Erektil dysfunktion
Indledning
Erektil dysfunktion er nedsat evne til at få eller vedligeholde en rejsning, der er tilstrækkelig til at samleje kan gennemføres. Forekomsten er aldersafhængig. Rejsningsfunktion afhænger af nedennævnte faktorer:
- Vaskulære.
- Neurogene (rodkompression, neurologiske degenerative lidelser DS m.fl.).
- Psykosociale faktorer (stress, depression).
- Relationelle forhold.
- Endokrinologiske herunder testosteronmangel hos mænd > 50 år og ved DM II (hos ca. 1/3 korreleret til nedsat testosteron).
- Medicinbivirkninger (betablokkere, psykofarmaka, spironolakton m.fl.).
- Livsstilsfaktorer (KRAM).
Forløb i almen praksis
Udred ovennævnte faktorer om muligt og start relevant behandling herfor.
Første behandlingsvalg for erektil dysfunktion er PDE-5-i uanset årsag. Valg af præparat afhænger af patientens prioritering: pris, bivirkningsprofil, virkningsvarighed, mulighed for daglig dosering. Forsøg med max dosis. Ved manglende effekt, skift til anden PDE-5-i. Succesraten er 50-80% og 5-10 doser bør være forsøgt uden effekt, førend denne behandling opgives.
Hos patienter med effekt af behandlingen og forventet hyppigt behov, kan Tadalafil anvendes i fast, lav daglig dosering.
Tag relevante blodprøver. Evt. se - testosteron måles fastende om morgenen. Hvis total testosteron er < 10nmol/l , gentages denne og suppleres med frit Testosteron, LH og SHBG (mhp. årsagsudredning).
Hvornår henvises til Sexologisk Center, Aalborg Universitetshospital
Oplys evt. partners cpr nummer på henvisningen, idet man så vil indkalde vedkommende sammen med patienten.
Det er en fordel, hvis ovennævnte udredning og behandling er forsøgt før henvisning, og resultatet heraf beskrives i henvisningen.
Mænd med misbrug, svære personlighedsforstyrrelser, psykoser, vold i parforholdet og alder < 18 år behandles ikke i Sexologisk Center.
Forløb i Sexologisk Center
Behandlingstilbuddet retter sig mod årsagen til problemet og kan med fordel påbegyndes i almen praksis:
- PDE-5-i,
- Oplæring i brug af intraurethrale eller intracavernøse medikamenter
- Vejledning i anvendelse af seksuelle hjælpemidler
- Bækkenbundstræning
- Livsstilsændringer i samarbejde med diætister og rygestopinstruktører
- Mandlig hypogonadisme som årsag til erektil dysfunktion udredes og behandles.
- Ved psykogenbetinget ED tilbydes samtaler, og der tilbydes parterapi, når problemer i parforholdet er medvirkende til ED.
Links
Erektil dysfunktion på lægehåndbogen.
ICPC
Y07
Indholdsansvarlige
Morten Ohrt, praksiskoordinator, Astrid Højgaard, ledende overlæge, Sexologisk Center, Aalborg Universitetshospital.
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.