Behandling af smerter i lænden
Smerter i lænden
Patienter med klager over smerter i lænden er hverdagskost i almen praksis. I nationale og internationale kliniske retningslinjer anbefales non-farmakologisk behandling som første-linje-behandling.
Nedenfor er samlet en række anbefalinger om behandling af patienter med smerter i lænden og links til, hvor du kan læse mere om emnet, så du er klædt godt på til at finde den bedste behandling for dine patienter.
Anbefalinger om non-farmakologisk behandling
Lændesmerter betragtes i dag som en episodisk og tilbagevendende tilstand, der manifesterer sig gennem livet med forskellige intervaller og forskellig intensitet. Patientuddannelse med henblik på at øge patientens forståelse og egenomsorgsevne er derfor vigtig. Snak gerne med din patient om det naturlige forløb af lændesmerter, om smertehåndtering og om vigtigheden af at opretholde normal fysisk aktivitet frem for aflastning. Tag gerne udgangspunkt i Region Syddanmarks folder ”Forstå dine smerter i lænden”. Du kan også henvise til regionens informationsvideoer om rygsmerter på sundhed.dk (der er henvisninger til videoerne i folderen eller se link nedenfor). Du kan rekvirere trykte foldere gratis ved at skrive til praksis@rsyd.dk og oplyse navn på folderen (Forstå dine smerter i lænden), antal foldere og klinikkens navn og adresse.
Du kan overveje at henvise til kiropraktor eller fysioterapeut med henblik på:
- Individualiseret patientuddannelse (råd og vejledning målrettet den enkelte patient for bedre egenhåndtering)
- Superviseret fysisk træning. Ønsker patienten at træne på egen hånd, kan du henvise til træningsvideoerne ”Træn din smerte væk” på sundhed.dk
- Manuel ledmobiliserende behandling med henblik på smertelindring.
Patientrettet materiale ved lændesmerter:
Her finder du folderen "Forstå dine smerter i lænden" (webtilgængelig pdf)
Se video "Værd at vide om rygsmerter"
Se video "Jeg har ondt i ryggen - hvad gør jeg"
Se video "Jeg har slidgigt i ryggen, er det alvorligt?"
Her finder du mere information om app´en "Træn dine smerter væk"
Farmakologisk behandling af non-maligne, akutte smerter i bevægeapparatet
Hvis der er indikation for smertestillende behandling, bør den primært bestå af paracetamol, men ved flere inflammatoriske tilstande kan NSAID (ibuprofen eller naproxen) være en symptomlindrende behandlingsmulighed. Opioider er sjældent indiceret til akutte smerter i bevægeapparatet.
Her kan du læse mere om farmakologisk smertebehandling generelt:
Anbefaling om behandling af smerter på Region Syddanmarks Basisliste
Smerteguide 2019 på Sundhedsstyrelsens hjemmeside - link på vej
Regionens lægemiddelkonsulenter hjælper gerne med mere information og kan kontaktes via e-mail medicin@rsyd.dk
Smertebehandling med opioider
Ved smertebehandling af lændesmerter er opioider i alle retningslinjer anbefalet som sidste valg. Dette skyldes især at bivirkninger og risiko for afhængighed let overskygger gevinsterne ved behandlingen. Hvis der er indikation for opioider, anbefales morfin som førstevalg.
- Morfin er 1. valg, når behandling med opioid er nødvendig
- Morfin i depotformulering i lavest mulig dosis foretrækkes
- Brug kun én type opioid – der er ikke synergistisk effekt ved kombination af forskellige opioider
- Tramadol og kodein skal omdannes til aktive stoffer, og hos ca. 10% af befolkningen sker omdannelsen kun langsomt, hvorfor de kun har ringe eller ingen smertestillende effekt af lægemidlerne (poor metabolizers)
- Tramadol er en dual-action-agonist, der ud over at påvirke opioidreceptorerne også har serotenerg effekt (obs serotenerge bivirkninger, især ved kombination med fx SSRI, SNRI eller TCA).
Hvornår kan du overveje seponering af opioider?
Anbefalinger fra ”Seponeringslisten” (Sundhedsstyrelsen):
Seponer:
- Fast dosering af hurtigtvirkende opioider
Anvend i stedet depotmorfin, der giver bedre døgndækning, færre gennembrudssmerter og mindre euforiserende effekt - Smerteplastre hos patienter, som kan tage tabletter
Plastre er forbundet med større variation i biotilgængelighed og flere utilsigtede hændelser. Overvej fortsat indikation for opioid særligt ved lavdosisplastre. Ved behov for opioid, omlæg til depotmorfin - Kodein pga. sparsom dokumentation for effekt.
Overvej seponering af:
- Opioider ved kroniske, non-maligne smerter
Pga. bivirkninger og sparsom evidens for effekt. Ved behov for opioid begræns dosis til max 100 mg morfinækvivalenter per døgn - Tramadol
Tramadol kan give serotonerge bivirkninger, som forstærkes ved samtidig brug af serotonerge lægemidler (fx antidepressiva og triptaner).
Her finder du link til seponeringslisten på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor du kan læse mere
Hvordan kan du seponere opioider?
- Seponering af opioider bør ske efter individuel plan
- Efter kortvarig behandling (< 6 uger): reducér døgndosis med 10-20 % hver 3-5 dag
- Efter langvarig behandling: reducér døgndosis med 5-20 % med ca. 2 ugers mellemrum
- Giv ikke oral opioid inden for ca. 18 timer efter fjernelse af fentanyl-plastre og ca. 24 timer efter buprenorphin-plastre
- Klip ikke depotplastre over.
Herunder kan du læse mere om seponering af opioider:
Her finder du link til seponeringslisten på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor du kan læse mere
Links til udvalgte nationale rekommandationslister (NRL) og nationale kliniske retningslinjer (NKR) fra Sundhedsstyrelsen
Indholdsansvarlig: Lægemiddelteamet, Praksisafdelingen.