Hurtig psykiatrisk vurdering hos praktiserende psykiater - §66 aftale
Baggrund
I erkendelse af, at der kan være lang ventetid til en vurdering hos praktiserende psykiater, og at hospitalspsykiatrien afgrænser sit tilbud om udredning/behandling til bestemte målgrupper af en vis sværhedsgrad, er der etableret mulighed for fremskyndet vurdering hos en psykiatrisk speciallæge(§66 aftale). Vurderingen består af 1 konsultation samt tilbagemelding i form af en fyldig epikrise.
Der vil fortsat være mulighed for at kontakte de praktiserende speciallæger i psykiatri for telefonisk råd og vejledning hvor dette skønnes relevant og tilstrækkeligt.
Se visitationsmeddelelse for psykiatrisk medicin- og specialistrådgivning.
Målgruppen
Hvem kan henvises?
- Målgruppen for ordningen er patienter over 18 år med nyopstået eller aktuelt forværret angst- og/eller depressionsproblematik, hvor egen læge har brug for vurdering, rådgivning og vejledning om diagnose, behandling og evt. behov for henvisning.
Hvem kan ikke henvises?
- Patienter med let angst eller depression skal fortsat varetages i almen praksis.
- Patienter med let til moderat depression henvises ved behov almindeligvis til praktiserende psykolog jf. Sundhedsstyrelsens Faglige Retningslinjer for henvisning til psykolog.
- Patienter, hvor der mistænkes psykotisk tilstand eller svær personlighedsforstyrrelse, eller vurderes at en tværsektoriel eller tværfaglig indsats er nødvendig. Her skal der som vanligt henvises til hospitalspsykiatrien.
- Patienter med kendt misbrug skal samtidigt henvises til den kommunale misbrugsbehandling.
Booking
Bookingen af tider til hurtig vurdering foretages via elektronisk bookingsystem, som kan tilgås via lægesystemet. Læs:
Bookingsystem til "Hurtig psykiatrisk vurdering" (§ 66 ordning) (sundhed.dk).
Det vil være en fordel at medgive patienten denne informationsfolder om ordningen
Henvisning
Henvisningen sendes til den psykiater, hvor der er booket tid, med tydelige angivelse af at det er en §66 henvisning, og at der foreligger en booking dato og tid som anføres. Bemærk, henvisningen skal ikke sendes til Henvisningshotellet/RefHost, men direkte til den aftalte psykiater. Henvisningstypen "Enkeltstående henvisning" kan ikke benyttes til denne ordning.
Speciallægehenvisningen bør følge "den gode psykiatriske henvisning" (se vejledning her) og det er vigtigt med fyldestgørende oplysninger, så psykiateren kan få det bedst mulige grundlag for sin vurdering.
Desuden skal det noteres, om patienten giver sit samtykke til, at psykiateren kan foretage opslag i patientens E-journal på sundhed.dk, som led i sin forberedelse til konsultationen.
Ved mangelfulde oplysninger kan den praktiserende psykiater anmode den henvisende læge om yderligere oplysninger enten telefonisk eller ved korrespondance.
Er henvisningen meget mangelfuld eller tilhører patienten ikke målgruppen, så kan henvisningen tilbagesendes og det påhviler den praktiserende psykiater, at aflyse den bookede tid. Hvis tiden aflyses eller ændres af anden årsag sendes elektronisk besked til Almen praksis om at tiden er aflyst eller udskudt. Patienten skal instrueres i at melde afbud til den Praktiserende psykiater, hvis det bliver aktuelt.
Forløb hos den praktiserende psykiater
Der optages anamnese og objektiv psykisk vurdering.
Indenfor 1 uge sendes epikrise til henvisende læge med diagnostiske overvejelser og forslag til det videre patientforløb, således at patienten kan færdigbehandles i almen praksis eller eventuelt blive henvist til videre behandling hos enten psykolog, privatpraktiserende speciallæge eller i hospitalspsykiatrien.
I de sidstnævnte tilfælde gives der så vidt mulig råd om vedligeholdelsesbehandling eller anden relevant foranstaltning i ventetiden for indkaldelse. Psykiateren starter således ikke selv en behandling.
Det vil blive noteret hvad patienten er blevet informeret om.
Patienten vil efter konsultationen hos psykiateren blive bedt om at henvende sig til egen læge igen med henblik på det videre forløb. Patienten vil modtage en kopi af epikrisen fra den praktiserende psykiater.
Links
Muligheder for psykiater rådgivning
Indholdsansvarlig
Ninna Schultz Askou, Marianne Siersbæk og Morten Ohrt, Praksiskonsulent i Nord-KAP