Fald i træningssal
UTH Læringsartikel
Følgende artikel omhandler en hændelse, hvor en patient falder bagover i forbindelse med balancetræning på vippebræt.
Case
Patienten falder under en balanceøvelse. Balanceøvelsen foregår på et affladet vippebræt placeret i en gangbarre. Patienten står på vippebrættet og holder fast i gangbarren med begge hænder som støtte. Terapeuten står som vanligt ved siden af som støtte. Patienten kommer for langt tilbage på hælene, mister balancen og vippebrættet skrider fremad. Det resulterer i, at patienten slår nakken ned i gangbarren og lander på ryggen/halebenet. Patientens får efterfølgende smerter i venstre side af lænden, i halebenet, i venstre side af nakken, samt hævelse øverst i nakken. Der opleves intermitterende hovedpine, men kun når patienten er rygliggende, idet der i denne stilling kommer tryk på det ømme punkt i nakken.
Læring
Rapportøren bemærker selv et manglende skridsikkert underlag under vippebrættet som én af årsagerne til, at denne patient faldt bagover. Et andet opmærksomhedspunkt er, at informere de øvrige patienter om, at der altid skal anvendes skridsikre underlag ved brug af vippebræt. Dette kan gøres via opslag i træningssalen.
Faglig opdateret: 27.01.2022