Spring til indhold

Øget svedtendens ved behandling med antidepressiva

Nyhed

Hyperhidrose ved SSRI- og SNRI-behandling

Bivirkning - øget svedtendens

For de rekommanderede SSRI og SNRI er øget svedtendens beskrevet som en almindelig bivirkning (1-10 %) for bl.a. sertralin, escitalopram og duloxetin og meget almindelig bivirkning (> 10 %) for citalopram, venlafaxin og TCA. 

Bivirkningen forekommer ofte efter flere ugers behandling, og der er tilsyneladende ikke tale om en dosisafhængig bivirkning. Bivirkningen er vedvarende, men ophører ved endt behandling. Ca. 2 % stopper behandlingen pga. øget svedtendens. 

Årsag til øget svedtendens

Årsagen er ikke fuldt ud klarlagt, men bivirkningen synes at hænge sammen med serotonins påvirkning på termoregulatoriske mekanismer. En påvirkning som også er gældende ved serotonergt syndrom, hvor patienten bl.a. præsenteres med diaforese og hypertermi.

Påvirkning på svedkirtlerne fra det perifere nervesystem via adrenerg transmission af noradrenalin, acetylcholin og dopamin kan også være medvirkende til en dysreguleret svedafgivelse.

Afhjælpning af problemet

Da der er risiko for hyperhidrose ved stort set alle serotonergt virkende præparater, kan det være svært at finde et egnet alternativt præparat.

Det er beskrevet, at TCA og venlafaxin har en højere frekvens af problemer med svedtendens end SSRI-behandling. Skift fra en SSRI til anden SSRI kan muligvis afhjælpe problemet. 

Ved generaliseret angst kan pregabalin vælges i stedet SSRI, da øget svedtendens er en ikke almindelig forekommende bivirkning. Dog har pregabalin andre betydende bivirkninger, som bl.a. betyder, at pregabalin er markeret med en rød advarselstrekant.

Øget svedtendens kan også være et seponeringssymptom, hvorfor det kan være relevant også at afklare patientens medicinadhærence.

Ovenstående nyhed er inspireret af en artikel fra Psykiatriens Medicinrådgivning, Region Syddanmark. 

For kilder se her.

Indholdsansvarlig

Lægemiddelenheden, lme@rn.dk