Akne
Resumé
Gennemgang af aknebehandlingen i almen praksis samt indikationerne for henvisning til behandling hos hudlæge.
Indledning
Akne er en hyppig lidelse, og cirka 80% af unge mellem 11 og 30 år oplever en grad af akne. Lidelsen skyldes genetisk disposition og androgenpåvirkning af talgkirtlerne. Dette medfører øget talgproduktion og tillukning grundet hyperproliferation af epitel i udførselsgangene. Herved dannes åbne og lukkede komedoner.
Kolonisation med bakterien Cutibacterium acnes menes at forårsage inflammation, så der opstår inflammerede papler og pustler, og hvis de rumperer, da ligefrem cyster og noduli. Sygdommen kan give livsvarige ardannelser.
Forløb i praksis
Aknebehandling kan ofte varetages i almen praksis.
Rensning af huden med vand og sæbe har ikke nogen væsentlig effekt på akne.
Nogen studier tyder på, at et højt indtag af især magre mælkeprodukter og hurtigt omsættelige kulhydrater kan forværre akne.
Akne præget af lukkede og åbne komedoner:
- Lokalt retinoid (Redapgel) x 1 vesp.
Mild til moderat akne med papler og pustler:
Først startes med lokalbehandling:
- 1. valg: Kombinationspræperat med benzoylperoxid gange en vesp (Epiduo, Clindoxyl)
- 2. valg: Azelainsyre x 2 dgl. (Skinoren), Benzoyl peroxid x 1 dgl (Basiron) eller retinoid x 1 dgl (Redapgel) eller kombination retinoid/clindamycin (Acnatac)
Pga. risiko for resistensudvikling bør clindamycin kun anvendes sammen med benzoylperoxid.
Ved lokalbehandling er det afgørende, at hele området med tendens til akne, smøres dagligt, og at dette fortsættes forebyggende, så længe patienten har tendens til akne. Effekten af lokalbehandling indsætter i løbet af 4-6 uger, og kontrol kan derfor laves efter 6 uger.
Ved utilstrækkelig effekt af lokalbehandling:
- Tillæg tetracyklinpræparat (doxycyklin 100mg x 1 eller tetracyklin 500mg x 2)
- Behandling i 6-12 uger (ophør når der ikke kommer nye elementer)
- Fortsæt lokal behandling sammen med tabletterne og efterfølgende som vedligeholdelsesbehandling, så længe patienten har akne.
- Kontrol efter 6 uger
- Ved utilstrækkelig effekt af 6 til 12 ugers kombination af lokalbehandling og systemisk antibiotikum henvises til dermatolog, så man undgår uhensigtsmæssigt lange behandlinger med tetracyclin og udvikling af antibiotikaresistens.
Til kvinder kan p-pillebehandling overvejes, i det der ofte ses god effekt på akne. Kan fint kombineres med lokalbehandling.
Desuden er sikker antikonception en forudsætning for start af isotretionin.
Svær papulo-pustuløs akne, cystisk, nodulær eller ardannende akne:
Start lokal og systemisk behandling og henvis til dermatolog til hurtig vurdering og isotretinoinbehandling (Må kun udskrives af dermatologer).
Isotretionin er stærkt teratogent, og fertile kvinder skal derfor være i sikker antikonceptiv behandling inden start af behandling (Mini-piller er ikke helt sikre).
Isotretinoinbehandling varer ofte cirka 6 måneder, og hos kvinder kontrolleres månedligt graviditet med HCG. For begge køn følges lipider og levertal.
Hudlægen er ansvarlig for rekvirering af analyserne samt svar til patienten.
Laserbehandling
Har effekt ved skæmmende ar efter akne.
Links
Behandling af akne i månedsbladet Rationel farmakoterapi
Akne i Lægehåndbogen
ICPC
S96
Indholdsansvarlig
Praksiskonsulent, Mette Bolvig Poulsen og Hudlæge, Hans Lomholt
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.