Fertilitetsinstruks
Ved udredning for infertilitet i Region Sjælland, kan henvises til Fertilitetsklinikken, Sjællands Universitetshospital, Køge.
Det bemærkes, at der ikke er ventetids-garanti på fertilitetsbehandling. Klinikkens aktuelle ventetid kan ses via nedenstående link:
Link til Mit Sygehusvalg - esundhed.dk
Henvisning til behandling
Der skal sendes henvisning på både kvinde og partner. Det er klinikkens opfordring, at man anvender følgende skabeloner, der fungerer som en huskeliste for henvisende læger:
For at lette korrekt bestilling af relevante blodprøver, er der oprettet to nye blodprøvepaner i WebReq: infertilkvinde og infertilpartner, så henvisende læge fremover blot skal bestille ét blodprøvepanel for hhv. kvinde og partner.
De nye paneler indeholder hormonprøver, rubella samt ”kønsceller partner” og overholder kravene jf. vævsloven.
HIV og hepatitis prøver analyseres på Klinisk Immunologisk Afdeling på Næstved Sygehus, som er Region Sjællands vævsgodkendte laboratorium.
Kriterier for behandling på offentlig klinik:
- Par må ikke have fælles børn eller være beslægtede, når de henvises (obs. beslægtede på grandkusine/grandfætter niveau kan behandles med donor sæd iht. loven).
- Enlige kan henvises med henblik på hjælp til at få ét barn ved brug af donorsæd fra sæddonor. Enlige må ikke have børn i forvejen.
- For alle henviste gælder det, at kvinden ikke må være fyldt 40 år på henvisningstidspunktet. Behandling afsluttes, når kvinden er fyldt 41 år.
- Klinikken modtager ikke kvinder med BMI over 40.
- Behandlingen skal være medicinsk forsvarlig
- Henvisende læge har pligt til at vurdere forældreegnethed inden henvisning
Henvisningen på kvinde skal indeholde:
- Alder og BMI
- Chlamydiapodning (mindre end et halvt år gammel)
- Smear (mindre end tre år gammel)
- HIV 1 og 2 (anti-HIV 1 og 2) Hepatitis B virus (HbsAg og AntiHBc) Hepatitis C virus (Anti-HCV-ab)
- FSH, LH, AMH, østradiol, TSH og prolaktin taget på 2.-5. cyklusdag. Ved uregelmæssig menstruation med lange intervaller mellem menstruationerne, kan prøven tages en vilkårlig dag.
Alle virus og hormonprøver på kvinde kan bestilles samlet under betegnelsen: infertilkvinde som er oprettet som ny standardprofil på WebReq.
For partner skal henvisningen indeholde:
- HIV 1 og 2 (anti-HIV 1 og 2) Hepatitis B virus (HbsAg og AntiHBc) Hepatitis C virus (Anti-HCV-ab)
- Prøverne bestilles samlet under betegnelsen: infertilpartner, som ligger som standardprofil på WebReq.
For alle HIV- og hepatitisprøver gælder, at de må være maksimalt to år gamle.
Hvis partner er mand, da henvisning til diagnostisk sædprøve foretaget på Køge Fertilitetsklinik. Manden ringer selv til fertilitetsklinikken og bestiller tid på telefon 47 32 12 59 mellem kl. 11-12.
Se desuden Fertilitetsklinikken Sjællands Universitetshospital, Køges hjemmeside for vejledning vedr. skema og aflevering af sædprøve:
Læs om analyse af sædprøve hos SUH Køge
Download blanket til sædprøve hos SUH Køge
For yderligere information, herunder om fertilitetsklinikkens behandlinger henvises til klinikkens hjemmeside:
Læs mere om Fertilitetsklinikken hos SUH Køge
Ved henvisning til privat praktiserende gynækolog/fertilitetsklinik er der lempeligere regler i forhold til inseminationsbehandling, hvor det er muligt for enlige kvinder og par at blive henvist uden begrænsning (som fælles børn og alder) – dog ikke kvinder over 46 år.
Indhold leveret af:
4180 Sorø