Øre-, næse og hals-tilstande

Flyveører:

Man venter helst med operation til ca. 8 års alderen - dels skal operationen være barnets eget ønske (og ikke kun de pårørendes) og dels kan indgrebet så foregå i lokalanæstesi, idet man finder det urimeligt at lægge et barn i universel anæstesi i 2 timer for et kosmetisk indgreb. Indgrebet udføres ofte i sommerferien efter forældrenes ønske.

Purulent otit:

Flere undersøgelser viser, at der gives for meget antibioticum på mistanke om otit. Det kan ofte være fornuftigt at forsøge paracetamol alene i første omgang, da mange "røde ører" går i sig selv igen. Eventuelt kan man medgive recept på penicillin, så forældrene selv kan iværksætte behandling ved vedvarende smerter og feber. Ved recidiverende otitter er det øreafdelingens holdning at tubulere efter 6-8 smertefulde otitter med eller uden flåd.

Serøs otit:

Efter forkølelse har mange børn væske i mellemøret og deraf følgende hørenedsættelse, men det svinder oftest spontant. Varighed over 3 måneder med bilateral serøs otit er indikation for tubulering. Den serøse kan være svær at se, eventuel tympanometri.

Næseblod:

Hyppigst anteriore blødninger. Behandles med kompression af det blødende næsebor mod næsebrusken i 10 -15 minutter. Vedvarende blødning henvises til otolog eller Øre-, næse og halsafdeling.

Næsefraktur:

Da behandling af næsefraktur først kan foregå efter afhævning i 3-5 dage er der ingen grund til akut henvisning af patienter mistænkt for næsefraktur. Kun ved septumhæmatom er der indikation for akut behandling, men det er sjældent forekommende (total stenode, smerter og rødlig hævelse ved inspektion).

Recidiverende tonsillit:

Indikation for tonsillectomi: 5 febrile halstilfælde om året i 2 år. Inden henvisningen skal der primært gøres et behandlingsforsøg med spectramox eller dalacin i sædvanlige doser.
Tonsilhypertrofi: Store mandler som kan give problemer ved spisning og eventuelt give apnoetilfælde. Hvis barnet vejer over 13 kg. kan man med laser lave partiel tonsillectomi (ca. 3/4 fjernes), som er et skånsomt indgreb til de små børn.

Peritonsillær absces:

Komplikation til tonsillit. Mistanke om absces skal opstå ved udtalt asymme-trisk hævelse i halsen. Ofte ses tonsillen forskudt mod midtlinien og drøbelen ligeledes forskudt, hyppigt trismus. Henvises til otolog eller ØNH-afdeling.

Pseudocroup:

Symptomkompleks med croupal hoste og stridor på grund af ødem af slimhinden under glottis, oftest betinget af viral infektion. Børnene er oftest kataralske og ofte febrile men relativt upåvirkede uden smerter. Symptomerne spec. stridor svinder ofte når barnet kommer op at sidde, eventuelt ud i frisk kølig luft. Det er vigtigt, at både barn og forældre beroliges - der er hyppigt et element af hyperventilation. Det gamle princip med dampinhalation er forladt. Hostemidler og bronchodilatatorer er uden effekt. Hvis der efter beroligelse stadig er svær stridor eller indtrækninger ved halsrod og under kurvaturer bør barnet indlægges.

Epiglottit:

Sjælden, men livstruende tilstand med bakteriel flegmonøs betændelse i epiglottis. Patienterne, som både kan være børn og voksne, er klinisk dårlige, højfebrile og septisk prægede. Har stærke smerter i halsen og er byldeømme ved palpation omkring tungebenet. De kan ikke synke eget spyt og sidder ofte med åben mund og lader spyttet dryppe ud. Har man mistanke om epiglottit, skal henvisende læge følge med til sygehuset, og patienten bør ikke undersøges med tungespatel før man er klar til nødtracheotomi. Diagnosen medfører alarm på sygehuset og bør ikke misbruges.

Knude på hals:

Ved forstørrede lymfeknuder på hals bør hoved- og halsregionen ses efter for infektionsfocus og størrelsen noteres. Man kan så se an nogle uger, men herefter bør det kontrolleres, at hævelsen forsvinder, ellers henvises til yderligere udredning incl. finnålsbiopsi. Maligne neoplasmer i svælg og strube debuterer ofte med knude på hals eller med smerter i den ene side af halsen, strålende op i øret.

Hævede spytkirtler:

Spytsten er almindelige i gld. submandibularis og sjældnere i gld. parotis. Oftest kan de palperes, ikke alle er røntgenfaste og sialografi er i øvrigt som regel overflødig. Ved mistanke om sten i udførselsgangen fra gl. submandibularis henvises til otolog som ofte kan fjerne stenen i mundbunden. Tumorer i parotisgebetet bør altid undersøges nøjere, det vil sige der skal henvises med henblik på finnålsbiopsi.

Fremmedlegemer:

Aspiration af fremmedlegemer giver akut voldsom hoste, inspiratorisk stridor og evt. forbigående cyanose. Herefter kan der komme symptomsvag eller -løs periode på flere dage før der kommer komplikationer i form af pneumoni eller atelektase.

Tandskader:

Frakturer uden pulpablotning henvises til egen tandlæge eventuelt dagen efter. Ved pulpablotning (ses som lille rød prik, ikke nødvendigvios blødning) skal denne dækkes akut af tandlæge eller vagthavende Øre-, næse- og halslæge. Eksartikulerede og meget løse tænder: Blivende tænder skal reponeres hurtigst muligt og fikseres af tandlæge eller vagthavende Øre-, næse- og halslæge. Mælketænder reponeres ikke.

 

Peter Borum, administrerende overlæge, Øre-, næse-, halsafdelingen, Roskilde, Søren Udesen, praksiskonsulent

 

5. oktober 2005