Fotografering til Teledermatologi
Dette er forløbsbeskrivelsen for 'Fotografering til Teledermatologi'.
Forløbsbeskrivelsen for 'Teledermatologi' findes her.
Gode foto-råd
Stort set alle nyere digitalkameraer, web-kameraer, mobiltelefoner og tablets kan tage foto i en kvalitet, som er anvendelig i forbindelse med teledermatologi. Altså rent teknisk. Det er derimod ikke sikkert du er en god nok fotograf, men der skal ikke så meget til.
Billedmateriale for dermatologisk vurdering bør bestå af såvel oversigts- som nærbilleder. Oversigtsbilledet skal vise fordeling på kroppen. Nærbilleder skal vise morfologien og karakteristiske elementer. Gerne lineal på nærbilleder, således størrelsen kan bedømmes. Billedstørrelsen anbefales at være maks. 2 megapixel, samt at anvende makroindstilling og disable flash. Brug almindelig filformat f.eks. jpeg. da hudlægerne ellers kan få svært ved at åbne billederne. PDF filer kan ikke bruges.
Her er 4 foto, som ikke er gode nok:
Brug af blitz/flash
Blitz er velegnet til oversigtsbilleder. Ved nærbilleder overbelyses huden ofte.
Hvidbalance
Kameraets hvidbalance afgør, om hud- og sårfarver gengives korrekt med forskellige lyskilder. Fotoapparatet har ofte en autofunktion, ellers kan man indstille til den aktuelle lyskilde. I et veloplyst lokale kan man slukke for kameraets blitz og indstille hvidbalancen til den lyskilde, der er i lokalet, for eksempel dagslys, glødelampe eller fluorescerende lys/neonrør. Ved at fotografere et stykke hvidt papir kan man bedømme, om hvidbalancen er god nok.
Med Politikens 'At Tænke Sig' som eksempel vises her forskellen på god og dårlig hvidbalance:
Fokusering
Det er ofte tilstrækkeligt at anvende autofokus, men den kan drille ved hudfotografering. Sker det, kan det hjælpe at lægge en lineal på huden som base for fokuseringen.
Tjek at billedet er skarpt. Det ser du bedst ved at zoome ind i det billede du har taget.
Lokalisering af motiv
Lokalisering og størrelse af sygdomselement bedømmes nemmere, hvis et øje, en øreflip eller en mundvig er med på billedet. Undgå at billedet bliver personhenførbart.
Rolig baggrund
Et mørkt klæde er en god rolig baggrund for de fleste hudbilleder.
Datasikkerhed
Mange kameraer er i dag forbundet til internettet. Dette giver nogle smarte muligheder, men som altid, når noget forbindes med internettet, bør man gøre sig sikkerhedsmæssige overvejelser. Derfor disse gode råd:
- Patientfoto bør ikke gemmes udenfor eget system. Slå automatisk upload til tjenester som Dropbox, Onedrive, Google Fotos, Icloud og Flickr fra.
- Hvis du ikke har helt styr på hvordan dit kameras foto-lagring er sat op, så undgå at koble kameraet på nettet. Overfør i stedet foto med kabel eller kortlæser.
- Smartphones og tablets tager udmærkede billeder, men opsætningen er sværere at gennemskue, så for mange er der en større sikkerhed forbundet med at anvende et normalt kamera.
- Foto må ikke være personhenførbare. Undgå ansigtet i oversigtsfoto uden sløring af øjne og undgå foto af genkendelige smykker og lignende.
- Foto bør ikke navngives med patient-navn eller cpr nummer. Denne sammenkobling bør først finde sted i forbindelse med henvisningen.
- Slet patientfoto fra kamera/mobil når foto er overført til journalsystemet.
Kontakt/hjælp
Denne vejledning af lavet af datakonsulenterne i Nord-KAP. Har du brug for hjælp til overførsel eller vedhæftning af billede til din henvisning kan du finde hjælp i disse videovejledninger for lægesystemet Clinea og XMO.
Det er også muligt at booke et 30 minutters videokursus med en datakonsulent, hvor vi gennemgår ovenstående fotoråd. Kontakt datakonsulenterne for at aftale undervisning med din praksis.
Har du spørgsmål eller gode forslag til denne vejledning, så skriv til
Karen Tvergaard