Hurtig psykiatrisk vurdering
Fra 1. juni 2021 kan alle praktiserende læger i Region Syddanmark henvise patienter til hurtig psykiatrisk vurdering hos en praktiserende psykiater.
Hvad er hurtig psykiatrisk vurdering?
Siden 2014 har der kørt en forsøgsordning i Odense Kommune, hvor almen praksis kan henvise en gruppe af patienter med psykiatriske problemstillinger til en hurtig vurdering (inden for 14 dage) hos en praktiserende psykiater. Vurderingen består af én længerevarende samtale. Senest 7 dage efter konsultationen vil psykiateren sende en vurdering af patientens problematik samt diagnostiske og behandlingsmæssige overvejelser, så patienten sikres det relevante behandlingstilbud.
Ordningen er blevet evalueret med et så godt resultat, at den nu udrulles til resten af Region Syddanmark.
Her kan du læse evalueringsrapporten af forsøg med hurtig psykiatrisk udredning i Odense Kommune
Hvem kan henvises?
- Den primære målgruppe for ordningen er patienter med stress-, angst- og /eller depressionsproblematik
- En anden hovedgruppe er patienter med nyopstået eller aktuelt forværret psykisk lidelse, hvor egen læge er i tvivl om hvilken lidelse, der er tale om, og/eller har brug for vurdering, rådgivning og vejledning om behandlings- og henvisningsmulighed
- Patienter over 18 år.
Hvem kan ikke henvises?
- Patienter, hvor egen læge har mistanke om psykotisk tilstand og svær personlighedsforstyrrelse
- Patienter, hvor egen læge er bekendt med, at der er et behov for tværsektoriel eller tværfaglig indsats
- Patienter med et misbrugsproblem.
Før du laver henvisningen
Inden henvisningen skal du undersøge, om der kan være en somatisk forklaring på symptomerne:
- Du skal anføre, at ”somatisk lidelse som årsag til patientens symptomer er ikke sandsynlig”
Der er målt blodsukker, stofskifte, hæmoglobin, leukocytter, trombocytter, lever- og nyretal (incl. væsketal) samt lipidudredning (hvis du fravælger lipidudredning, er der nogle præparater, der ikke kan ordineres, før den er lavet. I de tilfælde fremgår det af epikrisen eller behandlingsforslaget fra psykiateren). Hvis der er taget EKG, skal konklusionen fremgå - Hvis du vurderer, at en af undersøgelserne ikke er relevant eller hensigtsmæssigt, skal du notere og begrunde det i henvisningen. Det kan være kolesteroltal for unge eller lipidudredning
- Hvis du finder afvigelser i den somatiske undersøgelse, skal konklusionen fremgå. Beskriv, hvilke aftaler du har lavet med patienten om udredning og behandling. Hvis der er lav blodprocent, vil det være relevant at skrive, om det behandles.
Hvad skal henvisningen indeholde?
- Beskrivelse af psykiatriske symptomer inklusiv varighed
- Beskrivelse af evt. tidligere psykiatriske problemer, evt. behandling og resultat heraf
- Aktuel psykiatrisk behandling: Start og respons. Hvis der er ordineret medicinsk behandling, skal dosis og vurdering af effekt samt bivirkninger fremgå. Det skal fremgå, om der er afprøvet anden medicinsk behandling, dosis, varighed, effekt og bivirkninger
- Kort beskrivelse af den sociale situation
- Endelig skal det også fremgå, hvad der ønskes af den praktiserende psykiater, f.eks. tentativ diagnose, vurdering, behandlingsforslag o. lign.
Henvisning – sådan gør du
- Du, eller din sekretær, kontakter Praksisafdelingen i Region Syddanmark på telefonnummer 76 63 15 95 på hverdage klokken 9.00 – 14.00
- Forinden henvendelsen afklares med patienten, inden for hvilket geografisk område i Region Syddanmark, der kan bookes en psykiater samt om videokonsultation er en mulighed
- Hvis der er en ledig tid inden for 2 uger, booker Praksisafdelingen tid til patienten
- Du oplyser patientens navn, CPR- nummer samt mobilnummer
- Du sender henvisningen til DNHF (Refhost psykiater)
- Patienten modtager en SMS fra Praksisafdelingen med oplysninger om tid og sted for vurderingssamtalen
- Du modtager epikrise med forslag til videre behandlingsplan senest 1 uge efter vurderingssamtalen.
Hvis der ikke er en ledig tid inden for 2 uger – og patienten afvises - skal du iværksætte en behandling af patienten. Herunder kan du også kontakte en praktiserende psykiater telefonisk eller via Edifact.
Andet
Der er desværre tale om et begrænset antal tider, hvorfor patienter kan blive afvist.
I løbet af efteråret 2021 udrulles et IT–system til almen praksis således, at booking til ordningen kan ske, mens patienten er i konsultation. Mere herom senere.
Tilbuddet om hurtig psykiatrisk vurdering er udarbejdet med baggrund i en såkaldt § 66 -aftale mellem Region Syddanmark og de praktiserende speciallæger i Region Syddanmark.
Har du spørgsmål til ordningen, kan du kontakte Jørgen Marinus Madsen, Praksis, Region Syddanmark på jm@rsyd.dk
Indholdsansvarlig: Praksisafdelingen, Regionshuset.