Vurdering og ansvar for udlevering af behandlingsredskaber, hjælpemidler og træningsredskaber
Oversigt over principperne for, hvem der har ansvar i forskellige situationer vedr. udlevering af behandlingsredskaber, hjælpemidler og træningsredskaber.
Ved udlevering af hjælpemidler og behandlingsredskaber er det alene formålet med anvendelsen af produktet, der er afgørende for, hvilken sektor, der har forpligtelsen til at levere. Der er derfor situationer, hvor det hverken er sygehus eller kommune der har ansvar for at levere produktet, men derimod patienten selv, der må købe eller leje.
Det kan for eksempel dreje sig om midlertidige ramper, kørestole, krykkestokke etc., samt artikler som forbindsstoffer, kateter etc.
Overordnede principper for levering:
Det offentlige - region og kommune - er forpligtet til at udlevere et behandlingsredskab eller hjælpemiddel til en borger/patient, når en af følgende betingelser er opfyldt:
- Der er tale om varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og hjælpemidlet er en væsentlig lettelse i dagligdagen, eller hjælpemidler indgår i almen genoptræning - kommunen leverer jævnfør serviceloven (Lov om social service).
- Der er tale om lægefaglig begrundelse for at udlåne behandlingsredskabet som led i behandling eller specialiseret genoptræning - regionen leverer jævnfør Sundhedsloven.
Hvis ingen af disse betingelser er opfyldt, og der er tale om, at hjælpemidlet alene øger livskvaliteten, eller det må anses for værende almindeligt indbo, så har det offentlige ingen forpligtelse og patienten må derfor selv købe eller leje genstanden.
Indholdsansvarlig: Tværsektorielt samarbejde, Regionshuset.