Ordination af medicinsk cannabis
Muligheder for ordination af medicinsk cannabis i Danmark
Aktuelt har læger i Danmark fire muligheder for at ordinere medicinsk cannabis
1. Ordination af godkendte lægemidler
Sativex mundhulespray til behandling af spasticitet ved multiple sklerose.
Epidyolex oral opløsning til behandling af epilepsiformerne Lennox-Gastauts syndrom og Dravets syndrom
Ved off-label brug af lægemidler har lægen det fulde ansvar for behandlingen, da der ikke foreligger dokumentation for hverken virkning eller bivirkning, ved behandling af andre indikationer.
2. Produkter, der er optaget i forsøgsordningen om medicinsk cannabis
En 4-årig forsøgsordning med medicinsk cannabis er trådt i kraft den 1. januar 2018. Den giver visse patientgrupper mulighed for at blive behandlet med cannabisholdige produkter, som ikke er godkendte lægemidler eller magistrelt fremstillet på apotek. De aktuelt tilgængelige produkter og deres pris, kan ses på medicinpriser.dk. På Lægemiddelstyrelsen hjemmeside findes produktark med information om anvendelsesmåde, dosering, tilberedning med mere.
Find listen over cannabisprodukter, som er omfattet af forsøgsordningen hos Lægemiddelstyrelsen
Lægemiddelstyrelsens vejledning til læger indeholder faglig vurdering af relevante behandlingsmuligheder med medicinsk cannabis.
Læs vejledningen hos Lægemiddelstyrelsen
Medicinsk cannabis kan overvejes til behandling af følgende indikationer:
- Multipel sklerose
- Rygmarvsskade (paraplegi)
- Smertebehandling fx kroniske smerter, nervesmerter og cancersmerter
- Kvalme og opkastning efter kemoterapi
3. Ordination af udenlandske lægemidler med medicinsk cannabis.
Læger i Danmark kan søge Lægemiddelstyrelsen om udleveringstilladelse til udenlandske lægemidler med medicinsk cannabis, som ikke er registreret i Danmark. F.eks. kapslerne Marinol® (THC) og Nabilone (nabilone), som begge indeholder syntetisk fremstillede cannabinoider.
Marinol® doseres individuelt, da væsentlig variation i den farmakologiske effekt kan forekomme. Ved behov for appetitstimulerende effekt er dosisintervallet 2,5-20 mg/dag. Det anbefales, at man starter med at behandle ved laveste dosis og titrer op til tilstrækkelig effekt er opnået. Dog max. 20 mg/dag. Kliniske studier viser, at de fleste patienter er velbehandlede ved 5 mg/daglig (2,5 mg x 2). Ved behov for kvalmestillende effekt er den sædvanlige dosis 5 mg 3-4 gange daglig. Også her startes med laveste dosis efterfulgt af optitrering til opnået effekt.
4. Ordination af magistrelt fremstillet medicinsk cannabis.
De magistrelle lægemidler kan fremstilles med THC eller CBD som det aktive stof og hvor både THC og CBD er aktive stoffer. THC kan fremstilles som kapsler à 2,5 mg og som olie à 25 mg/ml. Pakningsstørrelserne er henholdsvis 60 kapsler og 3 ml,10 ml og 30 ml olie. CBD kan fremstilles som tabletter à 10 mg og olie i forskellige styrker, f.eks.10 mg/ml eller 50 mg/ml. Pakningsstørrelserne er henholdsvis 50 tabletter og 10 ml eller 30 ml olie. THC og CBD kan fremstilles som kapsler à (2,5 mg + 5 mg). Pakningsstørrelsen er 50 kapsler.
Tilskud
Der er indgået en politisk aftale om, at der fra 1. januar 2019 skal være tilskud til forsøgsordningens produkter. Det er aftalt, at patienter med en terminalbevilling skal have 100 % i tilskud til køb af cannabisprodukter, der indgår i forsøgsordningen, og at andre patienter skal have 50 % tilskud op til 10.000 kr. i tilskud om året.
Yderligere information
- Produktresumé
Sativex - Produktresume
Epidyolex - Produktinformation fra FDA
Marinol® - Produktinformation fra FDA
Nabilone - Lægemiddelstyrelsen:
Notat – Medicinsk brug af cannabis, 2015 - Lægemiddelstyrelsen:
Spørgsmål og svar om medicinsk cannabis: Hvad er lovligt?
Lægemiddelstyrelsens hjemmeside