Samarbejde om receptfornyelse mellem forskellige behandlere
Baggrund
Mange patienter har flere kroniske sygdomme og behandles herfor flere steder, fx hos praktiserende læge, praktiserende speciallæge eller på sygehus.
Ordination af lægemidler vil typisk være en del af behandlingen og der er derfor behov for retningslinjer for, hvem der har ansvaret for, at patienten har de nødvendige recepter for at kunne efterleve den ordinerede lægemiddelbehandling.
Det Regionale Lægemiddelråd har derfor udarbejdet et opdateret notat med anbefalinger til samarbejde om receptfornyelser mellem forskellige behandlere, med det formål at sikre en korrekt, smidig og patientsikker arbejdsgang.
Udgangspunktet er at tilgodese både patientens tarv og den ordinerende læges juridiske ansvar (ifl. Vejledning om ordination og håndtering af lægemidler VEJ nr. 9079 af 12/02/2015).
Gå til vejledning om ordination og håndtering af lægemidler
Anbefaling til samarbejde om receptfornyelse
Når en læge ordinerer et lægemiddel, har han/hun det faglige ansvar for denne behandling, indtil den er afsluttet eller overdraget. En patient kan have flere forskellige behandlingsforløb, og man derfor kan se, at én læge har ansvaret for noget medicin og en anden læge, for noget andet. Med dette følger, at den behandlingsansvarlige læge selv udsteder recepter på de relevante lægemidler, med pakningsstørrelse og reiteration, frem til næste planlagte kontrol. Dette gælder uanset om behandlingen skal fortsætte i speciallægeregi eller overgå til egen læge. Er dette ikke sket, bør patienten, eller den, som agerer på patientens vegne, rette henvendelse til den behandlingsansvarlige læge eller afdeling, for at få udstedt ny recept.
Hverken egen læge, speciallæger eller sygehuslæger bør forny recepter "for hinanden", uanset om det i det pågældende øjeblik synes mere praktisk. Denne type fornyelser indebærer en risiko for, at receptudstederen ikke har det fulde overblik over den pågældende behandling og kan medvirke til manglende kontrol med behandlingen. I den konkrete situation må patienten dog ikke ”lades i stikken”, og alle må forsøge at hjælpe patienten bedst muligt hvad angår recepter fx i forbindelse med sektorovergange. Dette forudsætter dog, at den enkelte læge er tryg ved at udskrive lægemidlet og dermed (midlertidigt) påtage sig ansvaret for behandlingen. Evt. kan der udstedes recept på mindste pakning (eller mindre). Alternativt må man formidle kontakten eller henvise til en læge, der har den faglige baggrund og/eller det nødvendige personlige kendskab til patienten, for at kunne påtage sig ansvaret for ordinationen.
Hvis behandlerne har indgået en aftale om "shared-care", kan en patient ses både hos egen læge og hos privatpraktiserende speciallæge eller ambulatorium. Her kan der blive tale om "mellemkontrol" ved egen læge, imellem specialisttilsynene. Dette vil typisk være mindre dosisjusteringer efter patientens klinik eller blodprøver. Denne model bruges, når der er behov for en lægefaglig vurdering, inden recepten fornyes, men at denne kan foregå uden for specialistregi.
I visse tilfælde vil lægemiddelbehandlingen (og dermed også evt. receptfornyelse) skulle fortsætte i ambulatoriet/speciallægeregi og ikke overgå til den praktiserende læge.
I visse tilfælde vil lægemiddelbehandlingen (og dermed også evt. receptfornyelse) skulle fortsætte i ambulatoriet/speciallægeregi og ikke overgå til den praktiserende læge.
Det drejer sig fx om behandlingen med lægemidler der:
- tilhører udleveringsgruppen NBS (fx Cordarone® ved AFLI)
- kræver udleveringstilladelse, som kun speciallægen er i besiddelse af
- anvender "off-label" til visse komplicerede patienter, hvor behandlingen er af en karakter, så det kræver specialistviden
- er omfattet af reglerne for vederlagsfri udlevering (fx Fragmin® til cancerpatienter)
Gå til reglerne for vederlagsfri udlevering af medicin
Særligt mht. FMK og recepter
Som led i en aktuel behandling, har alle læger pligt til at indberette lægemiddelordinationer til patientens ”Fælles Medicinkort” (FMK).
Dette gælder også ved ændret dosering, pausering eller seponering af tidligere ordinationer.
Det forventes, at FMK ajourføres ved sektorovergange, således, at FMK afspejler patientens aktuelle medicinering.
Recepter skal som udgangspunkt udstedes elektronisk i FMK.
Find yderligere information i receptbekendtgørelsen
Se mere om FMK på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside
Særligt mht. dosisrecepter (maskinelt dosisdispenseret/dosispakket medicin)
Maskinelt dosisdispenseret medicin er medicin, der er pakket i små plastposer til den enkelte patient. Poserne er samlet i dosisruller til 14 dage ad gangen og leveres af apotekerne i primærsektoren.
Dosisdispenseret medicin er beregnet til patienter med stabil medicinering. Fra juni 2020 er der i FMK implementeret et dosisdispenseringsmodul, som sikrer at dosiskortet er synligt for alle sundhedspersoner.
Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, at patienten får dosisdispenseret medicin, påhviler ansvaret for evt. dosisrecept for det pågældende lægemiddel den behandlingsansvarlige læge, på samme måde, som ved almindelige recepter. Dvs., at der godt kan være flere læger, der ordinerer dosisdispenseret medicin, hvis patienten har flere forskellige behandlingsforløb.
Fra medio 2020 har behandlerfarmaceuter på private apoteker også mulighed for at anvise dosisdispensering med tilskud, til patienter der er i stabil behandling, og hvor der findes aktuelle lægemiddelordinationer og recepter.
Se mere om dosisdispenseret medicin på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside
Kontakt
Evt. spørgsmål må gerne rettes til Lægemiddelrådets sekretariat på mail medicin@rsyd.dk.
Indholdsansvarlig: Lægemiddelteamet, Praksisafdelingen.