Diagnostisk pakkeforløb for MAS patienten i regionens 3 diagnostiske centre
Indledning
MAS – patienter er borgere Mistænkt Alvorlig Sygdom. Alvorligt syge uden sikker diagnose, og som ikke matcher en organspecifik kræftpakke.
På diagnosetidspunktet af en kræftsygdom har halvdelen alarmsymptomer på kræftsygdom, medens den anden halvdel alene har vage, uspecifikke symptomer. Det er denne gruppe af kræftramte, vi skal finde hurtigere gennem de diagnostiske centre.
Hvis det det drejer sig om patienter med vage symptomer (gruppe 3 patienter), som ikke opfylder kriterierne for at blive henvist til diagnostisk pakkeforløb og hvor den praktiserende læge ikke helt kan udelukke alvorlig sygdom, kan man selv henvise til billeddiagnostiske undersøgelser med svartid på 3 uger.
Se nedenstående flowchart eller en printervenlig version for MAS-patienten her.
Læs Sundhedsstyrelsens vejledning:
Oversigt over indgang til pakkeforløb
- til brug i almen praksis.
Hvem kan henvises
Symptombilledet, der vækker mistanken, er varierende og kan også bestå af den praktiserende læges fornemmelse af, at patienten er alvorlig syg.
Ofte vil det dog omfatte en eller flere af følgende nyopståede symptomer uden umiddelbar forklaring. Patienten vil typisk have haft et eller flere af symptomerne mellem ca. 3 uger og 3 måneder, men der skal være opmærksomhed på evt. sen lægesøgning. Listen er ikke udtømmende, men kan anvendes vejledende:
- Almen sygdomsfølelse
- Udtalt, uforklaret træthed (samtidig med andre symptomer)
- Større utilsigtet vægttab.
- Feber uden årsag
- Uforklaret anæmi (N.B. jernmangelanæmi udløser kolo-rektalt kræftpakkeforløb)
- Diffuse eller lokaliserede smerter uden kendt årsag (samtidig med andre symptomer)
- En eller flere abnorme laboratorieprøver, som ikke umiddelbart kan forklares
- En markant stigning i antallet af kontakter til sundhedsvæsnet for en patient, der tidligere ikke har været forbruger af sundhedsydelser i særlig grad (på baggrund af lægens vurdering)
- En markant stigning i medicinforbrug (fx antibiotika eller analgetika) for en patient, der ikke tidligere har haft behov for medicin i særlig grad (på baggrund af lægens vurdering)
Almen praksis bør herefter overveje at påbegynde nedenstående indledende udredning.
Inden henvisning til diagnostisk center
WebReq blodprøveprofilen ”mistanke om alvorlig sygdom” (MAS) kan suppleres efter individuel vurdering med f.eks. SR, U-stix, vægt, højde, BT, BS, EKG, spirometri, CA125, PSA mm.
Er der efter blodprøvesvar ikke en forklaring på patientens symptomer, kan man gå to veje beskrevet i 2a og 2b:
- 2a)
Henvisning fra almen praksis til CT-TAB (thorax, abdomen og lille bækken). Anfør ”mistanke om alvorlig sygdom” på henvisningen. Der skal være svar i løbet af 14 kalenderdage efter henvisningen er sendt. Hvis der efter CT-scanning fortsat ikke er nogen diagnose, og mistanken om alvorlig sygdom stadig er til stede, kan patienten derefter henvises til diagnostisk center.
Er der efter blodprøver og CT-TAB ikke længere så stor mistanke om alvorlig sygdom, kan egen læge vælge at se an 1–2 uger og følge op ved en aftalt kontrol.
OBS: hvis creatinin er forhøjet med e-GFR under 45, skal patienten henvises direkte til diagnostisk center og ikke først til CT-scanning
OBS: En nylig opgørelse fra Diagnostisk Center i Roskilde har vist, at den prædiktive værdi af negativ CT-TAB og blodprøver var 97%. For de fleste patienter med normale blodprøver og normal CT–TAB er der således ikke ekstra at hente ved supplerende undersøgelser i diagnostisk center.
- 2b)
Hvis man ikke mener det er indiceret med en CT-tab inden udredning i diagnostisk center, kan patienten henvises direkte hertil. Evt. kan man konferere telefonisk herom.
Henvisning til CT-scanning
Undersøgelsesfeltet: CT-TAB i pakkeforløb (MAS patient)
Henvisningen bør indeholde (kopier gerne ind i henvisningen):
-
Anamnese, inkl. comorbiditet, herunder sukkersyge
-
Tidligere operationer med fjernelse af organer. Aktuel eller tidligere kræftsygdom
-
Objektiv undersøgelse (relevante fund)
-
Paraklinik (creatinin/e-GFR og relevante afvigelser i blodprøver)
-
Aktuelle medicin
-
Allergi (specielt lægemidler og røntgenkontraststoffer)
-
Telefonnummer, patienten eller pårørende kan træffes på
-
Telefonnummer, henvisende læge kan træffes på
Henvisning til diagnostisk center
Undersøgelsesfeltet: Udredning af MAS patient
Henvisningen bør indeholde (kopier gerne ind i henvisningen):
- Anamnese, inkl. comorbiditet. Evt. vægttab anføres i kg med udgangsvægt.
- Objektiv undersøgelse (relevante fund)
- Paraklinik (relevante fund), herunder fund ved CT-scanning
- Kopier af undersøgelser lavet på privathospital og -klinikker, samt i speciallægepraksis
- Aktuel medicin
- Allergi (specielt lægemidler og røntgenkontraststoffer)
- Behov for tolkebistand
- Telefonnummer patienten eller pårørende kan træffes på
- Telefonnummer henvisende læge kan træffes på
I diagnostisk center
Når en patient er henvist til det diagnostiske center kan patienten forventes at blive kontaktet samme eller næste dag.
I diagnostisk center skal det tilstræbes, at man, hvis der er lavet CT-TAB, i løbet af 22 dage har afsluttet udredningen. Er der ikke lavet CT-TAB før henvisning til udredningsenheden, har man 30 dage til udredningen.
Hvis der findes kræftsygdom eller anden alvorlig sygdom vil Diagnostisk Center henvise patienten til videre udredning eller behandling, ofte i sygehusregi.
I andre tilfælde, hvor man ikke finder tegn på alvorlig sygdom, vil patienten blive afsluttet til egen læge eller relevant medicinsk ambulatorium. I epikrisen til egen læge anføres forslag til evt. fortsat kontrol med råd om diagnostiske overvejelser.
Hvis udredningsenheden ud fra henvisningen skønner, at patienten ikke skal ses i diagnostisk center, men direkte i medicinsk daghospital, hvor der ikke er samme tidsgrænser for udredning som ovenfor, vil patienten indkaldes hertil og henvisende læge orienteres herom
Specialistrådgivning
Det er muligt at konferere med personale tilknyttet de regionale diagnostiske centre:
- Diagnostisk center på Regionshospital Nordjylland, Hjørring
Hverdage 9 – 14.30 Speciallæge 29434411, Sygeplejerske: 97640838, Sekretær 97642822
- Diagnostisk center på Aalborg Universitetshospital, Thisted
Hverdage 9 – 14 ,Sygeplejerske: 9735 0170 besvarer telefonen med mulighed for omstilling til læge
- Diagnostisk center på Aalborg Universitetshospital, Farsø
Hverdage 9 – 15, Sygeplejerske: 9765 3557 besvarer telefonen med mulighed for omstilling til læge.
Information til patienten
Patienten bør orienteres om, at man mistænker alvorlig sygdom, der kan være kræft eller gerne vil udelukke kræftsygdom.
Klassificering med ICPC
A26, A27
Oplysninger om modtagende afdelinger
Diagnostisk Center Hjørring - Hjr Diagnostisk Center 8003679 5790002513329
Diagnostisk Center Farsø - 8001607 Far Diagnostisk Center, 5790002518317
Thisted Diagnostisk center: Thy Med Visitation 760304V 5790002406164
Forfattere og indholdsansvarlig
Udarbejdet i samarbejde mellem Kræftgruppen under Nord-KAP, praksiskonsulent ved radiologien, de radiologiske afdelinger og de 3 diagnostiske centre i Nordjylland.
Praksiskonsulent Morten Ohrt
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.