Esophagus-, cardia- og ventrikelcancer
Nøglebudskaber
- Mistanke om kræft i spiserør og mavesæk baseres på dysfagi, vedvarende dyspepsi, tidlig mæthed og opkastninger, henvises uden for pakkeforløb til gastroskopi
- Begrundet mistanke baseres på dysfagi (synkebesvær, synkesmerter af over 2 ugers varighed), vedvarende opkastninger uden anden forklaring, nyopstået og vedvarende dyspepsi hos personer > 45 år, gastrointestinal blødning (eventuel blødningsanæmi) eller abdominal udfyldning. Patienten indgår i pakkeforløb og skal gastroskoperes senest på 7. kalenderdag hos praktiserende speciallæge eller på lokalt sygehus
- Henvisning sendes elektronisk, og ved begrundet mistanke bookes patienten en tid telefonisk og informeres om mistanke og pakkeforløb
Indledning
Cirka 1100 nye tilfælde af cancer esophagi, cardiae og ventriculi (ECV) i Danmark hvert år. Incidensen er stigende primært på grund af flere adenokarcinomer i den distale del af spiserøret og ved cardia. Desværre har mere end 60 % af patienterne en så fremskreden cancer på diagnosetidspunktet – eller er medicinsk inoperable – at de ikke kan behandles kirurgisk.
Udredning og diagnostik i primærsektoren
Mistanke: En stor gruppe af de patienter, hvor der kan være mistanke om ECV, vil have uspecifikke symptomer (eksempelvis: dyspepsi, tidlig mæthed, kvalme, nedsat appetit), og disse patienter bør henvises til gastroskopi hos speciallæge eller på lokalt sygehus. Er der derimod tale om et eller flere af nedenstående alarmsymptomer, skal dette ligeledes føre til gastroskopi, men på baggrund af mistanke om ECV går patienten direkte i pakkeforløb.
Alarmsymptomer = begrundet mistanke
- Synkebesvær (dysfagi)/synkesmerter af over 2 ugers varighed.
- Vedvarende opkastninger uden anden forklaring.
- Nyopstået og vedvarende dyspepsi eller reflukssymptomer hos personer over 45 år.
- Gastrointestinal blødning (eventuel blødningsanæmi).
- Abdominal udfyldning.
Diagnosen stilles ved gastroskopi med biopsi, og der skal ikke bestilles yderligere undersøgelser i primærsektoren.
Henvisning
Ved mistanke om ECV henvises til gastroskopi hos speciallæge eller på lokalt sygehus, og patienten skal ved begrundet mistanke modtages til undersøgelse senest på 7. kalenderdag. Henvisningen skal foretages både telefonisk og med samtidig elektronisk henvisning. Diagnosen ”Obs. cancer i esophagus, cardia eller ventrikel” anføres i fritekstfeltet ”Ønskede undersøgelser” på henvisningen, og patienten skal være informeret om cancermistanken og indgang i pakkeforløb.
Henvisningsfraser
- Cancermistanke baseret på
- Komorbiditet
- Medicin (AK-behandling. FMK ajourført)
- AT
- Patienten informeret om mistanke
- Patientens telefonnummer.
Hospitalsforløbet
Når henvisningen modtages på Øvre G1 Sektion, Kirurgisk Afdeling A, OUH Odense, planlægges ambulant gastroskopi og endoskopisk ultralydsskanning (EUS) i samme seance. Undersøgelsen foregår i let rus, og udover en samlet vurdering af patientens egnethed til behandling foretages en vurdering af TNM-stadiet og af resektabiliteten. Når patienten er frisk efter undersøgelsen, informeres vedkommende af den skoperende specialist, som samtidig informerer om den videre behandlingsstrategi. Patienter med velafgrænset kræftknude vil blive tilbudt operation uden forbehandling, mens patienter med gennemvækst af væggen og/eller lokale lymfeknudemetastaser vil blive tilbudt forbehandling på Onkologisk Afdeling R, OUH Odense efterfulgt af operation. Patienter i dårlig almentilstand eller med dissemineret kræftsygdom vil blive behandlet symptomatisk (eksempelvis selvekspanderende metalstent til at afhjælpe dysfagi), og såfremt almentilstanden tillader det tillige pallierende kemoterapi. Udvalgte patienter med esophaguscancer, som ikke tåler operation, tilbydes intenderet kurativ kemostråleterapi på Onkologisk Afdeling R, OUH Odense.
Alle patienter gennemgås løbende i det Multidisciplinære Team (MDT), og alle patienter skal henvises til vurdering i teamet, uanset om man har mistanke om dissemineret lidelse.
Efter primær vurdering på Afdeling A medgives alle patienter med øvre gastrointestinal cancer hotline telefonnummer til specialister på Øvre G1 Sektion, Kirurgisk Afdeling A.
Henvisning til Øvre G1 Sektion, Kirurgisk Afdeling A
Visitationstelefonnummer i tidsrummet kl. 09.00-15.00: 51 42 76 61.
Lokale henvisningsforhold vedrørende gastroskopi på baggrund af begrundet mistanke om ECV
Odense Universitetshospital
Kirurgisk Afdeling A, Sygehusenheden i Nyborg.
Visiterende koordinator kan kontakte telefon 63 31 28 13 mandag til fredag kl. 08.00-15.00.
Der bedes også sendt en elektronisk henvisning.
Lokationsnummer: 5790000184637
Sygehus Sønderjylland
Kirurgi, Afsnit for Kirurgi, Aabenraa.
Ansvarlig overlæge: Ledende overlæge Mindaugas Laurinavicius.
Visiterende lægesekretær kontaktes på telefon: 79 97 37 25 - mandag-fredag kl. 08.00-15.00
Der skal også sendes elektronisk henvisning.
Lokationsnummer: 5790002004162
Sygehus Lillebælt
Organkirurgisk sekretariat, Kolding
Telefon 76 36 24 15
Mandag-fredag kl. 08.00-15.00.
Organkirurgisk Ambulatorium, Vejle
Telefon 79 40 67 90 eller 79 40 67 91
Lokationsnumre:
5790001382360 - Kolding
5790000181346 - Vejle
Esbjerg Sygehus
Kirurgisk Mave og Tarm Ambulatorium
SKS-kode: 550104P
Evt. kontakt sygeplejefaglig forløbskoordinator, telefonnummer 79 18 53 52 kl. 08.00-15.00
Henvisning sendes elektronisk.
Lokationsnummer: 5790000215164
Yderligere information
Gå til Lægehåndbogen og læs om mavesår
Information om ventrikelkræft finder du i Lægehåndbogen
Udarbejdet af
Overlæge Michael Bau Mortensen, Øvre G1 Sektion, Kirurgisk Afdeling A, OUH Odense.
Tilrettet den 3. november 2017 af Alan Patrick Ainsworth, overlæge Kirurgisk Afdeling A, OUH og praksiskoordinator Claus Noringriis.
ICPC-kodning
[ICPC]