MRSA - Vederlagsfri behandlingsmidler
Behandling af MRSA anbefales altid gennemført i samråd med den lokale hygiejneorganisation/Infektionshygiejniske enhed. Kontaktoplysninger findes under punktet ”Lokale forhold” på Regional forløbsbeskrivelsen om MRSA, som findes på sundhed.dk. Her findes også information om praktiserende lægers/speciallægers rolle i forbindelse med fund af MRSA.
Lægens rolle
Lægens ordination af MRSA-behandlingspakke (topikal bærerbehandling)
Ved behov for topikal bærerbehandling ordineres en ”MRSA-behandlingspakke” typisk til 5 dages behandling. Indholdet er beskrevet i apoteksafsnittet. Til svælgbærere kan ordineres 10 dages behandling med mængder af lægemiddel, creme, sæbe og utensilier svarende til 2 behandlingspakker.
Lægen ordinerer Bactroban nasal salve efter recept til hver person, der skal behandles. I fritekstfeltet skrives ”MRSA behandlingspakke”, så apoteket er opmærksom på, at der sammen med Bactroban nasal salve også udleveres de øvrige midler og remedier i behandlingspakken (Klorhexidin sæbe, vaskeklude mm), og at hele behandlingspakken afregnes korrekt med regionen.
Patienten kan herefter vederlagsfrit afhente en behandlingspakke til 5 eller 10 dage på det lokale apotek.
Hvis Bactroban Nasal ikke kan skaffes fx i en restordresituation, opfordrer vi til, at man afventer ordination af MRSA-pakken, indtil Bactroban Nasal kan skaffes igen. Hverken Bactroban salve eller creme er ’egnet til intranasal anvendelse’ jf. produktresuméet, og da MRSA-pakken bruges til behandling af en bærertilstand, er der oftest ikke tale om en akut situation.
Lægens ordination af systemisk behandling af MRSA
Efter samråd med den lokale hygiejneorganisation/Infektionshygiejniske enhed ordinerer lægen den aftalte systemiske behandling til patienten. Det kan dreje sig om følgende receptpligtige lægemidler:
- Rifampicin, tabletter/kapsler
- Clindamycin, kapsler
- Fusidinsyre, tabletter
Lægen ordinerer de(t) anbefalede lægemiddel/lægemidler efter recept til patienten, som ved al anden receptpligtig medicin. I fritekstfeltet skrives ”MRSA”, så apoteket ved, at der kan afregnes direkte med regionen. Patienten kan herefter afhente medicinen vederlagsfrit på det lokale apotek.
Apotekets rolle
Midler til behandling af MRSA-bærertilstand udleveres til patienten efter receptordination fra praktiserende læge/speciallæge, når recepten er påtegnet ”MRSA-behandlingspakke” ved topikal behandling og ”MRSA” ved systemisk behandling. Midlerne afregnes direkte med regionen ved at anvende regel 59 ved taksering til den enkelte patient.
Apotekets ekspedition af MRSA-behandlingspakke (Topikal bærerbehandling)
Indholdet i en MRSA-behandlingspakke er beskrevet nedenfor, og standardbehandling er 5 dage. Hvis lægen anfører, at der er tale om behandling af svælgbærer, eller på anden vis indikerer, at der skal behandles i 10 dage, skal der udleveres mængder svarende til 2 behandlingspakker.
Lægen ordinerer Bactroban nasal salve efter recept påført "MRSA behandlingspakke" til den enkelte patient.
Følgende produkter pakkes til patienten:
- Bactroban Nasal 2 %, 3 g
- Håndsprit 70-85 % v/v alkohol, 230 ml
- Klorhexidinsæbe 4 % med glycerol, 250 ml, (f.eks. Mediscrub)
- Engangsvatpinde
- Engangsvaskeklude
- Fugtighedscreme forenelig med klorhexidin og indeholdt på listen fra Statens Serum Institut, 150-250 ml (find link til listen nederst på siden).
(dvs. eneste ændring er, at ’fx Archiv creme’ er slettet) - Sundhedsstyrelsens patientvejledning (find link nederst på siden)
Hvis Bactroban Nasal ikke kan skaffes fx i en restordresituation, opfordrer vi til, at man afventer ekspedition af MRSA-pakken, indtil Bactroban Nasal kan skaffes igen. Hverken Bactroban salve eller creme er ’egnet til intranasal anvendelse’ jf. produktresuméet, og da MRSA-pakken bruges til behandling af en bærertilstand, er der ikke tale om en akut situation. Hvis muligt, kan apoteket tilbyde at kontakte kunden, når Bactroban Nasal kan skaffes igen.
Apoteket takserer de enkelte varer på regionens regning ved brug af regel 59.
Apoteket modtager 65 kr. plus moms per udlevering som rådgivningsydelse (hvis der eksempelvis udleveres 4 pakker til en husstand, gives en enkelt rådgivningsydelse). Rådgivningsydelsen (Varenummer 92 52 22, ”Gebyr – MRSA-pakke”) er et gebyr af typen "Sundhedsfremmende ydelser" og takseres også på regel 59. Apotekerne kan kontakte deres it-leverandør i tvivlstilfælde.
I forbindelse med udleveringen forventes det, at apotekets personale gennemgår indholdet af behandlingspakken med kunden. Desuden rådgives kunden, hvis denne har spørgsmål til patientvejledningen. Rådgivningen kan foregå i apotekets skranke og kan foretages af apotekets farmakonomer eller farmaceuter.
Apoteket bedes henvise kunden til den ordinerende læge, hvis kunden efter rådgivningen stadig er i tvivl om behandlingens gennemførelse, eller hvis behovet for rådgivning ligger ud over indholdet i patientvejledningen.
Apotekets ekspedition af systemisk behandling af MRSA
Efter samråd med den lokale hygiejneorganisation/Infektionshygiejniske enhed, kan lægen ordinere en eller flere af følgende lægemidler til systemisk behandling af MRSA:
- Rifampicin, kapsler
- Clindamycin, kapsler
- Fusidinsyre, tabletter
I fritekstfeltet er anført ”MRSA,” og apoteket afregner direkte med regionen ved at taksere recepten efter regel 59. Patienten kan herefter afhente medicinen vederlagsfrit på det lokale apotek.
Bemærk, at der er alment sygesikringstilskud til rifampicin kapsler (Rimactan), men når der er tale om behandling af MRSA, hvor regionen dækker hele udgiften via regel 59, skal beløbet ikke indgå i CTR-saldoen eller dækkes af eventuelle kommunale medicintilskud. Kundetype "enkeltperson, intet tilskud" skal derfor benyttes ved taksering af rifampicin kapsler til behandling af MRSA.
Yderligere information
Her finder du link til Region Syddanmarks forløbsbeskrivelse om MRSA på sundhed.dk
Kontakt
Ved spørgsmål skriv til lægemiddelteamet på medicin@rsyd.dk eller ring på telefonnummer 76 63 14 71.
Indholdsansvarlig: Lægemiddelteamet, Praksisafdelingen.