Stop op - før livet stopper
Information til almen praksis i området dækket af Regionshospitalet og de fire nordlige kommuner: Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn og Læsø.
Der er de nævnte steder sat fokus på fælles kompetenceudvikling af personalet til at understøtte patienten i valg/fravalg af genoplivning eller livsforlængende behandling. Samtidig er de tværsektorielle retningslinjer vedrørende dokumentation ved sektorovergange optimeret.
Det er vigtigt for alle at der er så klare fælles retningslinjer som muligt for at undgå unødig behandling.
Vores opgaver i almen praksis er uændrede, og vi skal som hidtil sende beslutningen om valg/fravalg af genoplivning eller livsforlængende behandling via korrespondance til hjemmeplejen samt huske at notere beslutningen ved henvisning til hospitalet. Beslutningen gælder til evt. ny lægelig beslutning.
- Hvis patienten er habil og alvorligt helbredssvækket kan han/hun fravælge livsforlængende behandling eller genoplivning. Men vi skal journalføre at patienten er habil.
- Hvis patienten er alvorligt helbredssvækket og vi finder indikation for at fravælge livsforlængende behandling eller genoplivning skal vi oplyse patient og gerne pårørende om vores beslutning og journalføre det.
Som noget nyt er der kommet følgende information:
I forbindelse med projekt ’STOP OP! – Før livet stopper’ er Styrelsen for Patientsikkerhed blevet forespurgt om proceduren, og styrelsen har svaret:
Det fremgår af vejledningen om genoplivning og fravalg af genoplivning, at hvis patienten ønsker at fravælge genoplivningsforsøg skal den behandlingsansvarlige læge tage stilling til, om patienten er habil, og sikre at patienten er tilstrækkeligt informeret til at træffe beslutningen. Lægen skal også afklare, at ønsket ikke skyldes forhold, der kan afhjælpes. Det kan hertil oplyses, at det som udgangspunkt er en lægelig vurdering, om patienten er habil eller varigt inhabil. Det er dog styrelsens opfattelse, at fx en sygeplejerske med indgående kendskab til en patient, kan vurdere, om denne er habil og sygeplejersken skal i relevant omfang inddrage, kontakte og orientere den behandlingsansvarlige læge ift. vurderingen af dette.
Indholdsansvarlig
Praksiskonsulent Annette Engsig, engsig@dadlnet.dk