Habituel tågang
Læs om habituel tågang og henvisningskriterier.
Habituel tågang hos børn er tåspidsgang efter 3-årsalderen, som ikke skyldes anden neuropsykomotorisk lidelse (figur 1). Senere kan det give anledning til hæl/læg-smerter pga. stramning af akillessenen. Der kan tilkomme faldtendens, besvær med sko, og deltagelse i sports- eller fritidsaktiviteter.
Prognosen er god med spontan bedring hos 79 % i 10-årsalderen. Kan behandles med profylaktisk udspænding af akillessenen. Ved symptomer kan der behandles med gipsning eller kirurgisk løsning af senen og i sjældne tilfælde botulinum toxin.
Figur 1 - Tågænger
Figur 2 - Vurdering af achillessenestramning (Silfverskiöld's test)
Silfverskiöld's test:
- Test på strakt ben repræsenterer længden på den superficielle muskulatur der hæfter proksimalt for knæet.
- Test på flekteret knæ vurderer udelukkende den profunde m. soleus, som hæfter på crus´ bagflade.
- (bemærk at hælen stabiliseres i neutral for at undgå fejlmåling ved at hælen driver udad (i valgus).
Henvisning- Habituel tågang
- Børn ældre end 3-4 år med smerter i læggen pga. stramning i akillessenen, problemer med brug af sko samt ved faldtendens
- Forud for henvisning bør der forsøges med instruktion i profylaktiske udspændingsøvelser, og barnet kan evt. henvises til fysioterapi
- Henvisning skal indeholde resultatet af Silfverskiöld´s test
- Ved mistanke om anden tilgrundliggende ætiologi, bør barnet vurderes i pædiatrisk regi. Her tænkes på tilstande, der giver tonusforøgelse (fx spastisk parese).