SLB - Retningslinjer for almindelig røntgen og MR af knæ

Konventionel røntgenundersøgelse af knæ

Knæartrose

Diagnosen knæartrose kan stilles klinisk uden røntgenundersøgelse af knæet.
Den kliniske diagnose stilles ud fra en samlet vurdering af risikofaktorer, symptomer og objektive fund. De vigtigste risikofaktorer for udvikling af knæartrose er alder, køn (kvinde), overvægt, overbelastning (arbejde/fritid), knæskade og arv (familiehistorie med artrose).
Typiske symptomer ved knæartrose er knæsmerter og stivhed efter inaktivitet samt funktionsbegrænsning. De objektive fund har de bedste diagnostiske egenskaber og er typisk krepitation, bevægeindskrænkning og knoglefortykkelse.
Indikation for røntgen er derfor verificering af den kliniske diagnose før tilbud om knæalloplastik.
Røntgenundersøgelsen tages stående med semiflekteret knæ.
MR-skanning har ingen plads i diagnostik af knæartrose, og man bør vise tilbageholdenhed ift. MR ved mistanke om degeneration i knæet pga. risiko for påvisning af menisklæsion uden klinisk betydning. Omvendt kan MR i nogle tilfælde bidrage til differentialdiagnostikken.
Andre indikationer for røntgen af knæ er mistanke om osteonekrose, tumorer eller trauma.

Referencer:

Knæartrose - nationale kliniske retningslinjer og faglige visitationsretningslinjer, 2012  

National klinisk retningslinje for meniskpatologi i knæet, 2016  

MR-skanning af knæ

MR-skanning af knæ er indiceret ved patienter under 50 år med kliniske tegn på behandlingskrævende menisk og/eller ligamentskade.

På patienter over 35 år samt alle patienter med knænære, tidligere frakturer/traumer skal henvisningen være forudgået af en røntgenundersøgelse af knæ med henblik på artrose. Undersøgelsen skal være under 1 år gammel.
Hvis røntgenundersøgelsen ikke er foretaget på henvisende afdeling, bedes henvisningen indeholde oplysninger om hvor og hvornår røntgenundersøgelsen er foretaget, så billederne kan rekvireres. Ved radiologisk artrose/artrit bør patienten henvises til ortopædisk eller reumatologisk vurdering og ikke MR.

Patienter over 50 år skal henvises til ortopædisk vurdering og ikke MR.

Derudover skal man tage følgende overvejelser med, navnlig ved mistanke om meniskpatologi:

• Anvend ikke rutinemæssig UL-skanning til udredning af menisklæsioner.
• Anvend ikke rutinemæssig MR-skanning til diagnosticering af patienter med klinisk mistanke om menisklæsion, med mindre resultatet af MR-skanningen vil have betydning for det videre forløb.
• MR kan påvise kliniske irrelevante fund, vævsskader som ikke genererer patienten og giver derfor risiko for overdiagnosticering og potentiel overbehandling.
• Hvis der fagligt er indikation for yderligere udredning af patienter, der ved den kliniske undersøgelse har symptomer på såvel menisklæsion som artrose, kan man i første omgang overveje røntgen mhp. at af- eller bekræfte artrose. Er der ikke artrose, vil det være en vurdering fra patient til patient ud fra symptomatologien om der skal foretages MR.