Manglende patientinformation - december 2023
UTH læringsartikel
Hændelsesbeskrivelse
Henrik er selvstændig håndværker og er grundet vedvarende smerter i ryggen opstartet i Contalgin hos egen læge. Han er glad for behandlingen, da den virker effektivt på smerterne.
Henrik har ligeledes en kronisk sygdom, der følges hos speciallæge i ambulatoriet. Kort efter opstart på Contalgin er Henrik til samtale i ambulatoriet, og her opdager speciallægen, at Henrik ikke er informeret om, at han ikke bør køre bil i starten af behandlingen med Contalgin.
Havde Henrik vidst dette, da han startede behandling, skulle han have taget fri fra arbejde, hvilket havde betydet økonomiske konsekvenser.
Læring
Det er vigtigt at informere patienterne om de konsekvenser, der kan være af en ny behandling.
Ved opstart af ny behandling med opioider kan der være behov for at nedlægge lægeligt kørselsforbud i startfasen, f.eks. i 14 dage.
På pro.medicin.dk beskrives, at behandling med opioider kan udgøre en trafiksikkerhedsmæssig risiko, og at effekten ofte kan sidestilles med promillekørsel.
Her finder du link til Promedicin.dk og "Opioider (analgetika) - information til sundhedsfaglige"