Om lægevagt og passanter
Case fra Patienterstatningen er afgjort ud fra normen ”erfaren specialiststandard”, som betyder, at man vurderes i forhold til, hvad den hypotetiske ypperste specialist på det givne behandlingsområde ville have gjort i den givne situation - herunder den optimale behandling og i rette tid. Afgørelsen i sagerne er ikke vejledende i relation til lægers ansvar udenfor erstatningssagerne, hvor den lægefaglige standard har en lavere barre, idet der her skal leves op til ”almindelig lægefaglig standard”. Patienterstatningssagerne kan derfor medvirke til at belyse nogle konsekvenser af vores handlinger - eller mangel på samme, men betyder ikke, at vi har pådraget os et lægefagligt ansvar som sådan.
Sygehistorie
En 72-årig kvinde kendt med KOL, Morbus Menière og migræneanfald retter under sin ferie henvendelse til lokal læge med et migræneanfald.
Hun oplever sjældent anfald, og lægens undersøgelse viser ingen motoriske eller sensoriske udfald. Hun får injektion med Primperan 10 mg og Morfin 20 mg im. Hun har også under tidligere ferieophold henvendt sig til samme læge med migræneanfald, hvor hun havde fået samme behandling med Primperan 10 mg og Morfin 20 mg im.
Næste morgen henvender kvinden sig igen med kvalme og hovedpine. Hun får ny injektion med Primperan 10 mg og Morfin 20 mg. im.
Kvinden bliver samme dag fundet død i sengen.
Vurdering
Patienterstatningen vurderer, at en erfaren specialist havde behandlet med simple analgetika (Paracetamol, NSAID og acetylsalicylsyre), evt. i kombination med kvalmestillende medicin. Ved utilstrækkelig effekt anbefales triptaner som andet valg. Morfin er aldrig indiceret ved regelret migræne.
Anbefalet morfindosis til patienter, der ikke tidligere har været i fast behandling med opiod er 5-10 mg. im. Dosis skal nedsættes til patienter, som er ældre, og som her har KOL. På den baggrund vurderer Patienterstatningen, at lægen skulle have givet hende max. 10 mg Morfin im.
Ifølge obduktionserklæringen antages dødsårsagen at være forgiftning med Morfin.
Erstatningsafgørelse
Patienterstatningen har tilkendt forsørgertabserstatning og overgangsbeløb til ægtefællen.
Læring
Den erfarne speciallæge i almen medicin foretager ifølge afgørelsen mindst følgende:
- Udviser stor tilbageholdenhed med anvendelsen af opioider ved behandling af migræne og foretrækker peroral behandling og anvendelse af simple analgetika. Det er forbundet med risiko for patienten at overskride anbefalet dosis på 5-10 mg morfin im. til voksne patienter, som ikke er i fast behandling.
- Hos ældre skal dosis nedsættes til 2,5 – 5 mg. Overvej subkutan administration.
- Den høje koncentration på 20 mg/ml i injektionsvæske Morfin vanskeliggør nøjagtig administration og anvendelse af 1 ml sprøjte kan tilrådes.
- Der er forekommet andre alvorlige forløb med dødelig udgang, hvor anbefalet dosis morfin er overskredet, hvilket styrker anbefalingen om tilbageholdenhed
Hvis du har modtaget en anerkendelse af en patientskade fra Patienterstatningen |
Indholdsansvarlig
Peter Gaardbo Simonsen, pegs@rn.dk