Center for Voldtægtsofre ved Aalborg Universitetshospital
Indledning
I Nordjylland findes Center for Voldtægtsofre på Aalborg Universitetshospital under sexologisk område. Centeret har fysisk til huse Stengade 10, st., 9000 Aalborg. Centrets formål er at sikre voldtægtsofre og pårørende tværfaglig hjælp med størst mulig faglig og social kompetence. Tilbuddet omfatter retsmedicinsk undersøgelse på Akutmodtagelsen samt tilbud om opfølgning og sexologisk rådgivning i Center for Voldtægtsofre og Sexologisk Center.
Når voldtægtsofret henvender sig
Voldtægtsofre kan henvende sig direkte på akutmodtagelsen, Aalborg Universitetshospital. Politi, vagtlæge eller egen læge kan henvise akut telefonisk til akutmodtagelsen. Der kræves ikke henvisning. Undersøgelse i akutmodtagelsen bør foretages så hurtigt som muligt. Voldtægtsofre kan få hjælp uanset, om de ønsker at anmelde voldtægten til politiet eller ej. Undersøgelsen foregår under diskretion og med skærmet journal. Er voldtægtsofre i tvivl, om de vil anmelde voldtægten/voldtægtsforsøget, vil de kunne få foretaget en retsmedicinsk undersøgelse. Materialet, herunder det tøj voldtægtsofret har på, vil blive gemt i 3 måneder, så der senere kan tage stilling til en anmeldelse.
Det er derfor vigtigt, at voldtægtsofret ikke:
- Spiser, drikker eller børster tænder.
- Tager bad eller vasker sig.
- Renser negle eller friserer sig.
- Går på toilettet, skifter tampon/bind.
- Skifter tøj.
I akutmodtagelsen
Politi, vagtlæge eller egen læge har kontaktet akutmodtagelsen, eller voldtægtsofret henvender sig selv og i akutmodtagelsen sker følgende:
- Retsmedicinsk undersøgelse.
- Prøver for evt. seksuelt overførte sygdomme og graviditet (evt. graviditetstest til hjemmebrug efter 14 dage).
- Samtykkeerklæring underskrives, så Center for Voldtægtsofre kan kontakte voldtægtsofret førstkommende hverdag med henblik på opfølgende behandling.
- Pjecen ”Information til ofre for seksuelle overgreb” udleveres
Center for Voldtægtsofre
Voldtægtsofre, der IKKE har været undersøgt akut i akutmodtagelsen, kan henvises til centeret. Voldtægtsofre som har været i akutmodtagelsen i det akutte forløb, får tilbuddet i centeret direkte, og behøver ikke henvisning fra egen læge.
- Voldtægtsofre (akutte) tilbydes visitationssamtale med psykolog og socialrådgiver hurtigst muligt. Der kan forekomme ventetid.
- Voldtægtsofre tilbydes herefter gratis psykologbehandling efter behov.
- Der vejledes vedrørende anbefalinger om opfølgende prøver (Klamydia/gonore, HIV/Hep B efter 3 og 6 måneder, graviditet). Voldtægtsofre henvises til prøvetagning og svar afgivelse via egen læge.
- Socialrådgiver tilbyder 1-2 støttende samtaler til de nærmeste pårørende.
- Voldtægtsofre (senhenvendere) der har været udsat for voldtægt uanset tidspunktet for overgreb (uger, måneder eller år tilbage), tilbydes en visitationssamtale og ofte også efterfølgende behandlingstilbud. Voldtægtsofre henvises af egen læge, som sender henvisning til ”Aalborg sexologisk område”.
Psykologsamtalernes formål er i den akutte fase krisebearbejdning, i senere fase traumebearbejdning. Antallet af samtaler er ikke begrænset, men afhænger af den enkeltes situation og der tages i behandlingen højde for den enkeltes individualitet, således at forløbene kan derfor være af forskellig varighed.
Tilbud i Sexologisk Center
Tilbuddet om samtaleforløb ved Center for Voldtægtsofre henvender sig til personer fra 15 år, der på et tidspunkt inden for dage, uger, måneder eller år har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg.
Det er muligt at henvende sig uanset om voldtægt/voldtægtsforsøg er meldt til politiet eller ej. Personer bosat i Region Nordjylland kan få hjælp i centret. Tilbuddet er gratis og kræver ikke henvisning fra egen læge.
Man kan kontakte centret på telefonnummer: 9766 0443
Links
Hjemmeside for Center for Voldtægtsofre i Nordjylland
Voldtægt og voldtægtslignende overgreb på Lægehåndbogen.
ICPC
Z25
Forfatter, indholdsansvarlig
Praksiskonsulent Morten Ohrt, socialrådgiver Kirsten Burup, Center for Voldtægtsofre, Sexologisk Center, Aalborg Universitetshospital.
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.