Sexologiske lidelser
Forløbsbeskrivelse - ICPC: P07, P08, P09, X04
Regionens sexologiske klinik behandler problemstillinger med baggrund i såvel somatiske som psykiske årsager. Klinikken er beliggende i Roskilde, og hører organisatorisk under Psykiatrien, Region Sjælland. Der er tale om behandling på regionsfunktionsniveau, hvorfor Klinikken kun varetager tilfælde, der er forsøgt behandlet i primærsektoren.
Sexologisk Klinik behandler komplicerede tilfælde af sexologiske lidelser med ætiologisk baggrund i både somatiske lidelser og psykiske lidelser. En del af behandlingen kan foregå i et samarbejde med enheder, primært inden for urologi, gynækologi og psykiatri. Klinikken samarbejder også med fysioterapeuter med sexologisk uddannelse.
Sexologisk Regionsklinik er en deltidsklinik, der er bemandet med speciallæger med almen medicinsk, gynækologisk og urologisk kompetence.
Sexologisk Regionsklinik tilbyder ikke behandling til patienter,
- Der har alvorlige psykiatriske lidelser
- Der har psykisk sygdom, der ikke er udredt
- Der har psykisk sygdom, der ikke er velbehandlet
- Der har et misbrug af stoffer eller alkohol, som vil vanskeliggøre et stabilt fremmøde eller effekt af behandlingen
- Der har somatisk sygdom, der ikke er velbehandlet
- Patienter med et ubehandlet seksuelt traume og følger efter seksuelle overgreb, herunder incest og voldtægtsofre
- Transseksualitet og patienter med parafilier, såsom pædofili
Transseksualitet og patienter med parafilier, såsom pædofili, samt patienter med et ubehandlet seksuelt traume og følger efter seksuelle overgreb, herunder incest og voldtægtsofre behandles ikke på regionsfunktionsniveau, men skal henvises til højt specialiseret niveau ved Sexologisk Klinik, Rigshospitalet. Lokationsnr. 5790001391263.
Patienter, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen kan henvises til og eventuelt selv kontakte Center for seksuelt misbrugte, Øst. Der henvises til hjemmesiden: https://csm-danmark.dk/ost/.
Patienter, der har været udsat for voldtægt, kan kontakte Center for voldtægtsofre på Holbæk sygehus på tlf. 58 55 30 60.
Sexologisk Regionsklinik har ikke nogen formel rådgivningslinje, men man kan rette henvendelse til Klinikkens sekretariat på tlf. 58 53 76 89 tirsdag og onsdag kl. 8-15, i forhold rådgivning med henvisning og visitation.
Henvisningen skal indeholde følgende:
- Beskrivelse af den sexologiske problemstilling, og hvilken evt. behandling af denne, der tidligere er forsøgt, samt resultatet af behandlingen
- Patientens motivation for behandlingen
- Aktuel somatisk og psykiatrisk vurdering
- Tidligere og nuværende somatiske og psykiatriske sygdomme og behandling af disse, inkl. evt. psykologbehandling
- Aktuel medicin
- Somatisk undersøgelse
- BT, stetoskopi af hjerte og lunger, samt ekg, når dette er relevant
- Undersøgelse af genitalier
- Relevante epikriser fra privat praktiserende speciallæger vedlægges
Undersøgelser inden henvisning i forhold til symptomer
Henvisning skal fremsendes til Psykiatrisk Visitationsklinik, lokationsnr. 5790001989385.
Overvej cardiel og evtentuel metabolisk udredning, specielt hos mænd med ED (BT, kolesterol, HbA1C).
Udeluk depression især ved nedsat sexlyst.
Hos mænd med nedsat lyst og evt. erektil dysfunktion (ED) måles testosteronniveau.
I øvrigt undersøgelser og blodprøver afhængigt af symptomer.
Undersøgelse af genitalier.
Hos kvinder gynækologisk undersøgelse, tegn på misdannelser, smerter, vaginisme, bækkenforhold, infektioner, sexsygdomme, tørhed, traumer, cancer og fødselskomplikationer. Hos kvinder nær eller efter menopausen, evt. hormonstatus.
Hos mænd urologisk undersøgelse ved mistanke om prostata eller urogenitale problemer, herunder prostatitis, BPH og LUTS, deformiteter, phimosis, eller plaques (Peyronies). Der ønskes kopi af evt. undersøgelse hos urolog/gynækolog.
Følgende laboratorieundersøgelser bør overvejes:
- Plasma estradiol
- Totalt testosteron
- Frit testosteron
- SHBG
- TSH, evt. supplerende thyroideatal
- Prolaktin
- Lipid profil
- DHEA
- FSH
- LH
- Leukocytter, differentialtælling
- HbA1C
- EKG
Oversigt over relevante diagnoser
Sexologisk Regionsklinik har udelukkende ambulante forløb. Klinikken har regionsfunktion og varetager behandling af patienter med behov for behandling i sygehusvæsnet.
Behandlingstilbud er målrettet nedenstående diagnoser:
- F52.0 Nedsat eller manglende seksuel lyst
- F52.1 Seksuel aversion eller manglende seksuel lystfølelse
- F52.2 Non-organisk genital dysfunktion
- F52.3 Hæmmet orgasme
- F52.4 Præmatur ejakulation
- F52.5 Non-organisk vaginisme
- F52.7 Øget seksualaktivitet
- F52.8 Anden non-organisk seksual dysfunktion
- F52.9 Non-organisk seksual dysfunktion, uspecificeret
- N48.4 Impotentia organica
- N50.2 Ejakulatorisk dysfunktion
- N94.1 Dyspareunia
- N94.8 Vulvodyni
Indhold leveret af:
4200 Slagelse