Hoftesmerter
Patienter bør i videst muligt omfang inden henvisning til Ortopædkirurgisk Afdeling afklares i forhold til:
- Smerteniveau og lokalisation
- Objektiv undersøgelse af bevægelsen af hofteleddet
- Billeddiagnostik
- Differentialdiagnoser.
Typiske patientkategorier
- Patienten med artrose
- Patienten med dysplasi
- Patienten med femuro-acetabular impingement. Patienten med bløddelsproblemer: bursitis og ekstern springhofte
- Patienten med total hoftealloplastik (THA)
- Patienten med følger efter hoftefraktur
- Differentialdiagnoser.
Patienten med artrose
Diagnostiske kriterier
- Diagnosen stilles stort set ud fra klinikken og støttet af røntgenfund
- Der er ikke altid sammenhæng mellem klinik og røntgenfund, i så fald er klinikken afgørende.
Sygehistorie
- Gradvis udvikling af smerter lokaliseret i lysken fortil og nogle gange lateralt på låret, ofte strålende ned mod knæet. Knæsmerter kan være eneste tegn på artrose i hoften.
- Smerterne er ofte relateret til aktivitet, og generne øges ved meget aktivitet og mindskes ved mindre aktivitet
- Typisk er der igangsætnings-smerter, som forsvinder efter nogen tid, men som kommer tilbage efter nogen tids belastning
- Hvile- og nattesmerter udvikles gradvist. Ved nattesmerter er tilstanden fremskreden
- Gangfunktionen påvirkes med nedsat distance, behov for stok (bruges på modsat side) og halten.
Kliniske fund
- Inspektion
- Atrofi af gluteal- og lårmuskulatur ses ofte
- Bevægeligheden er afficeret i tidlige stadier og har høj prædiktionsværdi for artrose
- Kontrakturer kan opstå, som oftest i flekteret, adduceret og udadroteret stilling
- Kontrakturer kan give en funktionel anisomeli med sekundær skoliose
- Hos mange patienter er tilstanden bilateral, begge hofter bør derfor undersøges.
Behandling
Behandlingsmål:
- Kontrollere smerter og andre gener
- Bevare og evt. forbedre funktionsniveau.
Generelt om behandlingen:
- En helhedsvurdering må altid foretages og valg af behandling må vurderes i forhold til patientens generelle helbredstilstand. Dette er ofte ældre mennesker med supplerende gener
- Initialt behandles med svage analgetika og muskelstyrkende træning af muskler omkring hoften. Endvidere vægtreduktion ved behov
- Standardbehandlingen ved invaliderende artrose hos patienter over 50 år er indsættelse af hofteprotese.
Håndtering i almen praksis:
- Diagnosen artrose er initial en klinisk diagnose. Således kan primær behandling opstartes uden yderligere parakliniske undersøgelser.
- Igangsætning af relevant træning
- Vægttab ved behov
- Medicinsk smertebehandling med svage analgetika
- Ved manglende effekt af initial behandling, da henvisning til ortopædkirurgisk afdeling, dette forudgået at røntgenundersøgelse af den smertende hofte. Røntgen af bækken og relevante hofte bestilles med henblik på ortopædkirurgisk vurdering.
Patienten med total hoftealloplastik (THA)
Cirka 15-20 % af patienterne har efter THA lette smerter/ømhed i sæderegionen eller over trochantorområdet.
Ved tiltagende gener kan mistænkes løsning eller infektion. Patienten udredes akut med infektionsparametre (SR og CRP) samt eventuelt røntgen af relevante hofte. Hvis infektionsparametrene er normale, har man med stor sandsynlighed udelukket infektion. Der må ikke iværksættes antibiotikabehandling, da det vil sløre klinikken samt hindre eventuel mikrobiologisk diagnose. Ved forhøjede infektionsparametre uden anden årsag henvises til afdelingen.
Pludselige smerter: Overvej infektion, og efter fald fraktur, subsidiært luksation. Udredning akut med infektionsparametre (SR og CRP) samt eventuelt røntgen af relevante hofte. Hvis infektionsparametrene er normale, har man med stor sandsynlighed udelukket infektion. Der må ikke iværksættes antibiotikabehandling, da det vil sløre klinikken samt hindre eventuel mikrobiologisk diagnose. Ved forhøjede infektionsparametre uden anden årsag henvises til afdelingen.
Nyopererede patienter: Såfremt der er mistanke om infektion, skal patienten henvises akut til afdelingen. Der må ikke iværksættes antibiotikabehandling, da det vil sløre klinikken samt hindre eventuel mikrobiologisk diagnose.
Patienten med hoftedysplasi
18-50 årig patient, både kvinder og mænd.
Patienten har typisk lyskesmerter ved længere tids gang og efter aktivitet med træthedsfornemmelse i benet. Eventuelt skarpe lyskesmerter.
Ved den objektive undersøgelse findes normal bevægelse af hoften, og eventuelt ømhed ved maksimal fleksion.
Udredning inden henvisning: Røntgen af bækken, samt røntgen af den relevante hofte.
Indikation: Mistanke om hoftedysplasi.
Patienten med femuro-acetabular impingement
Der findes grundlæggende to typer impingement. Den ene skyldes hovedsageligt udbygning på caput-collum (CAM-impingement) overgang og ses hyppigst hos mænd, mens den anden skyldes et forøget dække fortil af caput forårsaget af acetabulum (Pincer impingement). Denne type ses især hos 18-40-årige kvinder.
Smerterne ved impingement er typisk lokaliseret til lysken ved ind- og udstigning af biler, samt når hoften bøjes som ved trappegang, og når patienten sidder i en stol i længere tid og i forbindelse med sportsaktiviteter.
Ved den objektive undersøgelse findes positiv impingement, hvilket vil sige smerter på 90 graders flekteret hofte under samtidig let adduktion og indadrotation. Der vil typisk være nedsat fleksion og indadrotation i forhold til modsidige hofte og eventuel ømhed ved maksimal fleksion.
Udredning inden henvisning: Røntgen af bækken.
Indikation: Mistanke om femuro-acetabular impingement.
Patienten med bløddelsbursit/trochantor og ekstern springhofte
Springhofte på ydersiden af hoften skyldes spring af tensor fascia lata hen over trochantor major. Patienten fortæller ofte, at hoften går af led eller låser. Bed patienten om at vise, hvad der sker. Man vil typisk se et kraftigt spring af fascien over trochantor major.
Der vil ofte være underliggende sekundær bursitis på baggrund af stram fascie.
Der er typisk smerter over trochantor med udstråling mod knæet og ofte findes samtidig ømhed i sædemuskulaturen. Smerterne er ofte til stede både nat og dag og kan være dobbeltsidige.
Ved den objektive undersøgelse findes normal bevægelse af hoften, med ømhed over trochantor major og i sædemuskulaturen. Patienter med springhofte kan præsentere et flot spring af fascien som anført.
Behandling: Udspændings- og træningsøvelser og eventuelt blokadeanlæggelse. Såfremt der ikke er effekt af dette, kan operation komme på tale.
Udredning inden henvisning: Alle patienter skal inden eventuel henvisning have taget røntgen af bækkenet samt af den relevante hofte.
Indikation: Mistanke om trochantor bursit, obs. hoftedysplasi.
Patienten med følger efter hoftefraktur
Tiltagende gener efter operation af proksimal femurfraktur kræver udredning med røntgen af den relevante hofte inden henvisning til afdelingen..
Infektionsmistanke udredes akut med infektionsparametre (SR og CRP). Hvis infektionsparametrene er normale, har man med stor sandsynlighed udelukket infektion. Der må ikke iværksættes antibiotikabehandling, da det vil sløre klinikken samt hindre eventuel mikrobiologisk diagnose. Ved forhøjede infektionsparametre uden anden årsag henvises til afdelingen.
Differentialdiagnoser
Differentialdiagnostisk er det væsentligt at afklare rygproblemer i forhold til hofteproblemer, hvilket typisk er smertelokalisation. Hos ældre patienter med normale hoftebevægelser må man mistænke, at smerterne er rygudløste og ikke fra hoften.
Hos ældre patienter skal man ligeledes overveje, at eventuel tilstand med nedsat gangdistance kan skyldes spinal stenose eller vaskulær insufficiens.
Patienter med spinalstenose vil typisk være med normal neurologi, men samtidigt også præsentere normal bevægelse af hofterne. Disse patienter skal henvises til rygudredning.
Links
Gå til Lægehåndbogen og læs om hofte-, bækken- og lyskesmerter
Læs om hofteartrose i Lægehåndbogen
ICPC koder
[ICPC]
Lokale forhold
Sygehus Sønderjylland
SHS Ortopædkirurgi Ambulatorier (Sønderborg)
SKS-kode 5000427 og lokationsnummer 5790002003424.
Sygehus Lillebælt
Ortopædkirurgisk Ambulatorium (Vejle)
SKS-kode 6008200 og lokationsnummer 5790000182992.
OUH
Ortopædkirurgisk Afdeling OUH
SKS-kode: 4202189
Lokationsnummer: 5790000184385
Henvisning sendes som elektiv
Hovedindgang til specialistrådgivning på OUH, telefon 65 41 18 85.
Forfatter(e)/indholdsansvarlig(e)/godkender(e)
Christian Kynde, afdelingslæge, Ortopædkirurgi, Sygehus Sønderjylland
Jens Knoke, overlæge, Ortopædkirurgi, Sygehus Sønderjylland
Rita Birkeland, praksiskonsulent
Næste opdatering forventes i 2025