Ernæringspræparater
Praktiserende læger kan på de såkaldte "grønne recepter" ordinere ernæringspræparater med tilskud fra regionen. Det er dog ikke alle patienter, der er berettiget til at få regionalt tilskud til ernæringspræparater. En vejledning fra Lægemiddelstyrelsen fastsætter reglerne for tilskudsordningen.
Her finder du link til Lægemiddelstyrelsens hjemmeside og information om ernæring
Sundhedsstyrelsen har udgivet en god rapport:
”Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning af borgere og patienter i ernæringsrisiko”
Den beskriver, hvordan lægen stiller diagnosen Ernæringsrisiko/ Underernæring og dermed indikationen for ernæringstilskud. Se særligt side 19 og side 131, hvor almen praksis anbefales opmærksomhed på:
- Vejning
- Uplanlagt vægttab
- Lavt BMI
- Småt-spisende
- Småt-optagende.
Hvem kan få tilskud?
Det tilskudsberettigede ernæringspræparat skal være ordineret af en læge i forbindelse med svær sygdom eller alvorlig svækkelse. Dette er for at sikre, at der alene ydes tilskud til personer, der har et helbredsmæssigt begrundet behov for ernæringspræparater.
Ved svær sygdom forstås lidelser, der medfører, at patienten ikke kan synke eller optage almindelig kost. Det er typisk lidelser som cancer i mund, svælg, hals, spiserør eller mave eller neurologiske lidelser som apopleksi og ALS.
Ved alvorligt svækkede forstås personer, som efter lægens vurdering ikke er i stand til at indtage almindelig mad i tilstrækkelig mængde til at dække behovet for næringsstoffer, og hvor indtagelse af et ernæringspræparat gennem mund eller sonde i en periode er indiceret. Det er typisk patienter, som udskrives svækkede efter langvarig hospitalsindlæggelse, belastende kemo- eller stråleterapi, store eller gentagne kirurgiske indgreb eller svære infektioner, der er ledsaget af – eller kan risikere at være ledsaget af – sygdomsbetinget vægttab på over 10% i løbet af 3-6 måneder.
Småtspisende ældre er IKKE omfattet af ordningen. Ernæringspræparater til småtspisende ældre, hvis kostindtag er nedsat uden, at det har relation til nedenstående tilstande, er IKKE omfattet af tilskudsordningen.
Ordningen omfatter heller ikke tilskud til ernæringspræparater til primær forebyggelse af allergi hos spædbørn.
Ernæringspræparater kan købes flere steder med en grøn blanket herunder private firmaer og apoteker.
En del af Region Syddanmarks kommuner har indgået en leveringsaftale med et specifikt privat firma om levering af ernæringspræparater.
Praksisafdelingen vil gerne gøre opmærksom på, at patienterne helt uændret frit kan vælge, hvilken leverandør de ønsker at benytte.
Kommune og/eller læge kan dermed ikke pålægge patienten at anvende én bestemt leverandør.
Korrekt udfyldelse af den ”grønne recept”
Blanketten udfyldes på en særlig blanket på papir jævnfør Indenrigs- og Sundhedsministeriets gældende vejledning VEJ nr. 115 af 08/12/2006 afsnit 6.
Blanketten skal som minimum indeholde oplysninger om:
Rp. ” handelsnavnet ” og præparattype
Ex. Ernæringsdrik standardprodukt
No. Antal ml ex. 1000 ml
Ds. Ex. 100 ml to gange om dagen ernæringstilskud
Reit. Ex. Udleveres seks gange med fem dages interval.
Blanketten udfyldes som enhver anden recept, ellers er den ugyldig, og det ikke tilladt for firmaer og apoteker at ekspedere og udlevere ernæringstilskud. Dermed er borgeren ikke berettiget til at få tilskuddet.
Du kan her se en korrekt udfyldt ”grøn recept” - link på vej
Relevante links
Kontakt
Ved spørgsmål angående ernæringspræparater kan du kontakte Lægemiddelteamet ved lægemiddelkonsulent Tina Herold-Schou på telefonnummer 29 34 09 77, mail medicin@rsyd.dk eller læge Simon Mariussen på telefonnummer 24 34 69 14, mail snm@rsyd.dk
Indholdsansvarlig: Lægemiddelteamet, Praksisafdelingen.