SE-kreatinin, forhøjet
Baggrund
Forhøjet SE-kreatinin giver anledning til mistanke om nyresygdom. Et forhøjet SE-kreatinin kan imidlertid også ses ved prærenal sygdom (dehydrering, lav nyregennemblødning) eller ved postrenal sygdom i form af blære- eller prostatasygdom. Det væsentlige er, om SE-kreatinin ændrer sig over tid.
Den ældre patient
Forbigående stigning på grund af dehydrering ses ofte hos ældre. Hvis SE-kreatinin således er moderat forhøjet (< 250 umol/l) bør undersøgelsen gentages, efter at patienten har fået besked om at drikke mindst 2,5-3 liter blandet væske dagligt i nogle dage. Såfremt der er fortsat stigning og postrenal afløbshindring ikke forekommer sandsynlig bør henvisning til nefrolog overvejes.
Nyrernes funktion er afhængig af såvel nyregennemblødningen som det intraglomeru-lære tryk. Med alderens sygdomme i form af arteriosklerose i store og små kar og nedsat hjerteminut-volumen falder nyrefunktionen
De klinisk Biokemiske afdelingers normalområder er fastlagt med meget få personer > 70 år, og tager ikke højde for den aldersbetingede fysiologiske nyrefunktionsnedsættelse.
For at bringe alderen ind i vurderingen anvender en række laboratorier i dag eGFR, der beregnes på baggrund af alder, køn og se-kreatinin.
De klinisk-biokemiske afdelinger i Region Sjælland har endnu ikke indført eGFR, men det må forventes indført i løbet af 2012.
Rekommendationer:
SE-kreatinin normalt
Henvisning til nefrolog er kun påkrævet, hvis særlige hensyn taler herfor f.eks. proteinuri > 1g/døgn eller kombination af proteinuri og hæmaturi
Mikroalbuminuri
Diabetes, henvises til endokrinolog, såfremt der er samtidig nyrefunktionspåvirkning. Ikke-diabetes, ingen henvisning, da der ikke foreligger dokumenteret behandlingseffekt. Der anbefales dog god kontrol af kardiovaskulære risikofaktorer i almen praksis, da denne patientgruppe har dokumenteret forøget kardiovaskulær risiko. Hæmaturi, bør initialt henvises til urologisk udredning.
Lettere forhøjet SE-kreatinin (105-130 umol/l hhv. 90-110 umol/l)
Ved lettere forhøjet SE-kreatinin gentages undersøgelsen inden for ca. 2 uger. Gentag SE-kreatinin tre gange over mindst tre måneder for at vurdere progression SE-kreatinin gentages herefter mindst årligt. Der henvises til nefrolog ved en af følgende tilstande:
- Ved fortsat stigning i se-kreatinin
- Proteinuri > 1 gr/døgn eller kombination af proteinuri og hæmaturi
Moderat forhøjet se-kreatinin (130-250 umol/l hhv. 110-200 umol/l)
Alder < 70 år henvises til nefrolog.
Alder ≥ 70 år:
Der henvises til nefrolog via Henvisningsenheden ved en af nedenstående tilstande:
- Ved fortsat stigning i se-kreatinin
- Proteinuri > 1 gr/døgn eller kombination af proteinuri og hæmaturi
- Ved behov for behandling af nefrogen anæmi (normochrom, normocytær anæmi)
- Ved behov for behandling af sekundær hyperparathyreoidisme (hyperfosfatæmi, hypocalcæmi og stigende PTH).
- Ved behov for behandling af metabolisk acidose (faldende P-bikarbonat og pH)
Svært forhøjet se-kreatinin ( > 250 umol/l hhv. > 200 umol/l ved gentagne målinger)
Alle henvises til nefrolog.
Knud Rasmussen, overlæge dr. med., speciallæge i Nefrologi og Intern Medicin og Susanne Rygner, praksiskonsulent
28. februar 2011
Indhold leveret af:
4180 Sorø