Fremskudt rådgivningsfunktion i Psykiatrien
Pr 1/9-21 er der lavet et nyt tiltag i Psykiatrien i Region Nordjylland for at hjælpe almen praksis med i visse tilfælde at uddybe den psykiatriske anamnese med det formål, at den rette patient får det rette tilbud i Psykiatrien og dermed være med til at reducere antallet af afviste henvisninger.
Målgruppe
Patienter fra 18 år med erkendt psykiatrisk lidelse eller med fagligt kvalificeret mistanke om psykiatrisk lidelse.Ved henvisning
Hvis egen læge har sendt en henvisning hvor der er tvivl om, hvorvidt patienten tilhører psykiatriens målgruppe, vil speciallægen i psykiatri som noget nyt i udgangspunkt tage direkte telefonisk kontakt til praktiserende læge med henblik på drøftelse og uddybning af indhold i henvisningen for at kvalificere en visitationsbeslutning. Er der stadig tvivl om hvilket tilbud der er det rette vil der være mulighed for den psykiatriske speciallæge selv at henvise patienten internt til en vurderingssamtale ved sygeplejersker med særlig psykiatrierfaring, idet man anerkender, at en grundig uddybning af anamnesen kan være vanskelig at varetage i almen praksis
Henvisninger på patienter klart uden for hospitalspsykiatriens målgruppe vil dog fortsat blive tilbagehenvist med råd og vejledning.
Ved telefonisk henvendelse
En telefonisk henvendelse fra egen læge til Specialistrådgivningen, hvor der kan være tvivl om den fortsatte behandling, kan i visse tilfælde efter samtale med den psykiatriske speciallæge også udløse mulighed for uddybende vurderingssamtaler. Egen læge sender herefter en alm. henvisning, hvor det er noteret, at der henvises til vurderingssamtale samt navn på den læge i Central Visitationen, der har rekvireret vurderingssamtalen.
Vurderingssamtalerne
Disse udføres i psykiatrien (Aalborg, Brønderslev, Thisted) med henblik på at afklare patientens symptomatologi og sygdomsgrad for at kunne vurdere den videre indsats – herunder i hvilken sektor indsatsen bør foretages.
Det er speciallægen i psykiatri der, efter aftale med den praktiserende læge, visiterer til vurderingssamtalen.
Den psykiatriske sygeplejerske, der foretager visitationssamtalen, konfererer med den visiterende speciallæge i psykiatri, som derefter melder tilbage til praktiserende læge via korrespondancemeddelelse. Tilbagemeldingen kan bestå i at patienten indkaldes eller, at der gives kvalificeret vejledning om den videre behandling/udredning hos egen læge.
Indholdsansvarlig
Praksiskonsulent for voksenpsykiatrien Morten Ohrt