Fakta om LÆ265, lægeattest til rehabiliteringsteam
Lægefaglig Indhold
Attesten udfærdiges på baggrund af journaloplysninger, lægens kendskab til patienten i øvrigt, samt en objektiv undersøgelse.
Attesten læses af læger på socialmedicinsk afdeling og kan derfor indeholde lægefaglige termer.
Lægen skal kun beskrive de relevante helbredsforhold, dvs de helbredsforhold som har betydning for patientens funktionsevne på kort og på lang sigt.
Lægen skal beskrive helbredsforhold med faktuelle diagnoser, symptomer, behandling og effekten heraf. Andre informationer fra anmodningen skal ikke gentages i besvarelsen idet de forventes bekendte.
Lægen skal foretage en fokuseret objektiv undersøgelse, dvs kun en undersøgelse eller vurdering af de funktioner (både fysiske og psykiske) som er påvirkede. Relevante fund, også negative, anføres i attesten.
Lægen skal vurdere om der er behandlingsmuligheder der kan forbedre patientens funktionsniveau.
Lægen skal vurdere skånehensyn i forhold til arbejdsmarkedet (både de aktuelle og de varige).
Lægen skal sammen med patienten drøfte helbredsforholdenes betydning for patientens job- og uddannelsesmuligheder. Lægen kan vælge at anføre i attesten hvilke muligheder, der er drøftet med patienten.
Lægen skal tydeligt redegøre for hvad der henholdsvis er patientens opfattelse og hvad der er lægens vurdering.
Lægen skal lægge vægt på at give sine egne kommentarer til patientens beskrivelse af sine helbredsproblemers betydning for fremtidige job- eller uddannelsesønsker.
Lægen skal videregive sit kendskab til patientens personlige ressourcer og eventuelle sociale problemer samt eventuelle misbrugsproblemer.
Lægen må ikke afgive erklæ¬ring om sygdomme eller forhold, der ikke foreligger fornødent lægeligt kendskab til. Således kan lægen eksempelvis ikke attestere noget om det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen.
Læger må ikke udtale sig i attester om deres patienters berettigelse til bestemte sociale ydelser. Det kan give patienten forkerte forventninger om de ydelser, kommunen kan tildele den enkelte borger.
Hvis udfærdigelsen af attesten giver anledning til nye undersøgelser, kan dette anføres i attesten, men udfærdigelse og afsendelse af selve attesten skal ikke afvente de yderligere undersøgelser.
Tidsfrister
Lægen har pligt til at udfærdige attesten.
Konsultationen til attestudfærdigelsen skal finde sted senest 30 dage (en måned) efter lægen har modtaget anmodningen fra borgeren. Attesten skal afleveres senest 14 dage (2 uger) efter konsultationen.
Lægen skal kontakte kommunen senest 14 dage (2 uger) efter modtagelse af anmodningen, hvis der er problemer med at levere attesten til tiden.
Hvis patienten ikke kontakter lægen med henblik på tid til udfærdigelse af attesten, skal anmodningen returneres til kommunen.
Hvis patienten udebliver fra en aftalt tid til LÆ-attest, skal lægen orientere kommunen herom. Lægen kan give sin tilbagemelding til kommunen enten telefonisk, ved at tilbagesende attesten med et kort notat om årsagen til at attesten ikke er udfyldt eller via en kort korrespondancemeddelelse til jobcentret. Kommunen skal finde en løsning der sikrer, at borgeren møder op.
I ovenstående situationer, hvor den fremsendte attest ikke udfyldes, udløses der intet honorar.
Indholdsansvarlig
Pernille Smalbro Hylleberg, Mail: fagligt@smalbro.info
Indhold leveret af:
9260 Gistrup