Nekrotiserende bløddelsinfektioner (NSTI)
Indledning
NSTI er en fællesbetegnelse for nekrotiserende infektioner i bløddelene og inkluderer f.eks. nekrotiserende fasciit og gasgangræn.
Infektionen breder sig typisk i det musculofasciale plan, hvor bakterielle enzymer medfører inflammation og henfald af muskelfascier. Bakterier og leucocytter ophobes i karrene, som tromboserer og medfører iskæmi eller nekrose af hud og subcutis. Toxiner frigivet fra bakterierne kan medføre feber og sepsis.
Formål
Der foreligger flere forløb med forsinket diagnose af nekrotiserende bløddelsinfektioner (NSTI) med døden til følge. I regi af Danske Regioner har der været nedsat en tværregional og tværsektoriel arbejdsgruppe med bl.a. deltagelse af DSAM til at udarbejde en fællesregional retningslinje for NSTI. Denne forløbsbeskrivelse gør almen praksis opmærksom på den alvorlige tilstand.
Diagnostik
Vigtige kliniske fund er forekomst af voldsomme og dysproportionale (iskæmisk udløste) smerter i forhold til det kliniske billede. Indledningsvist kan tilstanden være svær at erkende, hvorfor hudforandringerne indtegnes og følges tæt. Successivt udvikles ofte nedenstående:
- Svære smerter som ikke er forenelige med den øvrige kliniske præsentation (42% oplever opioidkrævende smerter i den indledende fase)
- Feber (15% har temp. over 39 grader), takykardi, hypotension, shock. Fravær af feber udelukker ikke NSTI
- Hastig udvikling af symptombillede
- Hudforandringer (ca. 50%). Typisk er hudforandringerne uregelmæssigt afgrænsede, uensartede med forskellige elementer af iskæmiske forandringer f.eks.: med "gåsehud" og rødme, Blå/lilla/sort misfarvning af huden (32%), Hæmoragiske eller blåfarvede bullae i huden (27%), Hudnekroser og/eller ekkymoser
- Krepiterende luftudvikling i bløddele (14%)
- Ødem strækkende sig ud over det erytematøse område
- Lokaliserede infektionstegn i relation til område for nylig kirurgi. 19% har fået foretaget kirurgi inden for de seneste 4 uger.
Ovenstående fund kan være til stede uden tegn på traume eller synlig indgangsport.
Forløb i almen praksis
Parakliniske undersøgelser. CRP-måling anbefales om muligt, hvis der er feber og/eller mange smerter.
Ved usikkerhed om diagnosen nekrotiserende bløddelsinfektion sendes patienten til sygehus mhp. akut vurdering.
Ved klare tegn på mulig nekrotiserende bløddelsinfektion, henvises akut til sygehus med kørsel 1 (A).
Links
Vejledning for håndtering præhospitalt (Danske Regioner)
Nekrotiserende bløddelsinfektioner (PRI)ICPC
S76
Indholdsansvarlig
Praksiskonsulent Morten Ohrt, ohrt.engsig@dadlnet.dk
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.