Gravide med misbrug
Familieambulatoriet er et specialtilbud for både gravide med tidligere eller aktuelt forbrug/misbrug af alkohol og/eller andre rusmidler samt medikamenter og deres børn.
Indledning
Gravide med tidligere eller aktuelt forbrug af alkohol og/eller andre rusmidler samt medikamenter og deres børn henvises så tidligt som muligt til familieambulatoriet, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.
Inden hospitalsforløbet
Hvem kan henvises
- Gravide som er i behandling med opioider eller anden afhængighedsskabende medicin fx benzodiazepiner.
- Gravide med aktuelt misbrug af rusmidler.
- Gravide med tidligere forbrug af rusmidler inden for de sidste 2 år.
- Gravide med forbrug af medicin, der medfører risiko for obstetriske og/eller neonatale komplikationer, hvad enten medicinen er ordineret som led i et behandlingsforløb eller er en del af et misbrug. Denne gruppe rummer gravide med svær psykiatrisk lidelse (f.eks. skizofreni, maniodepressiv psykose, alvorlig borderline) og gravide, der anvender rusmidler som selvmedicinering.
- Alkoholindtag ≥7 genstande per uge.
- Episodisk højt alkoholforbrug (≥5 genstande på én gang) efter at kvinden har erkendt sin graviditet eller ≥3 gange i graviditeten.
- Episodisk højt alkoholforbrug (≥10 genstande på én gang) ≥1 gang i graviditeten.
- Ved usikkert alkoholindtag med grund til bekymring kan den gravide også henvises.
- Gravide der har en partner, som er aktivt rusmiddelforbrug.
- Børn op til skolealderen (6-7 år) af gravide med risikoforbrug eller misbrug af alkohol og/eller andre rusmidler.
Hvor skal henvisningen sendes til?
Henvis gennem svangrejournalen (ved markering i niveau 4), en elektronisk henvisning, en elektronisk korrespondance eller telefonisk, så tidligt som muligt i graviditeten.
Henvisning sendes til Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital (Alb Gyn Kons. f svangre Afd. 8001087 5790000198665)
Børn op til skolealderen (6-7 år) af gravide med risikoforbrug eller misbrug af alkohol og/eller andre rusmidler henvises til Aalborg Universitetshospital, Børneafdelingen, Familieambulatorium (8001259 Alb Børneafd. Amb., lokationsnummer: 5790000190201).
Visitation
Svangrepapirer visiteres af lægerne, obstetrisk søjle.
Gravide fra målgruppen visiteres altid til jordemodercenterets familieambulatoriejordemødre og til familieambulatorielægerne Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, ligesom de næsten altid vil blive visiteret til socialfaglige koordinatorer.
Kvinden kan ses i obstetrisk ambulatorium akut, subakut eller planlagt og da som regel i forbindelse med nakkefoldsscanning. Årsag til akut eller subakut konsultation kan ud over obstetriske komplikationer være aktuelt misbrug eller i tilfælde, hvor kvinden er i tvivl, om hun vil bevare graviditeten.
Jordemødrene spørger ind til forbrug/misbrug af rusmidler og afhængighedsskabende medicin.
Der bør samtidig sendes underretning til kommunen.
Under hospitalsforløbet
Mål for indsatsen
- At bidrage til at styrke og forberede kvinden og hendes partner til forældreskab.
- Ved behov for særlig hjælp at være med til at afdække, hvad der er brug for og bidrage til at få passende hjælp og støtte effektueret.
- At forebygge, opspore og behandle obstetriske komplikationer.
- At vurdere behov for samarbejde med andre specialer, f.eks. psykiatri, infektionsmedicin.
- At medvirke til at sikre barnets tarv.
Kvinder mødes med en anerkendende tilgang og først og fremmest som gravid.
Familieambulatoriets tilbud er samlet på Sygehus Nord matriklen dvs. at både jordemoderbesøg og lægebesøg i obstetrisk og pædiatrisk regi samt teamsamtaler er samlet et sted.
Behandlingstilbud
Gravide
Forløb tilrettelægges individuelt.
Overordnet inddeles de gravide med risikoforbrug/misbrug af alkohol, andre rusmidler eller medicin i grupper med henholdsvis let, moderat og alvorlig belastning. Graden af belastning har betydning for forløbet.
Skal forvaltning involveres, indhentes samtykkeerklæring med henblik på at udveksle information mellem sektorer. Samtykkeerklæring kan indhentes af Familieambulatoriets ansatte. Der kan afholdes flere konsultationer med henblik på dette.
Børn
Efter fødslen overgår det lægelige ansvar til pædiater, der har ansvaret for de opfølgende børneundersøgelser. Børnene inddeles i grupper svarende til indsatsbehov og kan være relevant at følge indtil skolealderen. Forløbene tilrettelægges individuelt.
Link
ICPC
W84
Forfattere
Ovl. Carina Zakhary, overlæge, lægefaglig leder af familieambulatoriet og Praksiskonsulent Andreas K. Toft, andreas.k.toft@gmail.com
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.
Indhold leveret af:
9260 Gistrup