Tværfagligt Smertecenter, Aalborg
Indledning
Tværfagligt Smertecenter (TSC) behandler patienter på 18 år + med komplekse kroniske smertetilstande, hvor der ikke er påvist eller mistanke om malignitet.
Behandling på TSC foregår ambulant, og alle patienter ses indledningsvist til en primærsamtale ved læge. Indsatsen vil som regel være tværfaglig med inddragelse af sygeplejerske, socialrådgiver, psykolog og fysioterapeut efter behov. Behandling kan foregå både individuelt og på hold. Forløbets varighed afstemmes patientens behov.
Målet med behandlingen er øgning af livskvalitet og smertemestring/empowerment og der arbejdes ud fra en bio-psykosocial forståelsesmodel.
TSC foretrækker, at patienterne henvises af egen læge, der oftest har bedst kendskab til patientens helhedssituation. Sygehusafdelinger og speciallæger kan også henvise.
Vi forbeholder os retten til at bede om supplerende oplysninger, såfremt henvisningerne ikke er fyldestgørende.
Henvisning
Henvisningskriterier
- Komplekse kroniske smerter hvor funktionsniveau er moderat til svært påvirket, med alvorlige konsekvenser for arbejdsliv og psykosociale forhold.
- Smerterne skal være konstante og have varet i mindst 3 måneder.
- Patienten skal være diagnostisk afklaret og færdigudredt i relevante specialer.
TSC modtager ikke patienter med
- Simple kroniske smerter, hvor behandling bør foregå i primær sektor eller monofaglig smerteklinik.
- Isoleret hovedpine inkl. migræne.
- Akutte smerter.
- Aktiv kræftsygdom.
- Aktuelt alkohol- eller medicinmisbrug (gadekøb).
- Svære psykiatriske lidelser som er utilstrækkeligt behandlede.
Henvisningen bør indeholde
- Diagnoser.
- Kort smerteanamnese.
- Relevante undersøgelsesresultater, inkl. speciallægevurdering.
- Beskrivelse af patientens nuværende situation, herunder:
- Relevante psykologiske forhold (fx angst, depression, irritabilitet, uhensigtsmæssig smertehåndtering).
- Socialt (fx erhvervsmæssig status, forsørgelsesgrundlag, familiemæssige belastninger).
- Relevante fysiske forhold (fx søvn, aktivitet)
- Aktuel medicin og tidligere forsøgt medicinsk behandling.
- Angivelse af evt. behov for tolk.
Information til patienten inden henvisning
Patienten skal være informeret om:
- At motivation for at indgå i et behandlingsforløb har stor betydning for udbyttet.
- At det kræver tid og kræfter at møde frem til og gennemføre konsultationer og andre kontakter i smertecentret.
- At smertestillende medicin ofte justeres. Receptfornyelse af denne medicin foregår via Tværfagligt Smertecenter, så længe forløbet varer.
Rådgivning hos TSC-Hotline
Hvis du som læge er i tvivl om, hvordan du håndterer henvisning, smertemedicinering eller andet, kan du benytte rådgivningsfunktionen. Læs mere her
Ved iatrogen misbrug rettes henvendelse til vores hotline for råd og vejledning, og i forbindelse hermed drøftes relevansen af evt. henvisning til Tværfagligt Smertecenter.
Hvad kan egen læge og patient gøre i ventetiden?
Ventetiden på at komme i behandling veksler over tid. Denne ventetid kan udnyttes af egen læge og patient, og vi opfordrer egen læge til at arbejde med nedenstående:
- Undersøg eventuelle muligheder for smertehåndteringskurser i patientens hjemkommune og overveje, om det vil være et tilstrækkeligt tilbud til patienten?
- Omlæg patientens eventuelle hurtigtvirkende morfinpræparater til depotpræparater og overveje at påbegynde nedtrapning.
- Trap patienten ud af evt. behandling med benzodiazepiner som seponeres eller erstattes med SSRI præparater eller andre psykofarmaka.
- Henvis patienten til at finde yderligere information om smertecentrets behandlingstilbud på vores hjemmeside www.smertecenter.rn.dk og informere om hjemmesiden www.FAKS.dk, Foreningen af Kroniske Smertepatienter.
Se Nord-KAPs vidensbank om kroniske smertepatienter i almen praksis
Nyt Tværfagligt Smertecenter, Thisted
Pr. 1.5.2022 kan patienter tilhørende Morsø og Thisted Kommuner få behandling i nyoprettet smertecenter på Thisted Sygehus.
Henvisningskriterier er identiske med ovenstående og henvisningen sendes som vanligt til tværfagligt Smertecenter Aalborg, som foretager visiteringen til Tværfagligt Smertecenter Thisted.
Information om Lavdosis Naltrexonbehandling (LDN) i behandling af kroniske smerter
Behandling med LDN anvendes på Tværfagligt Smertecenteret i Aalborg og Thisted i lighed med andre smertecentre i Danmark. Det er stadig en off-label behandling, men der findes en del undersøgelser med positiv effekt af LDN behandling på neuropatiske smerter, som fx whiplash, postcommotionelt syndrom og fibromyalgi. Der pågår et stort studie på Odense Universitetshospital med LDN til fibromyalgipatienter, og resultaterne forventes at foreligge i 2023.
Kroniske smerter og neuroinflammation hænger tæt sammen. Naltrexon har en effekt via receptorer i microglia, en slags antiinflamatorisk effekt, og påvirker også opioidsystemet via my receptorerne. Der er intet afhængigheds- eller misbrugspotentiale med LDN-behandling.
Såfremt der er opnået god effekt, og der er optrappet til vedligeholdelsesdosis (oftest på 4,5 mg) så fortsætter behandlingen op til 1½ år. Behandlingen kan ophøre uden nedtrapning.
I epikrisen vil der foreligge en behandlingsplan som den praktiserende læge kan følge fremadrettet. Smertecenteret kan altid kontaktes ved tvivlsspørgsmål om behandlingen.
Såfremt egen læge ikke ønsker at overtage behandlingsansvaret, er man velkommen til at bede patienten tage kontakt til Smertecenteret mhp fornyelse af recepterne, hvilket noteres i epikrisen.
Hvis egen læge selv iværksætter en LDN-behandling rådgiver man gerne på hotline. (se ovenfor).
Links
- Smertebehandling af langvarige eller vedvarende ikke-cancer smerter på Lægehåndbogen.
- Tværfagligt Smertecenter.
- Nord-KAPs vidensbank om kroniske smertepatienter i almen praksis
- Foreningen af Kroniske Smertepatienter.
ICPC
A01
Oplysninger om modtagende afdeling
Aalborg Universitetshospital - 8001589 Alb. smertecenter, lokationsnummer: 5790000206728.
Indholdsansvarlige
Cheflæge Ivan Bo Nielsen
Praksiskonsulent Morten Ohrt
Fysioterapeut Helle Frank Nielsen
Chefsygeplejerske Birgith Hasselkvist
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.