Ambulatorie for Polyfarmaci, Hobro
Formål
At tilbyde en grundig medicingennemgang til patienter, der er i behandling med mere end fem slags medicin for forskellige lidelser.
Resume
I ambulatoriet møder patienten både læge, sygeplejerske og klinisk farmaceut.
Den kliniske farmaceut kortlægger patientens medicinhistorie og screener for mulige lægemiddelinteraktioner, dobbeltordinationer, uaktuelle ordinationer og kontraindikationer. Lægen taler derefter med patienten og undersøger denne i nødvendigt omfang.
Ud fra patientens kliniske historie sammenkædes den aktuelle medicin og diagnoser/indikationer. Endvidere afklares effekt af medicin, mulige symptomer på bivirkninger og interaktioner, og det vurderes, om den medicinske behandling kan omlægges eller optimeres – f.eks. med dosisændringer eller ophør af præparater.
Herefter udarbejdes en samlet plan for patientens fremtidige medicinering, og patienten informeres herom samt eventuelle medicinændringer.
Patienten får desuden et letforståeligt notat med begrundelser for de ændringer, der er foretaget. Hvor det findes relevant, kontaktes hjemmeplejen telefonisk med
information om medicineringsændringer. Ambulatorielægen laver også et uddybende notat til patientens egen læge, hvor hvert enkelt præparat gennemgås systematisk.
Hvem kan henvises
Medicingennemgangen tilbydes til:
- Patienter, der får mere end 5 præparater
- Patienter, der behandles med risikolægemidler
- Patienter, der er motivereret/interesseret i medicingennemgang
- Patienter, hvor egen læge har ajourført Fælles Medicinkort
Hvem kan IKKE henvises
- Palliative patienter
- Patienter, der er suicidal truede
- Patienter med aktivt misbrug
Henvisning til ambulatorie for Polyfarmaci
Henvisningerne skal sendes til medicinsk ambulatorium med Edifact lokationsnummer 551051000016001, markeres med att. Polyfarmaci ambulatorium
Forfattere og områdedækning
Udarbejdet af Andreas Kakulidis Toft, Andreas.K.Toft@gmail.com, praksiskonsulent for Hobro Medicinsk Afdeling i Region Nordjylland. Visitationsmeddelelsen er lavet i samarbejde med Dorthe Mørck Mortensen, ledende overlæge Medicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital - Hobro.
Indhold leveret af:
9260 Gistrup