Spring til indhold

01-11-2023: Nye anbefalinger fra Vælg Klogt - blodprøver

Nyhedsmail fra Region Sjælland

Der er kommet nye anbefalinger fra Vælg Klogt. Anbefalingerne skal bidrage til at minimere unødvendige blodprøver og de er udviklet i samarbejde med bl.a. lægefaglige selskaber og patientforeninger.

Udover seks specifikke anbefalinger har Vælg Klogt revideret anbefalingen "Stik når det er nødvendigt" fra 2022, som vedrører rationel blodprøvetagning: Undgå at bestille blodprøver uden klar indikation og betydning for patientens forløb, samt at bestille blodprøver hvis relevante prøvesvar allerede findes.  

De seks specifikke blodprøveanbefalinger er: 

  • D-vitamin: Undgå at bestille D-vitamin-analyse hos raske personer uden kliniske symptomer og øget risiko for D-vitamin mangel. 
  • ANA-screening: Undgå ANA-screening hos patienter med træthed, feber, rygsmerter eller andre smerter i bevægeapparatet uden øvrige kliniske tegn på autoimmun bindevævssygdom. 
  • D-dimer: Undgå test af D-dimer før der er foretaget en klinisk vurdering af sandsynligheden for blodprop i lungerne - ved lav eller moderat sandsynlighed anbefales test af D-dimer, mens testen ikke kan bruges ved høj sandsynlighed. 
  • Kønshormoner: Undgå rutinemæssigt at måle indholdet af kønshormoner i blodet for at påvise overgangsalder hos kvinder over 45 år (med eller uden livmoder) eller for at igangsætte og regulere hormonbehandlingen i forbindelse med overgangsalder. 
  • Langtidsblodsukker: Undgå at teste langtidsblodsukker (HbA1c) i forbindelse med opfølgning af kendt diabetes, hvis der foreligger et resultat inden for de seneste to måneder. 
  • Sedimentationsreaktion: Undgå at bestille en sedimentationsreaktion (SR) - med ganske få undtagelser. 

På hjemmesiden www.vælgklogt.dk kan de specifikke blodprøveanbefalinger findes. På hjemmesiden findes der ligeledes rationale og litteratur bag alle anbefalingerne og information om Vælg Klogt. 

Yderligere oplysninger: Malene Egsgaard-Toft, Funktionschef, Enhed for Kvalitet og Forbedringer hos Sundhedsstrategisk Planlægning