Ydelseskode 2150 - Fokuseret somatisk undersøgelse til borgere med psykisk lidelse
Herunder kan du læse om ydelseskoden 2150 og vejledning hertil.
Baggrund og formål
Mennesker med svær psykisk sygdom lever i gennemsnit 10-20 år kortere end den generelle befolkning. Årsagerne er mange, blandt andet skyldes det uheld, selvmord og misbrug, men også høj forekomst af fysiske sygdomme (multimorbiditet). Mange samtidige sygdomme skaber komplekse helbredsproblemer. Det fører til kortere levetid og en oplevelse af en fragmenteret og ukoordineret sundhedsindsats.
I OK22 er der indgået aftale om en ny tillægsydelse 2150 – Fokuseret somatisk undersøgelse til borgere med psykisk lidelse – som kan tages sammen med ydelse 0120 årsstatus eller ydelse 0101 konsultation. Om der benyttes en årsstatus eller en konsultation, afhænger af hvorvidt patienten opfylder kriterierne for en årsstatus. Ellers benyttes en almindelig konsultation.
Formålet med ydelsen er, at de praktiserende læger udfører en fokuseret somatisk undersøgelse til borgere med psykisk lidelse, hvor lægen konkret vurderer, at der er risiko for uopdaget somatisk sygdom, som patienten ikke selv henvender sig med. Ydelsen indebærer afdækning af patientens egen oplevelse af sit fysiske og psykiske helbred, aktuelle symptomer/KRAM/misbrug, en objektiv undersøgelse, plan for behandling/råd om forebyggende tiltag, og en ny aftale samt inddragelse af relevante parter, hvis patienten ønsker det.
Som en del af indsatsen har almen praksis adgang til specialistrådgivning i Psykiatrien i Region Syddanmark.
Opsøgende indsats
Klinikken skal selv være opsøgende og finde patienterne inden for målgrupperne, da patientgruppen ofte ikke selv vil kontakte almen praksis for hjælp. Den opsøgende indsats vil afhænge af den konkrete målgruppe. Kommunale tilbud kan også kontakte lægen på vegne af patienten.
Den opsøgende indsats kan ske på baggrund af opgørelser via klinikdata, fx ved at trække lister over aktive brugere af antipsykotisk medicin, som løbende opdateres, dels med nye patienter, dels i forhold til indsats og eller kontakt. Nogle patienter vil være svære at identificere pga. de begrænsninger der kan være ved udtræk i eget system. Det kan derfor også være nødvendigt at opspore relevante patienter via journalen, herunder i form af bl.a. udskrivningsoplysninger fra sygehusene og/eller kendskab til patienten, fx i forbindelse med konsultation/møder af andre årsager og ved ordination af medicin, herunder psykofarmaka.
Som et led i ydelsen regner man med, at klinikken hjælper patienten med at huske at komme ved f.eks. at sende påmindelser og/eller telefonisk kontakt. En fast kontaktperson i klinikken anbefales.
Det ligger også i ydelsen, at klinikken har et samlet overblik over, hvilke patienter man har identificeret inden for målgrupperne og hvert halve år følger op på, om man så rent faktisk har set dem til somatisk undersøgelse og følger op, hvis det ikke er tilfældet. Patienter i antipsykotisk behandling, der ikke er mødt frem, kontaktes og indkaldes igen.
Målgruppe
Den fokuserede somatiske undersøgelse til mennesker med psykisk sygdom har to målgrupper:
Målgruppe 1 - ydelsen skal tilbydes hvert år
- Patienter mellem 18 og 60 år
- med skizofreni eller andre psykoser, svære personlighedsforstyrrelser eller bipolar sygdom
- diagnose skal være stillet af psykiater fra psykiatrisk sygehusafdeling eller hos privatpraktiserende speciallæge i psykiatri
- skal være i fast behandling med Lithium eller antipsykotisk medicin i større doser (ikke bare til søvn fx quetiapin)
- Må ikke bo i botilbud.
Målgruppe 2 - ydelsen skal og kan tilbydes én gang
- Øvrige patienter på 18 år og derover
- med diagnosticeret psykisk sygdom som f.eks. alvorlig angst, moderat til svær depression og ADHD
OG - med risiko for uopdaget somatisk sygdom, misbrug og/eller betydelig mistrivsel, som lægen vurderer at patienten ikke selv kontakter praksis med.
- Må ikke bo i botilbud.
For målgruppe 2 kan ydelse 2150 anvendes ved første konsultation efter opsøgende indsats. Herefter er det hensigten, at patienten skal overgå til almindelige forløb med nødvendig støtte fra klinikken.
Ydelsen kan ikke anvendes på patienter med psykisk sygdom på botilbud, da disse patienter er omfattet af det aftalte sundhedstjek (ydelse 0123). DSAM har udarbejdet understøttende materiale, der kan tilgås på deres hjemmeside.
Her finder du vejledning på DSAM.dk om Sundhedstjek til borgere på botilbud
Klik på foto herover for større visning
Find relevante patienter
Ved udtræk i eget system forudsætter det, at diagnosekoderne findes i eget journalsystem. Udtræk kan laves på følgende diagnoser og/eller ATC-koder relevante for diagnosen, se tabel 1 og tabel 2.
Her finder du printvenlig og webtilgængelige PDF-fil med tabel over diagnose og ATC-koder
Klik på foto herover for større visning
Klik på foto herover for større visning
Hvis du har brug for vejledning i dataudtræk og diagnosekodning (ICPC), kan du læse mere i vejledningerne fra datakonsulenterne:Her finder du link på sundhed.dk hvor du kan læse om dataudtræk i eget lægesystem
Her finder du link til sundhed.dk, hvor du kan læse mere om ICPC-koder
Har du brug for yderligere hjælp til, hvordan udtræk specifikt kan laves i dit eget system, henvises til dit lægesystems support.
Datakonsulenterne kan også kontaktes for generel vejledning.
Her finder du link til datakonsulenternes kontaktoplysninger på sundhed.dk
Referenceliste
Indholdsansvarlig: SydKIP