Astma (R)
Basislisten - lægemiddelanbefalinger i Region Sjælland
Lægemiddelvalg
Foretrukken behandling
LABA og ICS - Langtidsvirkende β2-agonist og inhalationssteroid
- Budesonid/formoterol i komb. (Bufomix Easyhaler®*):
Alternativ behandling
ICS - Inhalationssteroid
- Budesonid (Giona Easyhaler®*)
SABA - Korttidsvirkende β2-agonist
- Salbutamol (Buventol Easyhaler)
* I parentes er angivet det handelsnavn, som er det billigste præparat med det angivne indholdsstof.
Kommentarer
Ved astma er non-farmakologiske interventioner, såsom rygestop samt mulig reduktion af udløsende eller forværrende faktorer (f.eks. allergener), centrale [1].
Foretrukken farmakologisk behandling
De overordnede behandlingsmål er at opnå god symptom- og sygdomskontrol samt forebygge eksacerbationer, permanent nedsat lungefunktion og død [1].
Global Initiative for Asthma (GINA) inddeler behandlingen af astma i trin 1-5 [1,2,3]. Patienten bør starte behandlingen på det relevante trin i forhold til sygdommens sværhedsgrad.
Se Figur 1. De forskellige behandlingstrin [1].
Alle inhalationssystemer er ligeværdige, hvorfor billigste system anbefales. Pulverinhalatorer er generelt velegnede til hovedparten af patienterne og at foretrække ud fra et miljømæssigt synspunkt [4].
Foretrukken forebyggende behandlingLABA og ICS - Langtidsvirkende β2-agonister og inhalationssteroid
LABA anvendes kun i kombination med ICS og aldrig som monoterapi til astmapatienter, da der, ligesom ved monoterapi med SABA, er øget risiko for maskering af alvorlige eksacerbationer [2]. Kombinationspræparater (fx ICS/LABA) kan med fordel anvendes for at opnå bedre compliance [1,2,3]. Førstevalg er Bufomix Easyhaler® (formoterol + ICS), da det er billigst og patienten kan nøjes med ét device, der kan anvendes til p.n. og forebyggende behandling.
Alternativ forebyggende behandling
ICS - Inhalationssteroid
Hos astmapatienter er fast behandling med inhalationssteroid vigtig, og der behandles med den lavest mulige effektive dosis [1,2,3]. Førstevalg er budesonid (ICS), da det er billigst. Alternativt vælges fluticason (ICS). Tidlig behandling med lavdosis steroid fører til bedre lungefunktion [5]. Langtidsbehandling med højdosis inhalationssteroid anbefales kun få måneder, da højdosis inhalationssteroid sjældent giver bedre behandlingskontrol, men øger risikoen for bivirkninger (fx fald i knoglemineraltætheden, oral candidiasis, hæshed og irritationshoste) [1]. Patienter i fast behandling med højdosis inhalationssteroid (fx budesonid >800 µg/dag) bør tilrådes tilskud af calcium og D-vitamin [1,6].
LTRA - Leukotrienantagonister
Enkelte patienter oplever god effekt af LTRA. Derfor kan det overvejes hos patienter med samtidig allergisk rhinitis, anstrengelsesudløst astma eller bivirkninger af beta-2-agonister [1]. LTRA har en mindre anti-inflammatorisk effekt sammenlignet med ICS og er derfor sjældent det primære valg. Ved manglende effekt efter op til tre måneders behandling, kan LTRA seponeres [1].
LAMA - Langtidsvirkende muskarin antagonist (antikolinergikum)
LAMA behandling (fx tiotropium) kan tillægges ICS og ICS/LABA i trin 4-5 til patienter med svær astma med mange eksacerbationer og nedsat lungefunktion [1].
Foretrukken anfaldsmedicin
ICS/ formoterol
Som anfaldsmedicin anvendes ICS/formoterol i kombination efter behov [1,2,3,]. Førstevalg er Bufomix Easyhaler®, da det er billigst. Formoterol har en hurtig indsættende virkning (ca. 5-15 min.), hvorfor det anbefales [1].
Alternativ anfaldsmedicin
SABA
SABA som monoterapi er ikke længere førstevalg som anfaldsmedicin, da SABA ikke forebygger eksacerbationer [1,2]. SABA kan bruges som alternativ anfaldsmedicin, hvis det foretrækkes af patienten, og de i øvrigt ikke har eksacerbationer [1,2]. Førstevalg er Buventol Easyhaler (salbutamol).
Inhalationsteknik
Jævnlig vurdering af graden af astmakontrol er vigtig for at sikre optimal behandling [1].
Ved utilstrækkelig effekt af behandlingen kontrolleres patientens inhalationsteknik og compliance (instruktionsvideoer). Patienter, som ikke kan suge tilstrækkelig kraftigt i en pulverinhalator, kan bruge en spray via spacer (instruktionsvideoer).
Undervisning i korrekt inhalationsteknik kan udføres gratis af apoteket (angiv ”Tjek på Inhalation/(TPI)” på recepten. Recepten skal sendes til et navngivet apotek).
Dosisreduktion
Hvis der efter ændringer i behandlingen har været kontrol med astmaen i minimum tre måneder, anbefales trinvis reduktion til behandling ved det lavest mulige effektive trin [1] (oversigt over forslag til nedregulering).
SABA som monoterapi anbefales ej heller som sidste trin i nedtrapning af astma-behandlingen [1].
Links
- Ingen
Reference
- Dansk Lungemedicinsk Selskab, 2021:
Astma - Monitorering og behandling af mild til moderat astma - Global Initiative for Asthma, 2022:
Global Strategy for Asthma Management and Prevention - Pro.medicin, 2022:
Behandling af astma hos voksne - Sundhedsstyrelsen, 2023:
Rationel Farmakoterapi 4, 2022. Brug pulverinhalator i stedet for inhalationsspray – også for klimaets skyld - Pro.medicin, 2022:
Glukokortikoider til inhalation - Pro.medicin, 2021:
Steroidinduceret osteoporose