Præparat med flere doseringer og flere recepter kan skabe rod i udleveringsintervaller - marts 2024
UTH læringsartikel
På apoteket ønsker en kunde at få udleveret Lyrica. Der ligger en recept på 75 mg med dosering 1 kapsel aften - men det er for tidligt at udlevere i forholdet til det angivne interval. Kunden mangler sin medicin. Derfor vælger apotekspersonalet at udlevere medicinen og informere lægen via en korrespondance.
Lægen melder tilbage, at patientens dosering er 75 mg 1 kapsel aften og 150 mg 1 kapsel morgen og aften, hvilket apoteket ikke kan se på førnævnte recept, men i receptserverens historik ses det, at der godt en måned forinden er udleveret 150 mg 100 kapsler på en engangsrecept med dosering 1 tablet 2 gange dagligt. Denne recept må forventes at være brugt næsten op, da kunden efterspørger en ny portion.
Læring
Apoteket oplever af og til, at kunder efterspørger et præparat med et komplekst doseringsregime, men hvor apoteket kun kan se de præparater, der er åbne recepter på.
Apoteket kan tilgå FMK og se kundens ordinationer, hvis kunden giver samtykke dertil – dette kræver, at kunden møder op på apoteket, og der er en anledning til at anvende FMK.
Det er vigtigt at sikre, at patienten får recepter, som svarer til behandlingsregimet – det kan være en hjælp for apoteket, hvis det af doseringsetiketten fremgår, hvad den samlede dosering er - og ikke blot hvad doseringen er på den enkelte styrke. Så der kunne angives på etiketten: 150 mg morgen og 225 mg aften.
Set fra en compliancevinkel kan det være en god ide at ordinere en tablet på 225 mg til aftendoseringen.