Overordnet grundlag for lokalaftaler i relation til almen praksis i Region Syddanmark
Det sundhedspolitiske perspektiv
Patienterne er udgangspunktet for indgåelse af lokalaftaler. De aftaler, der indgås skal bidrage til at forbedre patientbehandlingen. Aftalerne har til hensigt at udmønte og understøtte de sundhedspolitiske målsætninger i regionen herunder f.eks. vedr. hensigtsmæssige patientforløb, rekruttering, serviceniveau og betydning for lokale forhold.
Overenskomstudvikling
Lokalaftalerne kan bidrage til at udvikle og supplere overenskomsten – i den forstand, at man kan afprøve nye tiltag inden for rammerne af lokalaftalerne. På sigt kan lokalaftalerne således bidrage til en forbedring af overenskomsten.
Arbejdsdeling og samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen
Som en integreret del af sundhedsvæsenet indgår almen praksis generelt i forpligtende samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, og bidrager til at sikre sammenhængende patientforløb jf. protokollat om samarbejde mellem almen praksis, sygehusvæsen, kommuner og regioner af 21.12.2010. Herunder følger almen praksis sundhedsaftaler, henvisningsretningslinjer, patientforløbsbeskrivelser, pakkeforløb for livstruende sygdomme, forløbsprogrammer for kronisk sygdom mv. Udmøntning af aftalerne i forhold til almen praksis sker i § 2 aftaler.
Aftaletyper
Udmøntningsaftale:
Aftaler, hvor det er afgørende for en region eller kommune, at en central aftale om arbejdsdeling og samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen gøres individuelt forpligtende for almen praksis, i den forstand at overenskomstens sanktionsmuligheder kan tages i brug ved overtrædelse. Disse aftaler forudsætter som udgangspunkt ikke særlig honorering for så vidt, det ikke medfører merarbejde for almen praksis, udover det almen praksis forventes at udføre i forvejen.
Andre lokale aftaler:
Aftaler, hvis der ønskes særlige vilkår, som supplerer eller fraviger overenskomsten, og som ikke omfattes af udmøntningsaftaler. Aftalens indhold er afgørende for, om det er relevant, at den omfatter særlig honorering.
Aktivitetsaftale:
Aftaler, der indgås hvis der ønskes indført en ny arbejdsopgave i almen praksis, som ikke er omfattet af den samlede honorering efter overenskomsten. Den nye opgave defineres i aftalen og det aftales hvordan opgaven skal honoreres.
Aftalernes karakter
Formål:
I forbindelse med indgåelse af lokalaftaler skal det fremgå klart, hvad formålet med aftalen er – herunder hvad man ønsker at opnå med aftalen. I de tilfælde, hvor det er relevant, skal der opstilles konkrete mål/delmål, hvilket vil være en forudsætning for at kunne vurdere og evaluere aftalerne.
Som udgangspunkt anvender de omfattende læger aftalerne med mindre det specifikt er angivet, at der er tale om et tilbud, som lægen kan vælge at benytte.
Dialog og opbakning:
Det er en forudsætning for indgåelse af lokalaftaler, at der er opbakning fra lægerne. For at få størst mulig opbakning til de indgåede aftaler skal/kan det overvejes at sende udkast til aftaler i høring i det lægelige bagland forud for indgåelse aftalerne. Det er således vigtigt, at der er en grundig dialog om aftalerne inden evt. indgåelse. Derfor er det nødvendigt, at der arbejdes for at formål og anvendelse er kendt og accepteret (forstået) af lægerne i baglandet. Desuden kan der være aftaler, hvor det vil være relevant, at der forud også er en grundig dialog med andre aktører – herunder eksempelvis personale på sygehusene, kommunalt personale, borgere m.fl.
Implementering:
I forbindelse med indgåelse af de enkelte aftaler, skal der udarbejdes en konkret plan for, hvordan aftalen skal implementeres. Der skal således være gjort nogle overvejelser om, hvordan aftalen bedst muligt formidles – herunder valg af ”medie”, som kan være; via mail, website, lokale møder, møder i 12-mandsgrupper, nyhedsbrev, evt. information til særlige patientgrupper etc.
Implementeringen kan desuden ske via praksiskonsulentordningen, kvalitetsudviklingskonsulenter, datakonsulenter og andre konsulentordninger.
Regionen deltager aktivt i implementeringen af aftaler – herunder i aftaler hvor sygehuse, kommuner, patienter og borgere etc. er inddraget.
Forventning til brugen af aftalen:
Det skal klart fremgå af aftalen, hvad forventningerne er til brugen af aftalen.
Evaluering og opfølgning:
I forbindelse med indgåelse af lokalaftaler skal der foreligge konkret forslag til, hvordan der løbende følges op/evalueres på aftalen. Evalueringer tager udgangspunkt i de mål og delmål, der opstilles for aftalerne. Det skal også fremgå, hvilken metode, der skal/kan anvendes i forbindelse med evalueringerne. Herunder om det skal være kvantitativt i form af særlige statistikker eller kvalitative evalueringer evt. via interview med lægerne (enkelt eller i grupper) – eller evt. en kombination af flere metoder.
Opsigelse:
Det skal fremgå klart af de enkelte aftaler, hvilke betingelser, der knytter sig i relation til opsigelse af aftalen – dvs. hvordan, hvorfor, hvornår den enkelte aftale kan opsiges.
Oprindeligt vedtaget af Det forberedende samarbejdsudvalg på almen lægeområdet på møde den 19. juni 2006.
Revideret udgave godkendt af Det regionale samarbejdsudvalg den 8. marts 2011.
Indholdsansvarlig: Praksisafdelingen, Regionshuset.
Indhold leveret af:
7100 Vejle