Akut Koronart Syndrom - AKS - Efterbehandling (K)
Basislisten - lægemiddelanbefalinger i Region Sjælland
Lægemiddelvalg
- Acetylsalicylsyre: Trombocythæmmer
- lClopidogre: ADP-receptorblokker, trombocythæmmer
- Ticagrelor (Brilique*): ADP-receptorblokker, trombocythæmmer
- Prasugrel (Efient*): ADP-receptorblokker, trombocythæmmer
- Atorvastatin: Statin
- Rosuvastatin: Statin
- Bisoprolol: Betablokker
- Carvedilol: Betablokker
- Metoprolol: Betablokker
Kommentarer
Antitrombotika:ASA 75 mg livslangt og ADP-receptorblokker i 12 mdr. efter AKS (generel anbefaling). Det er en specialistbehandling, og valg af ADP-receptorblokker (prasugrel, ticagrelor eller clopidogrel) og behandlingsplanen fastlægges individuelt af det invasive center af speciallæge i kardiologi [1,2]. Tåles ASA ikke anvendes ticagrelor eller prasugrel i 12 måneder og herefter clopidogrel livslangt [1]. Vær opmærksom på kontraindikationer ved brug af ADP-receptorblokkeren ticagrelor (intrakraniel blødning) og prasugrel (tidligere apopleksi/TCI) [1].
Ved samtidig AK-behandling med VKA eller DOAK anvendes clopidogrel (ikke ticagrelor eller prasugrel) pga. øget risiko for spontane blødninger og mangel på data [1,2]. Der er øget blødningsrisiko ved kombinationsbehandling. Derfor anbefales hyppig kontrol og sikring af høj tid i terapeutisk indeks (TTI) ved VKA-behandling [1,2]. Det anbefales også at reducere dosis ved visse DOAK-behandlinger [1,2]. Ved VKA-behandling skal INR ligge lavt i terapeutisk niveau oftest 2,0-2,5 [1]. For behandlingsalgoritme henvises til figur 1.3 i ’Akut koronart syndrom’ fra Dansk Cardiologisk Selskab [1].
Samtidig behandling med VKA/DOAK, ASA og ADP-receptorblokker (clopidogrel) medfører betydelig øget risiko for blødninger [1]. Tripelbehandling med antitrombotisk bør begrænses mest muligt og er en specialistopgave [1].
Protonpumpehæmmer
En protonpumpehæmmer gives ved tripelbehandling med antitrombotisk behandling og bør overvejes ved tostofs-antitrombotisk behandling [1]. Pantoprazol eller lansoprazol anbefales i lav dosis fremfor eksempelvis omeprazol pga. interaktion med clopidogrel [1].
Statiner
Højdosis statinbehandling (fx Atorvastatin 80mg eller Rosuvastatin 40mg) opstartes under indlæggelsen og anbefales livslangt. [1].
Betablokker
Behandling med betablokker anbefales til patienter uden hjertesvigt i op til 2 år efter STEMI, da den bedrer prognosen [1]. Det anbefales at starte med en lav dosering, f.eks. metoprolol 50 mg x 1 [1]. Patienter med systolisk hjertesvigt behandles i henhold til gældende retningslinjer [3].
ACE-hæmmer
ACE-hæmmer (fx enalapril eller ramipril) er indiceret ved klinisk hjertesvigt eller LVEF ≤ 40 % [1]. Anbefales desuden til alle patienter med diabetes mellitus, hypertension, kronisk nyresygdom, perifer arteriel sygdom eller i øvrigt høj risiko for efterfølgende iskæmiske hændelser [1]. Tåles ACE-hæmmer ikke anvendes angiotensin-II-receptorblokker (fx losartan).
Seponering
Behandling med ADP-receptorblokker seponeres 12 måneder efter AKS med mindre speciallæge i kardiologi har specificeret andet ved udskrivelsen [4].
Tidlig pause eller seponering af ADP-receptorblokker efter PCI skal altid kun ske efter konference med PCI centeret [2].
Behandling med ASA fortsætter livslangt, med mindre der gives samtidig AK-behandling (individuel vurdering ved kardiolog) [1,2,4]. ASA fortsættes ikke ved behandling med VKA eller DOAK.
Behandling med betablokker kan seponeres 2 år efter STEMI hos patienter uden hjertesvigt [1].* I parentes er givet et eks. på et handelsnavn. Det er ikke nødvendigvis det billigste blandt generiske, substituerbare lægemidler (samme indholdsstof). Undlad Ej S på recepten, så udleverer apoteket det billigste synonym.
Links
- DSAM vejledning, 2018:
Iskæmisk hjerte-kar-sygdom. Spørgsmål og svar om forebyggelse, udredning og behandling
Referencer
- Dansk Cardiologisk Selskab, 2023:
Akut koronart syndrom - Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, 2015:
Behandlingsvejledning for behandling af nye patienter med Akut Koronart Syndrom (AKS) med lægemidler med trombocythæmmende effekt - Dansk Cardiologisk Selskab 2023:
Kronisk hjertesvigt - Sundhedsstyrelsen og regionerne, 2024:
Seponeringslisten 2024
Pristjek: 03-07-2024