Palliativt sengeafsnit Roskilde, henvisning til
Henvisning til Palliativt sengeafsnit, Roskilde, sendes via Henvisningsenheden.
1) Formål
At sikre korrekt henvisning til og korrekt visitation af voksne patienter (over 15 år), der ønskes indlagt til specialiseret palliativ behandling på Palliativt Sengeafsnit, Roskilde Sygehus. Det skal sikres, at indlæggelsen sker med det formål at lindre patientens symptomer (fysisk, psykisk, socialt, eksistentielt), således at patienten efter endt behandling igen kan udskrives til eget hjem, flyttes til sygehusenes øvrige sengeafsnit eller andet relevant sted.
2) Anvendelsesområde
Hvem kan henvises:
Patienter med livstruende og uhelbredelig sygdom. Sygdomme ud over kræftdiagnoser kan for eksempel være hjertesygdom, lungesygdom, neurologisk sygdom og nefrologisk sygdom.
Patienten skal være færdigudredt og som udgangspunkt være informeret om sygdommens livstruende og uhelbredelige karakter.
Med færdigudredt menes i denne forbindelse ikke nødvendigvis fuldt udredt. Det er tilstrækkeligt, at der i samråd med patienten er taget lægelig stilling til beslutning om at ikke at udrede yderligere.
Patienten skal give samtykke til henvisning til Palliativt Sengeafsnit.
Patienter, der ønskes indlagt på Palliativt Sengeafsnit, skal have kompleks symptomatologi af fysisk, psykisk, social eller åndelig/eksistentiel karakter, som ikke kan afhjælpes på det basale palliative niveau eller ved specialiseret palliativ indsats i ambulatorium, ved hjemmebesøg eller ved tilsyn.
Der skal være behov for døgndækkende specialiseret indsats med henblik på observation, hurtig diagnosticering/udredning af symptomer, hurtig iværksættelse af behandling og relevant opfølgning og justering.
Eksempler på symptomer der kan føre til henvisning/visitation til indlæggelse i Palliativt Sengeafsnit:
En udtømmende liste over symptomer eller symptomkomplekser, der kan føre til indlæggelse på Palliativt Sengeafsnit, kan ikke laves. Nedenstående er derfor eksempler på nogle symptomer, der kan være årsag til henvisning og indlæggelse.
Visitation vil altid foregå på baggrund af en vurdering af patientens samlede situation og belastning.
Svært behandlelige symptomer fx: svære smerter, kvalme/opkastning, dyspnø, angst/depression, delirøse tilstande, uholdbar social situation, patient med unge/børne pårørende, svær malnutrition, synkebesvær.
Ofte vil den svært syge patient have mange forskellige problemer/udfordringer samtidigt, behandlingen vil derfor være med en tværfaglig tilgang.
Hvem kan henvise til Palliativt Sengeafsnit, Roskilde Sygehus
Patienten skal henvises af en læge.
Henvisninger modtages fra sygehuse, praktiserende læger, ambulatorier og specialelægepraksis.
3) Fremgangsmåde
Hvordan henvises/genhenvises til Palliativt Sengeafsnit?
- Dagtid på hverdage: Telefonisk henvisning med relevante oplysninger om diagnose/er, behandlinger/ hvilke palliative problemstillinger, der ønskes vurderet/behandlet. Henvendelse om overflytning eller indlæggelse kan rettes til palliativ bagvagt (telefonvagt).
- Indlæggelse eller overflytning skal overvejende ske i dagtid på hverdage.
- Patienter, der tidligere har været indlagt i Palliativt Sengeafsnit, skal ved fornyet behov genhenvises og visiteres efter reglerne i denne retningslinje.
- Ved udskrivelse fra Palliativt Sengeafsnit vil patienten enten blive afsluttet fra Palliativ Enhed eller blive henvist til fortsat ambulant forløb i Palliativt Team. Hvis henvisende instans specifikt ønsker ambulant palliativt forløb i forlængelse af en aktuel overflytning til Palliativt Sengeafsnit, skal sendes skriftlig henvisning til Palliativt Team særskilt.
Visitation:
- På alle hverdage sker der daglig visitation af de henviste patienter. Visitationen udføres med det sigte, at Palliativ Enheds sengepladser tildeles patienter med størst behov.
- Visiterede patienter kan indlægges direkte fra hjemmet i dagtid på hverdage i sengeafsnittet uden om Akutmodtagelsen.
- Det er ikke muligt at have overbelægning i Palliativt Sengeafsnit og i tilfælde med fuld belægning må henviste/visiterede patienter forblive på/indlægges på anden afdeling og overflyttes til Palliativt Sengeafsnit, når der bliver plads.
- I perioder med fuldt belagt sengeafsnit vil der blive oprettet en prioriteret venteliste, som danner grundlag for overflytning af patienter, når der igen er ledige senge.
Kontakt til palliativ bagvagt: Fra mandag kl. 08.00 til søndag kl. 09.00 direkte telefon 47 32 50 19.
Fra søndag kl. 09.00 til mandag kl. 08.00 kontaktes onkologisk bagvagt via telefon 47 32 49 99.
Elektive henvisninger sendes til: Henvisningsenheden Lykkebækvej 2 4600 Køge Lokationsnummer 5790002278044 med tydelig angivelse af: Tentativ diagnose og speciale Tlf. 47 32 89 99 - mail: henvisningsenheden@regionsjaelland.dk |
Indhold leveret af:
4180 Sorø