Clostridium dificile, behandling og udlevering af Vancomycin
Opdatering af Sundhed.dk side om Clostridium dificile, behandling og udlevering af Vancomycin
Visitationsmeddelelse
Opdateret 17.06.2020
Vederlagsfri udlevering af vancomycin fra sygehusambulatorium til patienter med Clostridium Difficile infektion i primærsektoren.
Patienter, især ældre, mistænkt for antibiotikaassocieret diarré eller med nylig sygehuskontakt bør undersøges for Clostridium difficile (CD) ved særskilt rekvisition af én fæcesprøve til undersøgelse.
Analysesvar fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling foreligger samme dag, som prøven modtages i laboratoriet, og svaret meddeles som oftest telefonisk til den praktiserende læge.
Afhængigt af typen af CD vil patienten formentlig skulle behandles med enten metronidazol, som egen læge kan formidle eller med vancomycin.
Behandlingsvejledning er anført i Infektioner i almen praksis.
Der findes 2 standard behandlinger med vancomycin (primær eller recidiv), og mikrobiologerne vil som regel anbefale, hvilken der skal behandles efter.
Udlevering
Patienter, der skal behandles med vancomycin, kan få dette udleveret gratis ved henvisning til nedenstående afdelinger:
- Holbæk Sygehus:
Gastromedicinsk Ambulatorium, tlf. 59 48 46 40 - Roskilde Sygehus:
Infektionsmedicinsk Ambulatorium, tlf. 47 32 22 08 - Køge Sygehus:
Gastromedicinsk Ambulatorium, tlf. 47 32 24 80 - Slagelse Sygehus:
Gastromedicinsk Ambulatorium, tlf. 58 55 96 09 - Næstved Sygehus:
Enhed for Tværfaglig udredning og behandling, tlf. 56 51 36 53 - Nykøbing Falster Sygehus:
Gastromedicinsk Ambulatorium, tlf. 56 51 52 89
Afdelingen kontaktes telefonisk på de angivne telefonnumre, så det kan være klar til afhentning samme dag, helst ved pårørende eller plejepersonale.
FMK
Når afdelingen kontaktes angives, hvilken af behandlingerne der skal gives (antallet af tabletter er forskellig). Da henvendelsen på afdelingen ikke behandles af læger, bedes den praktiserende læge skrive behandlingsinstruks i FMK.
Det vil være ret kompliceret at skrive den fulde instruks ind i FMK, og man kan eventuelt nøjes med at skrive, om det er primær eller recidiv behandling, der gives.
Afdelingen skal til gengæld udlevere en beskrivelse til patienten af, hvordan medicinen skal tages.
Hvis medicinen skal doseres af hjemmeplejen, er det dog nødvendigt, at behandlingen er beskrevet præcist i FMK med start og slut tidspunkt.
Kontrolundersøgelse for CD anbefales ikke. Rengøring med klor i hjemmet, især på toilet anbefales indtil formet afføring i 2 døgn. Selvom der er formede afføringer, kan der længe godt være bærer tilstand, hvorfor god hygiejne er vigtig i længere tid.
Af specialeansvarlig overlæge infektionsmedicinsk afdeling Roskilde Sygehus Lene Surland Knudsen, 2020
Indhold leveret af:
4180 Sorø