Columnafraktur, lavenergi - thoracalis/lumbalis - perkutan vertebroplastik
Definition på vertebroplastik: Terapeutisk procedure, som hovedregel udføres i lokal anæstesi, hvor der injiceres knoglecement i den/de frakturerede vertebrae.
Perkutan vertebroplastik (PVP) er en smertelindrende behandling ved ikke-helede frakturer. Behandlingen anvendes ved behandlingsresistente smerter på baggrund af osteoporotiske eller patologiske columnafrakturer. Diagnosen verificeres med røntgen af columna i to plan.
Udredning og diagnostik i almen praksis/ henvisende hospitalsafdeling
Lavenergi (fald fra egen højde) frakturer eller spontane frakturer i columna thoracolumbalis behandles primært med analgetika inklusiv morfika i de første 2 – 4 uger, rygaflastning og eventuelt lændestøttebælte (stofstøttekorset).
Som udgangspunkt er Vertebroplastik kun relevant de første 6 mdr. efter frakturdebut. Der kan dog være individuelle forhold som dårlig knogleheling og malignitet som forlænger dette tidsrum.
Påtænkes patienten at være kandidat til Vertebroplastik, bestilles MR-scanning med STIR-sekvens med henblik på, om der fortsat er ødem i den frakturerede hvirvel. I henvisningen anføres, at MR-scanningen bestilles med henblik på Vertebroplastik.
Ved kontraindikation for MR-scanning (f.eks. pacemaker) anbefales henvisning til scintigrafi med SPECT (Nuklearmedicinsk Afdeling).
Henvisning til sygehus
Indikation:
Morfikakrævende, MR-verificeret ikke-helet vertebral lavenergifraktur i columna thoracalis/lumbalis med væsentlig nedsat funktionsniveau til følge.
Henvisning skal indeholde:
Grundsygdom, tidsperspektiv, medicinstatus, funktionsniveau samt, ved malign baggrund, performance status.
Bemærk: Der skal inden henvisning foreligge MR-scanning med STIR-sekvens, samt røntgen af columna thoracalis/lumbalis i to plan.
Spørgsmål
Koordinator i Rygkirurgisk Ambulatorium, Rygcenter Syddanmark, kan kontaktes på telefon 63 48 42 45.
Udredning/behandling på sygehus
Teknik
Operationen foregår i lokalbedøvelse, eventuelt suppleret med overfladisk sedation, med patienten i bugleje. To kanyler placeres via pediklerne i corpus af den frakturerede hvirvel/de frakturerede hvirvler. Lokalisationen af kanylerne sikres ved hjælp af røntgengennemlysning i to planer. Når kanylerne er placeret korrekt, injiceres nogle få ml knoglecement tilsat kontrast. Efter operationen skal patienten ligge 30 minutter i bugleje og efterfølgende 60 minutter på ryggen.
Konservativ behandling
Hvis patienten, af forskellige årsager, ikke findes egnet til PVP, fortsættes den instituerede konservative behandling.
Indlæggelse
Operationen foretages ambulant, og patienten udskrives sammen eftermiddag/aften.
Komplikationer
Komplikationshyppigheden er cirka 3 %, når der tales om symptomgivende komplikationer. Mulige komplikationer indbefatter blødning, infektion, symptomatisk lungeemboli, lokalt traume af lunge/nyre, eller brud på lamina, pedikel eller costa. Den mest alvorlige komplikation er cementlækage med mulig tryk og skade på de neurale strukturer. Dette er yderst sjældent.
Efterbehandling
Efter udskrivelse vil patienten blive tilbudt ambulant kontrol inklusiv røntgenundersøgelse efter tre måneder. Der vil normalt ikke blive henvist til genoptræning, da der ikke er et genoptræningsbehov.
Patienter med ikke erkendt osteoporose henvises til udredning og behandling herfor.
Prognose
De fleste patienter vil opleve relevant smertelindring efter PVP. Risiko for efterfølgende kompressionsfrakturer er afhængig af behandling af den tilgrundliggende sygdom, f.eks. osteoporose.
Links
Gå til Lægehåndbogen og læs om vertebralt kompressionsbrud
Find information om osteoporose i Lægehåndbogen
ICPC koder
[ICPC]
ICD-10 koder
[ICD10]
Lokale forhold
SLB
Rygcenter Syddanmark, Sygehus Lillebælt
SKS-kode 600835M
Lokationsnummer 5790001373245
Telefonnummer til specialistrådgivning: 63 48 42 45.
OUH
Rygsektionen, Neurokirurgisk Afdeling U, OUH
SKS-kode 4202150
Lokationsnummer 5790000184279
Telefonnummer til specialistrådgivning: Ring til OUHs kaldebord på 65 41 18 85 og bliv stillet om til afdelingen.
Forfatter(e)/indholdsansvarlig(e)/godkender(e)
Overlæge, professor Mikkel Østerheden Andersen, Overlæge Stefan Hummel og ledende Overlæge Morten Søe, Rygkirurgi, Rygcenter Syddanmark
Praksiskonsulent: Lene Søndergaard.
Næste opdatering forventes i 2024.