Kommentarer til Inventering i akutmodtagelserne i Region Nordjylland, november 2021
Baggrund
Det samlede akutte beredskab i sundhedsvæsenet oplever en stigning i aktiviteten. Således er gruppen af patienter der ses akut ambulant (uden indlæggelse) i akutmodtagelserne steget med 19 %.
Derfor har hospitalerne i november 2021 gennemført en tværsektoriel audit i akutmodtagelserne for at undersøge om ”den rette patient er på rette sted på rette tidspunkt". Almen praksis har deltaget i denne audit og har følgende kommentarer, udarbejdet af en arbejdsgruppe som alle deltog i audit:
- Morten Ohrt (Praksiskoordinator, Nord-KAP)
- Dinah Høngaard (næstformand, PLO-Nord)
- Charlotte Lønskov (Formand, PLO-Nord)
- Mette Bolvig (Praksiskonsulent, Nord-KAP)
- Pernille Hylleberg (praksiskonsulent, Aalborg Kommune)
Indledning
Målgruppen for auditten var afgrænset til patienter der afsluttes i Akutmodtagelsen samme dag, som de er kommet ind i Akutmodtagelsen. Med hoved fokus på om ”den rette patient er på rette sted på rette tidspunkt”
Formålet med den tværsektorielle audit var:
- at skabe læring og fælles forståelse af tværsektorielle arbejdsgange,
- at involvere klinikere på tværs af sektorgrænser i at drøfte kvaliteten af målgruppens forløb,
- at drøfte relevansen af besøget i akutmodtagelsen, samt
- at identificere eventuelle forbedringsforslag.
Audit resultater er opsummeret i denne rapport. Rapporten skal gerne bidrage til ny viden og forståelse, der kan anvendes til yderligere afdækning af områderne i akutsystemerne, og til at styrke samarbejdet mellem alle relevante aktører omkring de bedst mulige patientforløb.
Ovenstående arbejdsgruppe er blevet bedt om at kommentere rapporten i forhold mulige forbedringspotentialer i almen praksis.
Rapporten formidles via Nordkaps nyhedsmail med en supplerende tekst og henvisning til pixi-rapporten samt nedenstående kommentarer.
Om patienterne kunne håndteres i almen praksis i stedet for i akutmodtagelsen
Vi mener, at der er stor usikkerhed i forholdt til om almen praksis vil kunne gøre en forskel i så høj grad som skitseret i rapporten. Vi vurderer, at dette ikke direkte kan overføres til den almen medicinske hverdag - bland andet fordi knap halvdelen (ca. 46% - 36 stk) af patienterne i inventeringen ankom i modtagelsen efter selv at have ringet 112.
Vi vurderer, at det er tvivlsomt om almen praksis alene ville kunne have forbygget disse opkald til 112.
Vi kan fremadrettet drøfte om der kunne der være et forbedringspotentiale i forhold til patienter, der ringer 112 - og om hvorvidt disse patienter i stedet kunne omvisiteres til egen læge eller lægevagten f.eks. ved anvendelse af akutknappen i Lægevagten – Det vil være relevant at drøfte om samarbejdet mellem AMK og egen læge/lægevagten kan udbygges.
Vi ser også en løbende opgave med at optimere informationen til patienterne i forhold til indikationerne for opkald til 112. (”Ring rigtigt”)
Mange yngre patienter i modtagelsen i Aalborg samt mange misbrugspatienter
Vi mener at det kunne være relevant at overveje om der kan være social slagside i de mange yngre patienter der kommer i akutmodtagelsen i Aalborg – også i forhold til den forholdsvis høje andel af misbrugspatienter der er registreret i auditten.
Vi ser et stort forbedringspotentiale i bedre samarbejde mellem almen praksis, kommunerne og regionerne i forbindelse med den akutte misbrugsbehandling, hvor afrusning med fordel kunne håndteres i et andet døgndækkende tilbud end modtagelsen.
Paraklinske prøver i almen praksis i stedet for i modtagelsen
Ifølge rapporten kunne nogle parakliniske prøver være taget i almen praksis. Mange parakliniske prøver kan ganske vist tages i almen praksis, men ikke i weekenden hvor auditeringen foregik – og for blodprøver der tages om fredagen foreligger svaret ofte først mandag.
Vi vurderer derfor, at man ikke kan drage konklusioner ang. parakliniske undersøgelser ud fra denne inventering.
Subakutte tider og specialistrådgivning
Om mere brug af subakutte tider og specialistrådgivning vil give færre henvisninger til modtagelsen er svært at konkludere ved denne audit, der udelukkende er foretaget over en weekend. Subakutte tider og specialistrådgivning anvendes først og fremmest i et patientforløb ved egen læge. I weekenden kender vagtlægen ikke patienterne og lægevagten har ikke mulighed for at følge op på en specialistrådgivning eller subakut tid. Vi bemærker at 0% vurderes at kunne være håndteret på en subakut tid i Hjørring.
Manglende henvisninger
Vi ser et stort forbedringspotentiale ved de forholdsvis mange manglende henvisninger. Skyldes manglen på henvisninger, at de ikke kan findes i sekundærsektoren eller skyldes manglen en fejl i primærsektoren. PKO vil gå i dialog med akutmodtagelsen mhp. opsporing af de manglende henvisninger.
Henvisning af patienter efter kun telefonisk vurdering i almen praksis/lægevagten
Det vil være relevant at undersøge om der er forbedringsmuligheder i forhold til de patienter der henvises direkte pr telefon uden først at være undersøgt af egen læge/ lægevagten. Der bør især være fokus på de patienter der henvises uden forudgående objektiv undersøgelse og som efterfølgende triageres blå eller grøn i modtagelsen.
Vi bemærker dog også at 64 % af de patienter der triageres blå og grøn fortsat vurderes at have haft gavn af vurderingen i modtagelsen ud fra en sundhedsfaglig vurdering.
Det vil også være relevant at vurdere om samarbejdet med kommunernes akutfunktioner kan optimeres således at egen læge og lægevagten har et bedre beslutningsgrundlag inden evt. henvisning til modtagelsen.
Til sidst lidt om hitrate
Ved ønsket om at undgå unødvendige henvisninger til sekundærsektoren er det relevant at vurdere niveauet for den mest hensigtsmæssige hitrate, dvs. andelen af nødvendige henvisninger i forhold til det totale antal. Hvis hitraten bliver for høj øges risikoen for at overse en nødvendig indlæggelse. Med andre ord, så skal det være et opmærksomhedspunkt, at det er nødvendigt med en vis andel af ”unødvendige” indlæggelser for at undgå at overse en nødvendig indlæggelse. En henvisning eller en indlæggelse kan og skal ikke vurderes udelukkende ud fra den enkelte patients behov, men også ses i en større sammenhæng i forhold til henvisende instans samlede antal henvisninger.
Indholdsansvarlig
Morten Ohrt, ohrt.engsig@dadlnet.dk