Audit
Aktuelle tiltag: Nyt koncept for regionale audit af epikriser og henvisninger
I Nord-KAP er der fokus på bedre kommunikation mellem region, kommune, almen praksis og borger. Kommunikationen skal være rettidig, fyldestgørende og meningsfuld, og skal afspejle det gode og sikre patientforløb.
Nord-KAPs praksiskonsulentordning har deltaget i et samarbejde med Regionshospitalet og Aalborg Universitetshospital, om at udvikle et nyt koncept for systematisk tværregionale audit på henvisninger og epikriser. Konceptet skal sikre en årlig opfølgning på kvaliteten af de henvisninger og epikriser, der modtages inden for det enkelte speciale på de somatiske hospitaler i Region Nordjylland.
Konceptet går ud på, at specialeledelsen og praksiskonsulenten afholder to årlige audits på henholdsvis epikriser og henvisninger for 15-20 patientforløb. Under audit vurderes indholdet af epikrisen eller henvisningen. Ved afslutningen kan der trækkes en rapport, som viser den overordnede kvalitet af samtlige 15-20 patientforløb. Rapporten bliver således et fundament for fremtidige aftaler og indsatser inden for det givne speciale.
Initiativ til afvikling af audit tages af specialet. Hvilke specialer, der udfører audit hvornår, aftales mellem Nord-KAPs praksiskonsulenterne og viceklinikcheferne, og koordineres med specialerne.
Én af bidragsyderne til det nye koncept, er praktiserende læge og koordinator for Nord-KAPs praksiskonsulentordning, Morten Ohrt. Han har store forventninger til samarbejdet med specialerne: "Formålet med konceptet er at fremme gensidig læring og sikre de gode overgange i patientforløbet. Som praksiskoordinator har jeg været med til at udarbejde de regionale retningslinjer samt en ny epikriseskabelon i EPJ, der udkom i 2016. Formålet med konceptet er derfor også at sikre, at disse retningslinjer følges i henholdsvis Almen praksis som i specialerne".
Koncept for opfølgning på epikriser og henvisninger for de somatiske hospitaler, samt udførlig drejebog ligger som bilag til de regionale retningslinjer, som du kan tilgå i PRI:
Epikrise - udarbejdelse og indhold af den gode epikrise
Henvisning af akutte og elektive patienter til sundhedsvæsenet i Region Nordjylland
Kontakt
Nord-KAP
Niels Skibsted
niels.kristian@rn.dk
Administrative kontaktpersoner Aalborg UH
Lena May Østergaard
lemao@rn.dk
Susanne Bünger
s.bynger@rn.dk
Administrative kontaktperson RH Nordjylland
Kerstin Mariegaard
kemh@rn.dk
Audit i Praksis
Audit er en metode til systematisk gennemgang og vurdering af en afgrænset faglig problemstilling. Auditmetoden benyttes til at skabe et overblik over arbejdsgange og udvikle fagpraksis, på baggrund af data indsamlet i klinikken. En styrke ved audit er, at det er en praksisorienteret metode, som resulterer i konkrete anbefalinger til forbedringer. Dermed er audit et enkelt værktøj til at skabe rum til faglig refleksion og forbedring af arbejdsgange. Audit kan derfor udføres selvstændigt i praksis af læge og praksispersonale. Audit indgår også i DDKMs akkrediteringsstandard 2.5 indikator 5, som efterspørger en kvalitetssikring af journalindholdet. Se links til vejledning og registreringsskema her.
Ønsker du assistance til gennemførelse af audit i egen praksis, kan du kontakte Niels Skibsted på niels.kristian@rn.dk
Audit i Nord-KAP
I Nord-KAP har vi valgt at sætte fokus på systematisk audit som et tiltag i kvalitetsudviklingen. Dette skal efterleves ved at gennemføre audit og opfølgninger på aktuelle fagområder og problemstillinger i almen praksis. Der tilstræbes en kontinuerlig gennemførelse af regionale audit, gerne i forbindelse med nationale projekter på tværs af regionerne. Nord-KAP deltog i 2015 i projektet ’Tværfaglig audit om smertebehandling i almen praksis’, og i 2017 i 'Audit om luftvejsinfektioner'. Du kan læse mere om aktuelle og kommende audit, og hvordan du kan deltage, i nedenstående. Afvikling af førnævnte audit er i samarbejde med Audit Projekt Odense (APO), som er en erfaren aktør med over 25 års erfaring indefor området. Du kan læse mere om APO og aktuelle projekter her www.apo-danmark.dk
Audit om Luftvejsinfektioner 2017
I 1. halvår 2017 gennemførte Nord-KAP, i samarbejde med APO, Audit om luftvejsinfektioner i Almen Praksis (Audit LI). Audit LI bestod konkret af en registreringsproces og et opfølgningskursus omkring brugen af antibiotika ved luftvejsinfektioner. Der deltog 23 praksis fra Region Nordjylland (71 læger, 44 behandlersygeplejersker og 33 øvrige praksispersonaler). Audit LI er et nationalt auditprojekt, som også blev gennemført i Region Syddanmark og på Færøerne, og som ligeledes gennemføres i Region Midtjylland i 2018. Der deltog 256 læger og praksispersonaler fra Region Nordjylland og Syddanmark som tilsammen registrerede 8299 patientkontakter. Resultaterne af audit kan læses i den fælles auditrapport.
I nedenstående video kan du se de praktiserende læger Jakob Klitkou, Lægerne Vejgaard Sundhedscenter, og Charlotte Lønskov, Lægerne i Nibe, udtale sig om hvordan det var, at deltage i audit og opfølgningskursus.
For yderligere information kontakt
Audit koordinator Nord-KAP, Niels Skibsted, niels.kristian@rn.dk