Spring til indhold

28-04-2023: Billeddiagnostik - patienter med vage symptomer hvor alvorlig sygdom ikke kan udelukkes

Nyhedsmail fra Region Sjælland

Kræftpakkerne er en succes for patienter med klare symptomer på kræft. Men mange kræftpatienter starter med at have vage symptomer, som ikke opfylder kriterierne for at blive henvist til en kræftpakke.

Derfor er det vigtigt, at almen praksis har gode muligheder for at henvise til relevant billeddiagnostik, når de som led i deres udredning har behov for at udelukke, at der kan være tale om kræft eller anden alvorlig sygdom.

Danske Regioner har i samarbejde med repræsentanter fra almen praksis og hospitaler i alle fem regioner fastsat, hvilke billeddiagnostiske undersøgelser almen praksis i hele landet skal kunne henvise direkte til for patienter med vage symptomer, hvor alvorlig sygdom ikke kan udelukkes (såkaldt ’gruppe 3 patienter’).

Det drejer sig om:

  • Røntgen af thorax, ultralyd af abdomen
  • CT-skanning af thorax og/eller abdomen
  • Knoglescintigrafi og thyreoideaskintigrafi.

Regionerne bestræber sig på, at almen praksis får svar inden for tre uger (fra modtagelse af henvisning) på undersøgelserne for denne patientgruppe.

Regionerne vil opstartede denne tilgang den 1. juli 2022. Det skete samtidig med, at Sundhedsstyrelsens reviderede ’Pakkeforløb for patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, der kunne være kræft’ trådte i kraft.

Læs og download det reviderede pakkeforløb hos Sundhedsstyrelsen

Det betyder, at der er tre udredningsveje på kræftområdet:

  1. Patienter med alarmsymptomer på kræft, som henvises til organspecifik kræftpakkeforløb
  2. Patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, der kunne være kræft, som henvises til Diagnostisk pakkeforløb
  3. Patienter med vage symptomer, hvor det ikke findes lægefagligt begrundet at henvise til organspecifik pakke eller diagnostisk pakkeforløb, som henvises til de udvalgte billeddiagnostiske undersøgelser for ’gruppe 3 patienter’.

Modsat den 1. og 2. gruppe patienter, skal ’gruppe 3 patienter’ ikke informeres om, at det drejer sig om et kræftpakkeforløb, fordi undersøgelsen sker for at afkræfte muligheden for alvorlig sygdom. Tilsvarende skal det fremgå af henvisningen (vedlagt i generel form), at der er tale om en ’gruppe 3 patient’. Praktiserende læge forbliver tovholder for patienten. 

Region Sjælland vil oprette en underside med en forløbsbeskrivelse på Sundhed.dk.

Region Sjællands forløbsbeskrivelse har samme faglige indhold – som er aftalt i samarbejde med repræsentanter fra almen praksis og hospitaler i alle 5 regioner – men er suppleret med de lokale henvisningsoplysninger, hvor det er nødvendigt.

På siden er der bl.a. en nærmere beskrivelse af patientgruppen samt indikationerne for hver af billeddiagnostiske undersøgelser. Der er beskrevet, hvad henvisningen bør indeholde samt forventningerne til svaret fra de billeddiagnostiske afdelinger.

Yderligere oplysninger: Line Dalsgaard, Chefkonsulent, Sundhedsstrategisk Planlægning