Info-Tv
Info-Tv konceptet
Info-Tv handler om at informere borgere om sundhed. Det gør vi ved at hænge fladskærme op i ventearealer og vise film, billeder og tekster om sundhed.
Region Syddanmark arbejder målrettet på at fortælle borgere og patienter om de mange sundhedstilbud, der findes i regionen og informere om relevante sygdomme og forebyggelse.
Indholdet på Info-Tv er en blanding af her og nu information og viden, som det kan være godt at have til et senere tidspunkt.
Info-Tv forsøger at nå ud til alle brugertyper. Filmene til Info-Tv er produceret uden lyd, og med korte og præcise budskaber, som er nemme at forstå. Ud over de korte budskaber, leges der med det grafiske, for at gøre filmene spændende at se. Informationerne i filmene er meget handlingsorienterede, der er ofte gode råd at hente i filmene.
Info-Tv er uden reklamer, og formidler kun information om sundhed. Som borger vil man kunne opleve at blive krydsinformeret ved hjælp af Info-Tv. Borgere kan sidde i et venteværelse hos lægen og her blive informeret både af egen læge, af kommunen og få generelle sundhedsinformationer fra regionen for eksempel i form af sæsonbestemte film.
Indhold på Info-Tv
Info-Tv gør det muligt at kombinere både lokale og regionale informationer. Et lægehus kan præsentere undersøgelsesforløb og personale for patienterne. Samtidig får patienterne informationer om de øvrige sundhedstilbud i regionen. Info-Tv hjælper dig med at tage toppen af de dagligt stillede spørgsmål og hjælper dig med at informere løbende om aktuelle sygdomme og andre vigtige ting, som det kan være svært at få tid til at forklare hver enkelt.
Eksempler på lokal information:
- Præsentation af lægehusets/afdelingens profil og faglighed
- Præsentation af personale, vikar- og uddannelseslæger
- Åbnings- og telefontider
- Information om ferie og lukkedage
- Informer om ventetider eller sygdom
- Informer patienterne om lægehusets hjemmeside og f.eks. mulighed for selvbetjening
- Informer om f.eks. sundhedstjek eller sæsonrelaterede emner som influenzavaccination.
Rulleteksten i bunden af skærmen kan bruges til helt aktuelle ting, som for eksempel hvor lang ventetiden er.
Eksempler på regionale og generelle sundhedsinformationer:
- Håndhygiejne - Vask hænderne rigtigt
- Hvordan bruger man lægevagten rigtigt
- Sæsonrelaterede emner som info om pollenallergi, sol- og baderåd, influenzavaccination mv.
- Aktuelle kampagner både regionalt og nationalt f.eks. fra Sundhedsstyrelsen
- Brug af patientvejlederne i regionen
- Mulighederne på sundhed.dk
På Info-Tv skifter vi ud i informationerne om sundhed ca. hver 14. dag. Det er altså altid aktuelle informationer, der vises på skærmen.
De regionale og generelle sundhedsinformationer fylder max. 10 min. af indholdssløjfen. De er delt op i blokke af ca. 3-4 min. varighed, så eget lokalt indhold kan komme ind i mellem. Der er mulighed for at få vist en længere indholdssløjfe på ca. en times varighed som der f.eks. vises på skadestuerne.
Hvis man ønsker det, kan der også blive vist aktuelle nyheder fra TV2 News Vision. En speciel kanal beregnet til infoskærme, hvor nyhedsklippene er tekstet, så de kan ses uden lyd.
Alt indhold på Info-Tv kan vises uden lyd. Der er baggrundsmusik, hvis man ønsker det.
Nem opdatering
Info-TV er et webbaseret system og du kan opdatere dit indhold fra enhver pc med internetadgang via en administrationside med eget login. Fra start er der forskellige skabeloner til rådighed, så du nemt og hurtigt kan opdatere med tekst, billeder og film. Derudover er der en rulletekst i bunden af skærmen som er velegnet til små korte beskeder.
Udstyr til Info-Tv
Info-Tv udstyret består af en skærm (LED) og en "player", som er en pc med særlig software installeret, der afvikler indholdet på skærmen. Skærmen kan indstilles til automatisk at tænde og slukke i din åbningstid. Vi bruger professionelle skærme, og playeren fylder ikke mere end en lille boks, som typisk monteres bag skærmen. For at hente indholdsopdateringer skal der være netadgang til playeren.
Prisen på en Info-Tv løsning ligger på ca. 20.000 kr. ekskl. moms afhængig af hvilken størrelse skærm du vælger. Prisen dækker over skærm, player, vægbeslag, scalalicens (softwaren som afspiller Info-Tv) samt montering ude hos dig. Montering kræver netstik og dobbeltstrømstik i nærheden af hvor skærmen skal hænge.
Prisen for udstyr og licens er en engangsydelse, da Region Syddanmark betaler alle driftsudgifter i forbindelse med Info-Tv. Det vil sige, at I ikke skal betale f.eks. abonnement eller hosting.
Der er tre års garanti på skærmen og to års garanti på player/pc'en - efter garantiudløb vil I selv skulle betale for eventuelle reparationer eller udskiftning af udstyr.
Ved tilmelding til Info-Tv er der inkluderet at der kommer en journalist ud og hjælper jer med jeres eget indhold og I vil også modtage undervisning i at opdatere jeres Info-Tv.
Derudover er der gratis support på Info-Tv.
Hvordan kommer du i gang med at vise Info-Tv?
Du er velkommen til at kontakte regionen for en uforpligtende snak om projektet og eventuelt et besøg i din praksis eller afdeling.
Bestil Info-Tv
Kontakt infotv@regionsyddanmark.dk eller ring til:
It-konsulent Casper Nielsen, telefonnummer 29 20 14 44.
Region Syddanmark
Damhaven 12
7100 Vejle
Indhold leveret af:
7100 Vejle