Hofteledsartrose
Indledning
Hofteartrose er en degenerativ sygdom som medfører destruktion af ledbrusken, knogleforandringer samt synovit. Ætiologien er delvist ukendt. Der er ikke altid sammenhæng mellem sværhedsgraden af symptomer og røntgenologiske fund. Der opereres årligt ca. 10.000 patienter med en total hoftealloplastik (THA) i Danmark på grund af primær hofteartrose.
Undersøgelser i almen praksis
Diagnosen er primært klinisk.
Symptomer:
- Smerter lokaliseret til lyske, lateralsiden af låret samt glutealt. Ofte udstråling mod knæet.
- Forværring af smerter ved belastning.
- smertetriade.
- Natlige smerter.
- Funktionstab med bl.a. nedsat gangdistance og halten.
- Morgenstivhed af hoften mindre end en ½ time.
Objektivt findes indskrænket bevægelighed. Indadrotationen påvirkes først.
Røntgen af hofte og bækken
Alle patienter med klinisk hofteledsartrose bør have taget et røntgenbillede af hofte og bækken. Hvis der som henvisningsdiagnose til røntgen anføres hofteledsartrose, så vil billedet blive taget med forstørrelsesfaktor, der anvendes i forbindelse med præoperativ planlægning. Tages billedet uden forstørrelsesfaktor, så skal patient have taget et ekstra billede i forbindelse med ambulant besøg.
Udredning og behandling af anæmi
Undersøgelser har vist at 9-15 % af patienter henvist til sygehus med hofteartrose har anæmi. Patienter med anæmi har større risiko for komplikationer i forbindelse med kirurgi. Udredning og behandles af anæmi inden henvisning vil kunne reducere risikoen for komplikationer og minimere behovet for udsættelse af operation.
Ikke-kirurgisk behandling
Mindst 3 måneders daglig dynamisk træning bør gennemføres før kirurgi overvejes. Denne ”forberedende træning” gør en del af patienterne symptomfri, og resten får et bedre og hurtigere postoperativt forløb.
Alle patienter med hofteledsartrose bør forsøges behandlet ikke-kirurgisk inden henvisning til ortopædkirurgisk afdeling.
Formålet med ikke-kirurgisk behandling er at mindske patientens symptomer samt øge funktionsniveauet og livskvaliteten. Behandlingen bør forsøges i mindst 3 mdr.
Ikke-kirurgisk behandling omfatter:
- Analgetisk behandling med fast doseret paracetamol evt. suppleret med NSAID/opioider.
- Fysioterapautisk træning (f.eks. GLA:D træning).
- Til overvægtige patienter er det god praksis at tilbyde en vægttabsintervention.
Henvisning
Kriterier for henvisning til ortopædkirurgisk afdeling
Henvisning til forundersøgelse bør ske ved smerter, særligt natlige, eller funktionstab som medfører en forringet livskvalitet trods træning og analgetisk behandling.
Henvisningen bør indeholde
- Kort beskrivelse af smerter: lokalisation, varighed, relation til aktivitet.
- Hvor længe der er forsøgt fysioterapautisk behandling. Hvis patient ikke kan medvirke til træning anføres en begrundelse for dette.
- Analgetisk behandling.
- Objektiv undersøgelse.
- Beskrivelse af røntgen.
- Comorbiditet: Afhængig af comorbidetet vil patienten i den ortopædiske fællesvisitation blive visiteret til enten Farsø/Frederikshavn eller Aalborg.
Forløb på ortopædkirurgisk afdeling
Patient indkaldes til forundersøgelse og evt. supplerende røntgenundersøgelse. Patienter, som skrives op til operation, indkaldes til et patientseminar med gennemgang af forløb.
På operationsdagen møder patient fastende om morgenen. Den gennemsnitlige indlæggelse er 1 døgn. Ca. 20% af patienter udskrives samme dag som operationen.
Under indlæggelse vurderes om der er behov for en almen genoptræningsplan. Agraffer fjernes hos egen læge efter 2 uger. Patient indkaldes til en fysioterapeutisk kontrol efter 6 uger.
Sygemelding
Der kan forventes en sygemelding efter operation på ca. 12 uger. Ved erhverv uden fysisk belastning kan opstart ofte ske tidligere.
Links
Hofteartrose på Lægehåndbogen.
Træning ved slidgigt i hofte og knæ - træningsprogram (GLA:D) på film.
ICPC
L89 Artrose i hofteled.
Forfattere
Overlæge Thomas Jakobsen, Praksiskonsulent Morten Ohrt.
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.
Indhold leveret af:
9260 Gistrup