Prostatakræft
Pakkeforløb - ICPC: Y26, Y77
Baggrund
I Danmark diagnosticeres årligt ca. 3.500 nye tilfælde af prostatakræft (svarende til ca 500-550 i Region Sjælland) og der dør årligt ca. 1.200 mænd heraf. Tallene er stigende.
Sygdommen forekommer sjældent før 45 års alderen.
Henvisning obs. cancer bør overvejes hos patienter med forekomst af følgende fund:
- dersom rektal eksploration giver mistanke om kræft (hård, uregelmæssig, asymmetrisk prostata)
- dersom PSA måling overstiger den aldersspecifikke grænseværdi samtidig med, at urinvejsinfektion er udelukket
PSA måling er indiceret ved
Screening:
Hos mænd med 2 eller flere nære slægtninge (far, farbror, farfar, bror, morfar, morbror) med tidlig udvikling af klinisk signifikant prostatacancer anbefales årlig PSA kontrol og rektaleksploration påbegyndt ved 50-årsalderen, dog senest 5 til 10 år før den tidligste debutalder for PC i familien. Kontrollerne bør ophøre, når manden når en alder, hvor kurativ terapi ikke længere er aktuel.
Udredning:
Lokaliseret prostatacancer er oftest uden ledsagesymptomer. Patienter med symptomer der kan skyldes prostatacancer (perineale smerter, hæmospermi og nedre urinvejssymptomer), hvor kurativ behandling kan komme på tale, dvs patienter med forventet restlevetid på 10-15 år.
Kontrol:
Patienter med prostatacancer med henblik på monitorering af sygdommen.
PSA-måling er ikke indiceret hos symptomfrie mænd med normal rektaleksploration og uden arvelig disposition. Tages prøven alligevel i denne gruppe bør det kun ske efter etiske overvejelser og drøftelse med patienten, om han ønsker denne viden samt vejledning om, hvad det kan indebære. Befolkningsscreening anbefales ikke.
Risikoen for prostatacancer stiger med stigende PSA, men er afhængig af alderen. I nedenstående tabel er angivet grænseværdier for PSA, hvor risikoen for prostatacancer vil være over 1/3. Er grænseværdien overskredet anbefales videre udredning.
Aldersafhængige grænseværdier for PSA:
Alder | Henvisning |
< 60 | > 3,0 ng/ml |
60-70 | > 4,0 ng/ml |
> 70 |
> 5,0 ng/ml |
Mistanke om prostatakræft:
- rektaleksploration giver mistanke om kræft (hård, uregelmæssig, asymmetrisk prostata) eller
- PSA overstiger den aldersspecifikke grænseværdi samtidig med, at urinvejsinfektion er udelukket
Ved urinvejsinfektion behandles infektionen og PSA måling gentages efter 1-2 måneder.
PSA måling lige over grænseværdien kan med fordel kontrolleres før eventuel henvisning.
Patienter med mistanke om kræft i prostata, henvises til urologisk afdeling med henblik på vurdering af, om det er relevant for patienten at indgå i pakkeforløb.
Henvisningsfraser:
Henvisningen fra praktiserende læge ved mistanke om prostatakræft skal som minimum indeholde følgende:
- patienten henvises til filterfunktion på mistanke om kræft i prostata og hvilke relevante symptomer, der er konstateret
- oplysning om PSA
- oplysning om kendt lidelse der kan have relevans for forløbet (komorbiditet)
- patientens brug af blodfortyndende medicin
- behov for eventuelt tolkebistand
- kendt allergisk reaktion på lægemidler eller røntgenkontraststoffer
- resultatet af objektiv undersøgelse inklusiv rektaleksploration
- at urinsvejsinfektion er udelukket
- sagt til patienten (oplysning om, at patienten henvises til vurdering på mistanke for kræft i prostata skal gives til patienten)
- endvidere angives patientens kontaktoplysninger inklusive telefonnummer
- telefonnummer, hvor egen læge let kan træffes
Henvisning:
I forbindelse med henvisningen er det den praktiserende læges opgave at:
- informere patienten om, at han henvises til vurdering på mistanke om prostatakræft
- at TRUS med biopsi er det første trin, hvis det er relevant at indgå i et pakkeforløb
- at patienten får svar på disse undersøgelser på udredende afdeling umiddelbart efter undersøgelserne er foretaget
Henvisning fra anden hospitalsafdeling eller anden instans ved mistanke om kræft i prostata skal indeholde samme oplysninger.
Alle elektive henvisninger sendes til: Henvisningsenheden Munkesøvej 18 4000 Roskilde Lokationsnummer 5790002278044 med tydelig angivelse af: Tentativ diagnose og speciale Tlf. 47 32 89 99 - mail: henvisningsenheden@regionsjaelland.dk |
Kontaktoplysninger:
Visitationsenheden for Urologi
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Visitationsrelaterede spørgsmål kan rettes til: Tlf. 4732 3517 i tidsrummet kl. 9-15.
Relevante links:
- https://www.sst.dk/da/sygdom-og-behandling/kraeft/pakkeforloeb Sundhedsstyrelsens oversigt over pakkeforløb for kræft - sst.dk (opdateret dec 2023)
14. november 2011