Benign prostatahyperplasi (BPH)
Basislisten - lægemiddelanbefalinger i Region Sjælland
Lægemiddelvalg
Ved vandladningsbesvær
- Alfuzosin depottabletter: α1-receptorblokker
Ved forstørret prostata
- Finasterid: 5-α-reduktasehæmmer
Kommentarer
Non-farmakologiske tiltag
Behandlingsbehovet og påvirkning af livskvaliteten bør vurderes bl.a. ud fra væske- og vandladningsskema samt DAN-PSS- eller IPSS skema [1]. Watchful waiting kan anvendes ved lette symptomer og/eller begrænset påvirkning af livskvaliteten [1].
Livsstilændringer som fx fornuftige væske- og vandladningsvaner bør igangsættes før eller sideløbende med den farmakologiske behandling [1,2].
Farmakologisk behandling
α1-receptorblokkere
Ved blæretømningsbesvær er alle α1-receptorblokkere, herunder alfuzosin og tamsulosin, farmakologisk ligeværdige til symptomlindring [1,4] og anbefales ved ukompliceret BPH [3]. Alfuzosin depottabletter er 1. valg. Depotformulering af alfuzosin foretrækkes fremfor tabletformulering af hensyn til compliance [4].
Virkningen indtræder relativt hurtigt [1,2,4]. Ved manglende effekt efter 4-8 uger bør lægemidlet seponeres, og anden behandling overvejes [2].
α1-receptorblokkere har få bivirkninger. Det anbefales dog at have fokus på bivirkninger som svimmelhed, hypotension og synkope [2,4].
Ved operation for grå stær er der risiko for floppy iris syndrom ved samtidig brug af α1-receptorblokker [3,4].
5α-reduktasehæmmere
5α-reduktasehæmmere (finasterid og dutasterid) bør anvendes til patienter, hvor prostata er mærkbart forstørret ved rektal eksploration [1,2] Samtidig nedsætter de risikoen for akut urinretention og mindsker behovet for kirurgisk behandling for BPH [2]. Finasterid og dutasterid vurderes ligeværdige mht. effekt [4]. Finasterid er 1. valg, da risikoen for behandlingsophør pga. seksuelle bivirkninger er lavere end for dutasterid [4]. Virkningen indtræder langsomt og bør først vurderes efter 6-12 måneder [4,5]. 5-α-reduktasehæmmere reducerer niveauet af prostataspecifikt antigen med ca. 50 %, [4].
Kombinationsbehandling
Kombinationsbehandling (α1-receptorblokker og 5-α-reduktasehæmmer) kan overvejes hos patienter med moderat til svære symptomer og med mærkbart forstørret prostata [2,3]. Kombinationsbehandlingen er fordelagtig de første 2-3 måneder, hvor hurtigt indsættende virkning og langvarig effekt ønskes [1]. Herefter kan α1-receptorblokker overvejes seponeret efter 9-12 måneder [1,3].
PDE-5-hæmmere
PDE-5-hæmmere (tadalafil 5 mg) bør primært bruges til yngre, normalvægtige patienter med svære symptomer og med et element af erektil dysfunktion i anamnesen [2,4,].
Seponering
Ved udeblivende effekt eller uønskede bivirkninger af lægemidler mod BPH kan seponering overvejes [2,5]. Alternativt kan anden behandling eller yderligere udredning igangsættes.
[2,]
Links
- Sundhed.dk:
Væske- og vandladningsskema - Dansk Selskab for Almen Medicin:
Dansk Prostata Symptom Scoringsskema (DAN-PPS) - Sundhed.dk:
International prostatasymptomscore (IPSS) - Sundhedsstyrelsen, 2020. PIXI-version af rekommandationerne:
Farmakologisk behandling af vandladningsbesvær hos mænd - Ugeskrift for læger:
Behandling af benign prostatahyperplasi
Referencer
- Dansk Selskab for Almen Medicin. 2009:
Udredning og behandling af nedre urinvejssymptomer hos mænd og kvinder - Pro.medicin.dk, 2021:
Benign prostatahyperplasi - Lægehåndbogen, 2022:
Benign prostatahyperplasi - Sundhedsstyrelsen, 2020:
Den Nationale Rekommandationsliste: Vandladningsbesvær hos mænd - Sundhedsstyrelsen, 2024:
Seponeringslisten 2024