe, Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Hvem kan deltage?
Temadagen henvender sig til hele Region Syddanmarks sundhedsvæsen, herunder sygehuse (både somatiske og psykiatriske), kommuner, praksissektoren og det præhospitale område samt administrativt personale i relation hertil. Temadagen retter sig mod medarbejdere fra alle organisatoriske niveauer således, at der opnås en alsidig sammensætning af klinikere, ledere, kvalitetsmedarbejdere og udviklingspersonale.
Tid og sted
Temadagen holdes den 12. september 2024 kl. 8-16.00 på Trinity Hotel og Konference Center, Gl. Færgevej 30, 7000 Frederica.
Du er meget velkommen til at kontakte patientsikkerhed@rsyd.dk, hvis du har spørgsmål til temadagen.
Det er gratis at deltage, men ved manglende framelding efter den 5. september 2024 opkræves et udeblivelsesgebyr på 850,-.
Temadagens program og emner
Tilmelding og deltagelse
Tilmelding finder sted i Plan2learn, hvor du også skal vælge hvilke sessioner, du ønsker at deltage i på temadagen.
Her finder du link til Plan2learn, hvor du efter 1. juni vil du kunne tilmelde dig dagen. Søg på temadagens titel: "Sammen om Patientsikkerhed"Deadline for tilmelding er den 22. august 2024.
Hvis der er flere tilmeldte, end vi har kapacitet til, får du mulighed for at tilmelde dig en venteliste.
Du er meget velkommen til at kontakte patientsikkerhed@rsyd.dk, hvis du har spørgsmål til temadagen.